Læsetid: 4 min.

Tweendrengen som Amerikas længsel efter uskyld

Producerne bag 00’er-hittet ’Superbad’ har med ’Good Boys’ lavet en tweenkomedie, der gennem lummergrov sjov tager tre præseksuelle gutter som gidsel i en forestilling om ren og rensende uskyld
Den humoristiske motor i ’Good boys’ er den demonstrativt uskyldige nuttethed og renhjertethed, hvormed de tre små drenge tager babyskridt ind i en voksen verden

Den humoristiske motor i ’Good boys’ er den demonstrativt uskyldige nuttethed og renhjertethed, hvormed de tre små drenge tager babyskridt ind i en voksen verden

UIP

13. september 2019

Max (Jake Trembaly) er 12 år gammel og netop startet i selveste sjette klasse og helt vildt forgabt i flotte Brixlee (Millie Davis). Hans øjne flyder ud som blommen i et spejlæg og ser alt i slowmotion, når hun skater i parken med sin flotte hjelm på, eller når hun ryster sin ganebøjle tør for spyt på gangen i skolen. Alt ved hende er vid-und-er-ligt.

Deres romantiske fremtid sammen kommer løbende imod ham med åbne arme, da superseje Soren fra parallelklassen, der ifølge rygtet kan drikke hele TRE slurke øl, skal holde fest. Max, og hans to bedste barndomsvenner, Lucas (Keith L. Williams) og Thor (Brady Noon), bliver på mirakuløs vis inviteret med, selv om de bruger mere tid på at spille Magic end på at være seje. Til festen skal der være kysseleg. Brixlee kommer. Boooom.

Good Boys, af den garvede producer og debuterende spillefilmsinstruktør Gene Stubnitsky, kan ses som en slags tween-prequel til USA’s tradition for teenagehormonkomedier om unge mænd. Den første storhedstid var i halvfjerdserne og startfirserne med druk og hor-spækkede sexkomedier som The Last American Virgin (1982) og Risky Business (1982), hvor en ung Tom Cruise mister sin mødom til en luksusprostitueret. Så ramte AIDS-krisen, ungdomsfilm skyndte sig at genfinde en slags uskyld og dyrkede for en stund en ny inderlig følsomhed med højdepunkt i John Hughes’ mesterværk Breakfast Club.

I 1999 kom så sensationen American Pie, der atter banede plads til ublu, akavet teenagesexkomik, denne gang uden ludere og antydet voldtægtskultur, men nu med mulighed for at knalde æbletærter med jomfrutissemænd i en mainstream ungdomsfilm.

True bromance

I 2007 blev de forvirrede drenges følelser, ikke kun våde drømme, så også blottet med Greg Mottolas meget sjove, meget fine Superbad, der midt i sexjagten vovede at centrere sig om en inderlig bromance mellem en nuttet Michael Cera og hans bedste ven – Jonah Hill i sin gennembrudsrolle.

Mens coming-of-age-drengens akavede bøvl og misforståelser med de unge damer altid har været kernen i drengerøvskomedien, var dette måske første gang, at jagten på fisse i et platsjovt eventyr fuld af fuldskab, vanvittige voksne og menstruationsjokes, i virkeligheden handlede om smerten og forvirringen over at vokse og at vokse fra hinanden. 

En håndfuld film mere i den genre og så nu: Good Boys, produceret af en flok fra Superbad, skåret over samme fortælleskabelon, men nu sat i tweenlivets påståede uskyldstid.

Hvor fyrenes mission i Superbad var at skaffe sprut for at drikke deres udkårne fulde, så de kunne nå at knalde før college, så har de gode drenge i Good Boys den nuttede mission at lære, hvordan man lavpraktisk kysser, før de tropper op til seje Sorens kælderfest. Den mission ender, som Superbad-skabelonen foreskriver, selvfølgelig ad absurdum – noget med at miste faderens meget dyre drone til nogle MDMA-hungrende teenagepiger og med en rejse ind i et skrækkeligt fraternityhus’ mørke.

Kys en selvhjælpsdukke

Selve filmens humoristiske motor er den demonstrativt uskyldige nuttethed og renhjertethed, hvormed de tre små drenge tager babyskridt ind i en voksen verden. Thors forældre holder sexlivet i fuld sving med rigtig mange sexredskaber derhjemme i skabet. Dem finder de små drenge naturligvis, mens de gør sig nuttet uskyldige antagelser om tingenes formål: De bruger lædermaske, vibratorer og analkugler som ninjaudstyr for at beskytte sig mod en voksen gæst. 

Brixlee får senere analkuglerne som halskæde. Og de forsøger at øve sig på at kysse på en barmfager sexdukke, som de tror er en førstehjælpsdukke – men ikke uden først at fortælle om deres dybe respekt for hendes stærke moral og intellekt. Munden er dog underligt klistret, konstaterer Max efter første trut med læben, mens han fjerner et pubeshår fra munden.

Den slags grov omgang med drengenes uvidenhed er nogle steder sjovt, men det er også en meget dominerende del af filmens konstante jagt på latter og fetichering af ideen om tweendrengens bundløse uskyld.

Når de tre råber »fuck« og »shit« og »dick« og dermed imiterer den verden, de ser omkring sig, fremstår det som små nuttede bjæf. Og deres bedårende hvalpethed kontrasteres af de korrumperede teenagers, de møder på deres vej, hvor stoffer og afstumpede følelser og voldtægtskultur fremstilles som normen. 

Længslen efter uskyld

Hvor Superbad dyrkede håbet om en ny både liderlig og følsom amerikansk mand, så føles Good Boys som Amerikas længsel efter total uskyld, en drøm om at den førseksuelle lille guts gode hjerte, hans parodisk tykke tårer, hans intuitive respekt for kvinder og piger, hans blindhed over for race og foragt for stoffer indikerer, at de er fremtidens mænd. Det gør, at en potentielt mere nuanceret coming-of-age-historie tages som gidsel i idylliseringen.

At de søde drengeskuespillere lidt for ofte virker som nogen, der lige har lært deres replikker udenad og lirer dem af uden at vide, hvad de faktisk siger, og at musik og klipning er så letbenet, at man til tider får følelsen af tv-komedie, hjælper ikke.

På alle måder omvendt var det med Jonah Hills utroligt stærke og sjove Mid90s, som gik i danske biografer tidligere på året, og som tog vokseværket alvorligt på alle de måder, Good Boys ikke gør det. Her skildrede Hill en lille skaterguts kamp for at blive sej og noget andet end sin dysfunktionelle familie.

Hill skruede tiden tilbage til 90’erne uden klæg og klichéfyldt nostalgi, men kom derimod nærmest dokumentarisk tæt på sin hovedperson og hans ældre, seje venner. Her var der ikke tale om en voksenfascination af et uskyldigt drengeliv, men om en voksen mands blik for at komplicere billedet af sen barndom. Her var det sjovt nok Jonah Hill – det pornobesatte krølhoved fra Superbad – hvis følsomme og sjove blik tilbage gav et slags håb for, at unge mænd fremadrettet kan hjælpes igennem deres liderlighed, vokseværk og store, svære følelser.

’Good Boys‘. Instruktion: Gene Stubnitsky. Manuskript: Lee Eisenberg og Gene Stubnitsky. USA. Fotograf: Jonathan Furmanski. 90 min. (Biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu