Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Thomas Korsgaard kan med en Fætter BR-pose og ord som ’tænkeben’ trylle en virkelighed frem

Ud af autofiktionens indiskretioner
Thomas Korsgaard er dygtig. Han er for eksempel god til at skabe troværdige illusioner. Man tror på scenen, når han trykker en af sine personer en Fætter BR-pose i hånden. Og når dampen fra en nybagt lasagne sætter sig som dug på brillen, og en psykiatrisk person med evigt spjættende ben under bordet fortæller, at hans mor kaldte dem hans »tænkeben«, skriver Thomas Thurah.

Thomas Korsgaard er dygtig. Han er for eksempel god til at skabe troværdige illusioner. Man tror på scenen, når han trykker en af sine personer en Fætter BR-pose i hånden. Og når dampen fra en nybagt lasagne sætter sig som dug på brillen, og en psykiatrisk person med evigt spjættende ben under bordet fortæller, at hans mor kaldte dem hans »tænkeben«, skriver Thomas Thurah.

Casper Dalhoff

Kultur
20. september 2019

De ’tyverier’, som titlen på Thomas Korsgaards bog refererer til, er der i bogen to slags af. Der er de regulære tyverier, som i titelnovellen, hvor jegfortælleren straks går til bekendelse:

»Jeg stjæler. Rapser ting og sager.«

Og herefter remser op, hvilke ting og sager og med hvilken tæthed han har rapset dem. Og så er der tyverierne i overført betydning. Her er tyveriet et vidt begreb for de mange måder, mennesker kan udnytte og snylte på hinanden eller intenst drømme om at få noget af den anden, som de ingen ret har til og da heller ikke har det store held med at få.

Thomas Korsgaard: ’Tyverier’.

Gucca
Man skal imidlertid ikke langt ind i bogen, før det bliver klart, at de to slags tyverier i virkeligheden er én slags.

I førnævnte titelnovelle er opremsningen af tyvekoster på vittig vis en liste over, hvad der kunne have været rekvisitterne i en forestilling om menneskelig ulykke: Jeg har stjålet min »søsters dagbog fra sit fængselsophold (grov vold) og min fars breve fra den søn, ingen må vide noget om.« Osv. Den bekendende tyveknægt bekender desuden tyveriet af folks hemmeligheder. Også hemmelighederne (om for eksempel skjult seksualitet og hashmisbrug) er skyggehistorier om mistrivsel.

I en anden novelle stiger en ensom sjæl op i en container med en drøm om at finde noget til nytårsmiddagen (som han i en anden drøm forestiller sig, at han skal fejre med en gammel ven, som han tilfældigt er rendt ind i på toget). I containeren gør en anden skralder ham selskab for straks at snuppe først laksesiden og siden stegen for næsen af ham og med dem hans drøm om en nytårsaften i vennens selskab.

I en tredje er tyvekosterne en skjorte glemt på bagagebæreren, som den ensomme og udstødte snupper med hjem som et klenodie og en tynd tråd til den fremmede. Men tynd eller ej, også som stof til en omfattende fantasi om den anden.

Kunsten er at nøjes med den ene detalje

Novellernes temaer og sociale landskaber er nogenlunde de samme som i Thomas Korsgaards (f. 1995) to meget roste romaner, Hvis der skulle komme et menneske forbi (2017) og En dag vil vi grine af det (2018).

Forskellen ligger for det første i, at romanerne er autofiktioner, dvs. er skrevet tæt op ad Thomas Korsgaards egen opvækst på skiveegnen eller i den ubestemmelige nærhed, som man siden kan blive uenige om (og i Korsgaards egen familie blev højlydt uenige om), hvor nær i virkeligheden er. Og at novellerne med deres bredere persongalleri og spring mellem forskellige miljøer ikke på samme måde henter spænding og fascination fra autofiktionens indiskretioner.

Den anden forskel ligger i genren. Romanernes lange episke bue er i den nye bog afløst af den ganske korte novelles hurtige afvikling, som regel i form af en enkelt scene og en pointeret udtoning. Den pointerede udtoning kaster på klassisk vis lys tilbage over novellen og forvandler tekstens mylder og kruseduller til klare motiviske mønstre.

Thomas Korsgaard er dygtig. Han er for eksempel god til at skabe troværdige illusioner.

Man tror på scenen, når han trykker en af sine personer en Fætter BR-pose i hånden. Og når dampen fra en nybagt lasagne sætter sig som dug på brillen, og en psykiatrisk person med evigt spjættende ben under bordet fortæller, at hans mor kaldte dem hans »tænkeben«. Kunsten er jo ikke bare at remse op og at trække enhver tænkelig detalje ind i teksten. Kunsten er snarere modsat ikke at remse op og at nøjes med den ene detalje.

Den samme økonomiske – eller melodiske – sans har han for replikkerne, ikke bare den enkelte (»’Ryk en balle,’ siger hun og springer op til ham. Containeren vipper en smule.«), men også flowet af replikker ned over siden, som bliver til samtalens grumsede og uklare, men lokkende flod.

Når grebet får et drej for meget og føles som netop det – et greb – bliver det tvingende og ufrit. Og forudsigeligt. Der hviler over mange af novellerne en hensigt og en selvfortolkningsiver, så allerede en titel som »Det kolde bord« fortæller læseren, at her skal det handle om en slemmere kulde end den, der kommer fra karrysilden. Ligesom »Diskretionslinjen« nok ikke bare er den optrukne gule stribe på gulvet i postafhentningen, men den usynlige grænse mellem mennesker.

Det kontrollerede og overbestemte røber dygtighed. Men røber også alt muligt andet, som ikke burde røbes.

I et par af teksterne prøver Thomas Korsgaard andre former af end den typiske første- eller tredjepersonsfortalte novelle med mønster og budskab.

For eksempel i en underfundig komedieagtig tekst om en ensom persons gentagne, men mislykkede selvmordsforsøg. Novellen hedder »Selvmordsmanual« og er fortalt i manualens usædvanlige ’man’-form.

I en anden fortælles der i hæsblæsende real time om et besøg på en psykiatrisk skadestue og om den flydende grænse mellem de gale og de ikke-gale. Endelig er der en stilfærdig, men svagt gådefuld tekst om et ægtepar og en plastikpose, der har sat sig fast øverst i et træ, hvor den blafrer, synlig for enhver, men også som en hemmelighed om de tos liv.

Det uforudsigelige og gådefulde klæder teksterne.

Thomas Korsgaard: ’Tyverier’. Lindhardt og Ringhof, 140 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her