Læsetid: 3 min.

Er det en taleboble? Er det psoriasis? Nej, det er et foster med moderkage

Når Rikke Villadsen udfolder sine drømme i tegneserieform, er det køns- og socialpolitik, i lige så høj grad som det er følelsesmæssigt
Når Rikke Villadsen udfolder sine drømme i tegneserieform, er det køns- og socialpolitik, i lige så høj grad som det er følelsesmæssigt

Fahrenheit

27. september 2019

Hovedpersonen i Rikke Villadsens nye tegneserie, Tatovøren og klitoris, hedder Rikke. Hun vandrer rundt med trøjen patetisk, men også insisterende, trukket op over sine blottede bryster og bærer rudeformet klovnesminke om øjnene.

Hun besvimer på en havnemole, og en varm, klistret masse, der lugter af kirsebær, begynder at dryppe fra hendes mund »Er det en taleboble?« »Er det psoriasis?« spørger to tilskuere. Nej, det er et foster med moderkage, og fra moderkagen vokser et broccolitræ.

»Steg den, steg den, i fedtet fra et inderlår,« synger den dansende lille hvide skikkelse, der har ageret fødselshjælper.

Så er stilen ligesom lagt. Villadsen fortæller tydeligvis dybt personlige historier, der som regel udfolder sig efter drømmemønstre. Her mere end nogensinde, fordi tegneserien direkte er baseret på hendes drømme. Det sker i udgangspunktet efter surrealismens forskrifter, men der er ikke tale om ubearbejdet automatskrift.

Ærindet er køns- og socialpolitisk i lige så høj grad som det er følelsesmæssigt. Og ligesom sit forbillede, tyske Anke Feuchtenberger, stoler Villadsen tilstrækkeligt på sit udtryks gennemslagskraft til ikke at vige tilbage for netop at benytte private scenarier og motiver, som læseren måske ikke har den store chance for at afkode, i formidlingen af noget mere universelt.

fra bogen

Et ufokuseret manifest om klitoris

Den på én og samme tid morsomme og selvhøjtidelige albumdebut Ind fra havet (2011) handlede grundlæggende om at få et barn, mens Et knald til (2014) var et polemisk seksualpolitisk indlæg forklædt som spaghettiwestern. Begge var drevet af liderligheden som ustyrlig, potentielt revolutionerende urkraft.

Tatovøren og klitoris er alt dette og mere til, med ufokuseret manifest om klitoris som nøglen til menneskelig frigørelse i en af de mellemtekster, som adskiller kapitlerne. Det fremstår desværre som et postulat, et intellektuelt figenblad i en tegneserie, der giver os alt andet end løsninger.

For vi har her med Villadsens mest suggestive værk til dato at gøre – hendes brug af grafik og trækul til at skildre såvel organiske teksturer, som æteriske syner, er sjældent sikker, samtidig med at hun, når det gælder, er i stand til at fremmane reel følelsesmæssig tyngde i sin tegning af et ansigt eller en krop.

I udgangspunktet handler historien om (sex-)livet efter at have fået børn. Rikke siger til sin elsker, Tatovøren med det smeltende ansigt (som ikke er far til barnet):

»Jeg vil ligge på plankerne igen. Jeg vil være sølv.«

»Hvad er sølv?« spørger han.

»Min fisse er sølv, mine glansbilleder er sølv, Salvador Dali malede elefanter med lange ben af sølv.«

fra bogen

Tatovøren bærer hende rundt på et marked i Indien, hvor de køber en lille æske til det barn, der ellers er uhyggeligt fraværende fra fortællingen. Inde i den er et katteskind. Det skal siden vise sig som en art totem for det glemte barn.

Undervejs går Rikke til psykoterapi og drømmetydning hos en stearinklat ved navn Frank, spiser fordærvede rester fra feltkøkkenet blandt vansirede soldater i Koreakrigen og tager – i en sekvens, som poetisk citerer en af de mest dragende passager i Hergés Tintin i Sovjetunionen – på et flyvetogt i natten. Hun ender i en hjemsøgt, glødende hytte dybt inde i skoven, en slags sjælens nulpunkt a la fortabelsens arnested, the Black Lodge i Twin Peaks, hvor hun paradoksalt nok når noget, der ligner oplysning.

Men det er kun, indtil tæppet igen rives væk, ved en forvandling, der er lige så komisk, som den er rådvild. Fortabelsen lurer evigt.

Rikke Villadsen: ’Tatovøren og klitoris’.  Fahrenheit, 184 sider, 248 kroner.

Det fortolkende metaplan i Rikke Valldsens børnebog ’Bennys far kører tog’ virker påklistret og må undre den barnelæser, der ikke kender til psykoanalytisk tekstanalyse. Langt bedre er det, når teksten slipper de dekonstruktive tøjler og knalder ud, skriver Informations anmelder. Illustration fra bogen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu