Læsetid: 4 min.

Teateranmeldelse: Kom til teater i Hareskoven, hvis du vil have dødsangst med krymmel

I en udflugt til Hareskoven præsenteres Sort/Hvids publikum humoristisk for dødsangst og inviteres til at dvæle lidt ved døden. Det fungerer glimrende – hvis altså ikke man skulle forvente at få en decideret ny erkendelse om egen dødelighed. Og hvor er det dansk at gribe til lavkomik, når vi skal tale om noget svært som døden
Samtalen om døden i Hareskoven bliver lidt for uforpligtende.

Samtalen om døden i Hareskoven bliver lidt for uforpligtende.

Karoline Lieberkind

9. september 2019

I Mexico er De Dødes Dag en af de vigtigste højtider. På denne festdag, der ligger i begyndelsen af november, kaldes de døde tilbage til livet.

Man pynter op på gravstederne med lys og orange tagetes – som man mener er de dødes yndlingsblomst – og strør blomsten langs stierne ud af kirkegården, så de døde sjæle kan finde hjem til deres familier. Når de så når frem – for det gør de selvfølgelig – har de levende familiemedlemmer stillet deres livretter frem på bordet.

Nogle steder har man endog sat et skelet ved bordet, så den eller de afdøde kan tage bolig her under måltiderne. Så kan man tale om, at man sidder til bords med døden.

Man fornemmer, at holdet bag forestillingen Dødsangst i galop, der for øjeblikket spiller i Hareskoven, delvist er inspireret af denne mexicanske fejring af de døde.

Det er Teater Sort/Hvid, der står bag iscenesættelsen, og publikum starter deres rejse med opsamling i en bus i Kødbyen. I bussen er der pyntet festligt op, der er lige dele popmusik, mexicansk tequila og udleverede hæfter, hvor man kan afgive sin sidste vilje og fremsætte ønsker til sin begravelse.

Langsomt bevæger bussen sig ud i det ukendte – nærmere bestemt døden og Hareskoven. Det foregår med højt humør.

I skoven vandrer vi i samlet flok mod en smukt bygget og minimalistisk skovscene, der udelukkende består af lysstofrør i firkantede jernopsatser. Vi sidder i en cirkel med ryggen mod skoven, og langsomt bevæger skuespillerne sig ind på os. Knagende lyde sætter gang i automatreaktioner, men det er mere fnis end angst.

Vi sidder i et trygt fællesskab, og skuespillerne er klædt som vores mest karikerede mareridt: et spøgelse, en klovn, en hornet præstinde og en skeletmand. Der bliver lavet en cirkel omkring os, sunget en fællessang om, at vi alle skal dø, og der bliver fortalt historier om dødsangst, nærdødsoplevelser, ønsker til, hvordan verden vil huske én efter éns død.

Det er gode historier, bevægende historier. Klovnen fortæller om en skitur, hvor hun som ung var tæt på at miste livet. Hvordan hun var ved at drive ind i døden, da hun lå dybt begravet i en enorm snebunke, og hvor let det var at give slip. At det mere var det, der var det skræmmende efterfølgende.

Skeletmanden beretter om en dag, hvor han blev kørt over af en bil, mens hans lille søn stod og kiggede på. Hvordan det ville være den værste måde at dø på.

Tal om døden

Senere slukkes lyset, så vi sidder i skovens mørke, og publikum deltager i samtalen. Om afslutningen på livet og begravelser. Det er ganske fint og virkningsfuldt.

Præmissen for forestillingen, som også indleder samtalen i skoven, lyder på, at vi i Danmark ikke taler om døden. Spørgsmålet er, om det faktisk er sandt. Selve denne forestilling modsiger sådan set påstanden – ligesom en række andre bøger og forestillinger fra de senere år, hvor det faktisk på et tidspunkt virkede, som om at døden var det nye sort.

Tænk bare på Naja Marie Aidts kraftfulde Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog, Maria Gerhardts Transfervindue – som også blev opført som teater – eller på det Kongelige Teater, der med forestillingen (inklusive debat) Tal om Døden, talte lige ud af posen.

Jeg skal være den sidste til at anfægte behovet for at tale om døden, og det er kun lykkeligt, at Dødsangst i galop fortsætter en samtale, der på det seneste er kommet hul på. Det jeg anfægter, er snarere grebet – måden at møde døden på i denne forestilling.

Det er en meget dansk måde at gribe til lavkomik og humor, når vi skal tale om noget svært, som døden jo uanset hvad er. Det er ikke et problem i sig selv, men indimellem synes jeg måske alligevel, at vægten tipper over til den humoristiske side.

At samtalen om døden her i skoven bliver lidt for uforpligtende. At vi ikke rigtig kommer et spadestik dybere ned i dødsangsten eller måske en samtale om, hvordan det danske samfund – især for det ikketroende menneske – simpelthen ikke er indrettet til at rumme døden på en meningsfuld måde. Sådan som det eksempelvis er tilfældet i Mexico.

Hvilket rum, hvilken højtid eller hvilken handling kan vi eksempelvis foretage os, så vi kan mindes de døde – og lade døden være en mere naturlig del af livet?

Som forestilling fungerer Dødsangst i galop på en række parametre glimrende.

Men hvis ideen var, at man skulle komme meget tættere på døden eller få en ny erkendelse af elementer af sin egen dødelighed, synes jeg ikke rigtig, at vi kommer videre.

Men det er måske også for meget at forlange af et par times udflugt til Hareskoven.

’Dødsangst i galop’. Sort/Hvid. Dramaturgi: Tanka Diers. Medvirkende: Signe Mannov, Xenia Noetzelmann, Anders Mossling og Peter Flyvholm. Til 14. september.

Skift kvinderollerne ud, som du skifter tøj. Man skal ikke hænge på én blomstret flæsekjole resten af livet!
Læs også
Alt virker gennemtænkt i Heinrich Christensens iscenesættelse, der er en klar hyldest til Bowie som forbillede for seksuelle minoriteter og opløsningen af grænserne mellem køn.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu