Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ude er krig, og hjemme er sorg

I dokumentarfilmportrættet ’Krigsfotografen’ er Jan Grarups arbejde en krigszone, mens hjemmet er blevet forvandlet til en kryptisk sorgzone fuld af børn med hektiske hverdagsliv. Det udgør en underholdende og fængende, men rigeligt smigrende heltefortælling om en mand med en mærkeligt lav hvilepuls og et intenst dobbeltliv, man ikke kan begribe
’Krigsfotografen’ følger Jan Grarup i København – blandt andet da hans datter bliver student.

’Krigsfotografen’ følger Jan Grarup i København – blandt andet da hans datter bliver student.

Boris Bertram/Camera Film

Kultur
19. september 2019

Af en spillefilmlang dokumentarfilm med titlen Krigsfotografen og den lidt kluntede undertitel, Jan Grarup – mellem familien og verdens brændpunkter, som over en årrække følger Danmarks mest kendte fotograf på hjemmefronten og i krigszonen, havde jeg forventet følgende: Mad, bad and dangerous to know mandlig kunstnerisk ildsjæl pines og næres af krigens konfrontation med verdens uretfærdighed og livets forgængelighed.

Derhjemme kæmpes en indre kamp med det privilegerede, mondæne hverdagsliv, hvor den arrede ildsjæl forsøger at hengive sig til den store kærlighed til familien, men ender med at skeje ud og brænde broer overalt for at gøre livet vildere og grøften mellem ude og hjemme mindre.

Den forestilling er hjulpet på vej af et overfladisk kendskab til Jan Grarups ry og rygte og af den ene gang, jeg har set ham foredrage om sine smukke, sorthvide krigsfotos på Statens Museum for Kunst. Her havde han vitterligt lyst til at krølle samlingen af medieelitetyper i søndagsklæder sammen, fordi vi ikke fattede: Hvordan. Det. Er. Derude. Eller var det lige så meget den følelse, jeg selv fik? Forlegenheden over at sidde der og interessere mig, fordi en æstetiker har formidlet verdens akutte ulykke for mig? Hvordan er det at være til stede her, når først man har været der? Det er den gåde, alle folk, der drager væk fra tryghed og ud i krig, omgærdes af.

Krigens hvile

Instruktørdebutant Boris B. Bertrams filmportræt af Jan Grarup fortæller noget af den mytologiserende historie om en såret, dedikeret fotokriger, jeg havde forventet. Men så alligevel ikke, for hjem er ikke et banalt og muligt lykkeligt hjem, som søde hjemmevideobidder hævder, at det var engang.

Hjemme er nu blevet en ekstraordinær zone: En af de to ekstreme intensiteter, Grarup konstant og med lav hvilepuls befinder sig i.

Filmens struktur er hjemme, ude, hjemme, ude, hjemme, ude, hjemme osv. Ude er vi i krig, først det ene, så det andet og tredje sted. Instruktøren virker ikke interesseret i at fortælle os, hvor vi er, og hvad der sker, og hvem vi møder. Han vil snarere med scenerne illustrere, at der er vildt og farligt og gang i den derude, og at det er Grarups knips på kameraet, der er med til at udbrede viden om og følelser for gruen og dermed gøre det en smule mindre meningsløst.

Vi forstår, at hvad der er så chokerende for os at se – døde børn, lugten af lig, lyden af ind- og udgående bomber, snigskytter på vejen, miner forude – også er en slags hverdag for Grarup.

I en bizar scene tager han sig en lur, mens der løber snigskytter omkring det hus, han og hans fikser og soldaterne er placeret i. Det er en for portrættet sigende blanding af gakgak og rationelt: Hvile skal der jo til. Vi ser alle krigsscenarier gennem rystende videokameraer og Grarups hjelmkamera, og så, bagefter, ser vi de fotografier, han samtidigt producerede: Den magiske kunst, han med rette knips i rette lys indfanger til evigheden.

Og så er der hjemme: Der er ikke en snigskytte i nakken på nogen i herskabslejligheden i København, men så er der til gengæld en ekskone med en tumor i hjernen (hun er »blevet skidesyg«, forklarer Grarup tørt til kameraet). Deres tre fælles børn er nu flyttet ind hos ham i den svære periode, hvor de er ved at miste deres mor – og gør det.

Derhjemme, i København, er vi i Grarups selskab vidne til hverdagens banaliteter: Den danske studentervogn fuld af ølglade unge, fodbold på skærmen med søn, kagebagning med yngste datter, en ældre datter, der gemmer sig bag det lange hår for alle de eksamener, der ligger forude. Mundhuggeri om at måtte låne et kamera.

Sorg er arbejde

Der er ikke mange direkte scener om den sorg og angst, de alle må føle. Vi ser ingen følelsesfulde klimakser, de genfortælles derimod med store, rolige ord af Grarup. Dette er en mand, der er vant til intensiteten, måske hviler han på en måde også i den, tænker man. For ham er der også skønhed at finde – som da han begejstret forsøger at forklare sine børn, der glor tv, om en smuk indsigt i sorg, som en ven lige har fortalt over telefonen. De er ikke helt med.

Livet ude og hjemme udfoldes gennem nedslag over en hel række år, kronologien er brudt op, så det er en stemning, ikke en klar progression, der formidles, af den tumultariske hverdag.

Vi aner sorgen på en bund af alle tween- og ungdomslivets øvrige indre og ydre dramaer – som en teenagedatter, der eksploderer over, at hendes distræte far har maskinvasket hendes skidedyre hvid-røde jakke, der nu er blevet grumselyserød.

De mest, måske også eneste, rørende scener er dem med Grarups let forknytte teenagedreng, som ikke rigtigt virker til at kunne snakke med sin far. De mundhugges over underkogte kartofler og kan ikke være i den fodboldkamp, far har slæbt ham til. Og til begravelsen aner hans krop ikke, hvor den skal gøre af sig selv og finder ingen ro hos far. Her antydes det, at det arbejde med komplet nærvær, som en forælder helst skal kunne give et sørgende barn, ikke helt bliver givet af denne ude-hjemme-ude-far, der altid siger farvel med en kærlighedserklæring, men stadig smutter. Det gør ondt at se på. Og det bryder i velgørende grad med et ellers meget pænt billede af en mand, der gør det hele så godt, han kan.

Faktisk fængende

Vi forstår, at der er en ekstrem sårbarhed i at rejse afsted til livsfare, når man nu kan risikere at gøre ens børn helt og aldeles forældreløse. Det forstår vi, fordi han fortæller os det. Men det er også en uantastet selvfølgelighed for ham at gøre det.

Krigsfotografen kan på den måde ses som et portræt, ikke af et uintenst vs. intenst liv, men af to forskellige slags intensiteter, som Grarup lever i.

Den er implicit en hyldest til vigtigheden af krigsfotografiet og er heller ikke bange for vise, hvor tilsyneladende professionelt og ordentligt, Grarup udfører sit arbejde i felten. Og den viser, hvordan han lige så pligtskyldigt, om end knap muligt, udfører sit arbejde som far. Som sådan er den en pæn, underholdende og faktisk fængende heltefortælling om en mand med mærkeligt lav hvilepuls i et liv, man ikke kan begribe.

Men den føles ikke som et 360-gradersportræt af sin hovedperson, hvis mørke sider og liv uden for lejligheden og arbejdszonerne, vi aldrig får at se. Pyt. Den film har jeg selvfølgelig allerede set for mit indre.

’Krigsfotografen’. Instruktion: Boris B. Bertram. Fotografer: Henrik Bohn Ipsen, Adam Morris Philp, Tony Lauge Madsen, Thøger Kappel og Marcel Zyskind. Længde: 78 minutter (Biografer i hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vi har nu bevæget os ud i så mange krige, at der kan produceres et hav af danske melodramaer herom, hvilket også sker. Gad vide hvor meget der tjenes - og om det kan betegnes som en slags prostituering af vores krigsdeltagelser? Måske en lidt for flot betragtning.

På den ene side bringes vi tættere på, sansemæssigt og oplevelsesmæssigt, af de danske krigdramaer, men på den anden side kan der også ske en normalisering af krig i vore bevidstheder, når den præsenteres kontinuerligt og integreres med danske skæbner, vi ofte forholdsvist lettere kan relatere til. Kan krigsdramaerne på denne vis udvirke at vi bliver mere krigsvante, mere accepterende og samarbejdende overfor at krig nu engang bare er noget, der findes - og ikke noget som omsorgsløs og ubetænksom politik- og økonomiudvikling afstedkommer?

Gode betragtninger Hanne. Dramaer har til formål at underholde og fokuserer oftest på menneskelige lidelser, noget spillet andet særdeles ægte. Sådan lidt reality- agtigt og Netflix. Det kan sælges.
Derimod er kritisk krigs journalistik en ægte mangelvare. Det har også kostet mange journalister livet. Nu om dage vælger flest medier bare ikke at skrive om det.