Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Svend Åge Madsens alternative fremtid bærer slikfarvede kostumer

Rune David Grues iscenesættelse af Svend Åge Madsens roman ’Se dagens lys’ fra 1980 bliver i Julie Petrine Glargaards dramatisering mere aktuel end nogensinde. Og så er forestillingen pakket utroligt lækkert ind i Julian Juhlins visuelt betagende scenografi
'Se dagens lys' forstærkes af Julian Juhlins smukke scenografi i effektfuldt samspil med Svend Åge Madsens fortælling. 

'Se dagens lys' forstærkes af Julian Juhlins smukke scenografi i effektfuldt samspil med Svend Åge Madsens fortælling. 

Emilia Therese

Kultur
19. september 2019

I 1980 udkom Svend Åge Madsens roman Se dagens lys, der danner grundlaget for den forestilling af samme navn, der netop har haft premiere på Aarhus Teater.

Se dagens lys er en alternativ fremtidsfortælling, der udspiller sig i Aarhus. Her er der ikke længere nogen, der laver det samme dag efter dag. Hver dag vågner man i en ny seng, med en ny partner, nye børn, nyt hjem, nye venner og nyt arbejde. Alt sammen koordineret af computeren Madam Datam.

Der er ingen grund til misundelse, kedsomhed eller trivialitet. Hver dag et nyt liv. Alle får lov at prøve at bo i både store villaer og små lejligheder. Alle får indimellem tiltrækkende partnere og artige børn. Ingen ejer noget, og alle har de samme muligheder. Høfligheden er i højsædet, og kunsten at anerkende andres følelser læres fra barnsben.

»Bare fordi jeg ikke er enig, betyder det ikke, at jeg har ret,« som et af børnene på scenen udtrykker det.

Men midt i den polerede idyl begynder manden Elef en dag at tvivle. En tvivl, der bliver næsten fysisk håndgribelig gennem Christian Hetlands levende og karakteristiske ansigtsmimik.

En dag vågner Hetlands Elef ved siden af Anne Plauborgs Maya, og de to forenes i deres (måske) spirende kærlighed og fælles tanker om systemet, som de beslutter sig for at bryde med. Et brud, der viser sig langt mere kompliceret både fysisk og psykisk, end man skulle tro.

Slikfarvet glansunivers

Rune David Grue har stået for iscenesættelsen af fremtidsfortællingen, der på Scala på Aarhus Teater er rykket ind i en visuelt betagende scenografi skabt af Julian Juhlin. Stilistisk formede huse – som på børnetegninger – lyser op i det mørke scenerum som farverige silhuetter. Med Anders Kjems’ fænomenale lyssætning skifter de farve og udtryk forestillingen igennem.

Døgnets rytme og menneskenes skift til næste dags nye liv markeres med rokering af husene. Derefter kan Hetlands Elef vågne i selskab med en ny kvinde. Det er enkelt, men effektfuldt. Også fordi Rune David Grue hele tiden lader en række skuespillere være synlige på scenen, hvor de – stående bag hver deres hussilhuet – illustrerer det liv, der leves rundt om i byen.

Det er første gang, kunstner og scenograf Julian Juhlin står for scenografi på Aarhus Teater, men vi må håbe, at det ikke er den sidste. Hans scenografi, der ville gøre enhver My Little Pony-elskende sjæl dybt misundelig, er gennemført kunstig i farvetonerne bestående af sukkersøde kombinationer hentet fra slikuniverset. Det samme gælder kostumerne, der med deres renskurede look understreger det overfladiske og utopisk perfektionistiske i det samfund, Elef og Maya lever i.

Velfungerende dramatisering

Netop den konstante brug af farver skaber også en markant ændring i hele forestillingens udtryk, da andet akt begynder. Måske er ændringen årsagen til, at luften går lidt af ballonen efter pausen. Måske skyldes det, at handlingen her bliver lidt mere teksttung og kompliceret. Men skuespilpræstationerne er der intet at udsætte på. Heller ikke fra de tre seje børneskuespillere, der klarer de mange skift og replikker godt.

Fra pasteluniversets ordnede samfund har Elef og Maya bevæget sig ud i naturens grågrumsede virkelighed. Her er der ingen tuttenuttethed, kun den gamle, alvidende Varinka, der i Julie Petrine Glargaards version er forvandlet fra ældre kvinde til en gnaven, gammel mand i Anders Baggesens skikkelse.

»Den store, hvide dommer«, som han blandt andet kaldes, indtager og overtager scenerummet med sin overlegne, bedrevidende og let hånlige attitude.

Anders Baggesen lader til at være i sit es. Han bander og svovler og ligner noget, der er hevet op af den nærmeste sump i sine hærgede gummistøvler, løstsiddende netundertrøje og åbentstående, pelskantede frakke. Alt sammen i en udefinerbar grågrøngrumset farve. For ikke at tale om hans lange, tjavsede, lyse hår, der er som taget direkte fra hovedet på Killer Bob i Twin Peaks.

Men i stedet for at give klare svar til parret, gør han blot deres tvivl og forvirring stærkere. Som konspirationsteoretikere udvikles en spirende mistro til systemet. Hvem styrer det, og hvorfor lader mennesket dem gøre det?

Julie Petrine Glargaard har gjort historien til sin egen i sin dramatisering af romanen. Der er forkortet og ændret en hel del, men alligevel er essensen, stemningen og mange af budskaberne bevaret. For det er kun menneskene selv, der skaber deres liv. Der er »intet øje i det høje«, som Baggesens Varinka konstaterer.

Hvor Svend Åge Madsen i sin fortælling vender fremtidsromanens handling væk fra det dystopiske, drejer Jule Petrine Glargaard det igen rundt, så vi kan se problemerne i såvel vores nuværende livsstil, som i den alternative levemåde i Se dagens lys. Og det hele kommer til at fremstå mere relevant end nogensinde.

’Se dagens lys’. Romanforlæg: Svend Åge Madsen. Dramatisering: Julie Petrine Glargaard. Instruktør: Rune David Grue. Scenograf: Julian Juhlin. Lys: Anders Kjems. Lyd: Kim Engelbredt. Med: Christian Hetland, Anne Plauborg, Anders Baggesen m.fl. Spiller på Aarhus Teater til den 10. oktober.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her