Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Udstillingen ’Cosmic Existence’ handler om lidt af det hele. Om alting, faktisk

Udstillingen ’Cosmic Existence’ på Den Frie Udstillingsbygning i København slår et stort brød op – et kæmpebrød, stort som universet! Men mangelfuld formidling gør udstillingen svært tilgængelig og giver en fornemmelse af manglende generøsitet og entusiasme
Astrid Myntekær, ’Orbital Voyage’, 2019

Astrid Myntekær, ’Orbital Voyage’, 2019

Pressefoto, David Stjernholm

Kultur
28. september 2019

Det hele. Det er jo en hel del. Altså alting, verden inklusive os – mennesker – og verdensrummet også, hele verdensrummet, der så vidt vi ved, er uendeligt. Der bliver endnu mere, hvis man også inkluderer fortiden, for ikke at tale om fremtiden.

Det er nogenlunde, tror jeg, det stofområde, som gruppeudstillingen Cosmic Existence på Den Frie Udstillingsbygning i København forsøger at arbejde med. Menneskelig eksistens i et kosmisk perspektiv og menneskelige fortællinger om kosmos.

Det er i sig selv et ambitiøst projekt; at ville omtænke og omskrive vores kosmologier. Men også spændende, hvad der kan komme ud af at tænke i så stor skala.

I indgangshallen får jeg udleveret et stykke papir, hvor der står, at udstillingen tematiserer »bevidsthed, uendelighed, spiritualitet, teknologi, natur, kosmos, utopi, mytologi og liv og død«. Der er noget at tage fat i.

Kosmistisk kolonialisme

På arket står der også, at den »filosofiske inspiration« for udstillingen er russisk kosmisme, en avantgardebevægelse fra begyndelsen af forrige århundrede, hvis grundlægger, Nikolai Federov, fremskrev spekulative utopier og var interesseret i sammenskrivninger af okkultisme, kosmos, teknologi og samfundsformer.

I introduktionsteksten er det kort beskrevet, hvordan kosmisterne ville genoplive de døde og kolonisere verdensrummet.

Den tematiske gruppeudstilling er i sig selv en svær øvelse. Det kan være svært som beskuer at mødes med værkerne, når man allerede har fået udleveret en tematisk linse at se dem med. Kosmismen her gør mig mest af alt forvirret. Skal jeg lede efter deres tanker og perspektiver i udstillingen, hvad går disse tanker ud på, har de inspireret kunstnerne eller kuratorerne? Der er en tekst om kosmisme i udstillingskataloget (som ellers er rigtig godt), men ingen videre formidling af deres tanker eller kunst på udstillingen.

Efter at have læst indledningsteksten har især det med kolonisering af verdensrummet som en del af en utopi fæstnet sig i min hjerne.

Det første værk, jeg møder, er en trekanalsvideo af Jakob Kudsk Steensen ved navn Terratic Animism, som måske passer meget godt ind i det tema. Iklædt en maske af hvidt stof og en dragt af mylar – det isolerende, sølvfarvede materiale, som de fleste nok har set brugt til nødtæpper – og med en stav i hånden påhængt med kasettebånd og usb-sticks, vandrer kunstneren – en »futuristisk shaman« står der i værkteksten – rundt i en halvt digital, halvt analog version af den nordamerikanske nationalpark Green Mountain. Han er alene – den eneste overlevende? At det er en europæisk mand, der skal overleve os alle, dansende rundt i et ødelagt, for længst koloniseret landskab, mens han sampler kulturelle tegn fra dets oprindelige befolkning, virker meget realistisk, omend ikke særlig håbefuldt.

Videnskab og historie

Ved flere af værkerne fornemmer jeg, at der ligger megen information eller research bag, som jeg ikke har adgang til. Værkteksternes lemfældige omgang med tunge begreber som antropocæn’ og post-utopisk infrastruktur’ gør det heller ikke lettere at orientere sig i videnskabelige og historiske perspektiver.

Mille Kalsmoses Cosmic Family sammenstiller meteoritsten, mos og lydoptagelser fra Saturn med en cirkulær struktur af stål og træ i midten, som er beboet af nogle stål-, mos- og stoffigurer, der vagt ligner menneskekroppe. Undersøger Kalsmose sammenhængen mellem kosmisk orden og familieorden? Og hvordan er hendes idé forskellig fra den velkendte kernefamilie?

På værkteksten står der, at Kalsmose er optaget af »det metafysiske« og i sit arbejde ofte taler med »hjerneforskere, sociologer og psykologer«. I så sammensat et værk, næsten rodet, har jeg brug for mere af den baggrund, der så vagt henvises til, for at blive lukket indenfor.

Bedre går det for et værk som Ieva Balodes Commission, som tilfører sine undersøgelser lidt selvironi. I en film følger vi en række målrettede kvinder i 80’er-futuristiske outfits, der i tilsammen skaber en ny verdenshistorie, hvor kvinderne er i centrum. Videoens deadpan-tone fungerer godt som en kommentar til, at tilsyneladende indlysende fremskridt såsom ligestilling stadig kan føles som stof til scifi.

Materialets muligheder

De værker, der virker mest dragende og interessante på mig, er dem, som lader selve materialet tale. Astrid Myntekærs skulptur Orbital Voyage består af et rumraketlignende skelet i kobber og neon omgivet af hængende, roterende mobiler, som reflekterer neonlyset i gentagende mønstre. De minder mig om solsystemer i en galakse, om øjne, om partikler med deres langsomme, cirkulære rejse. Jeg sætter mig på gulvet og ser på dem længe, opslugt som et barn under en uro.

Et sådan greb behøver ikke at være analogt. I et videoværk har Viktor Timofeev brugt en computerspilsteknik til at skabe en animation af to sværme, en af droner og en af insekter, der følger efter hinanden, truende. Værket viser, hvordan teknologi kan låne former fra naturen, og at det langtfra kun er smukt eller idyllisk.

Ferdinand Ahm Krags serie af oliekridttegninger med titlen Ekstatisk Pollen afbilder gitre og forgreninger, som minder om krat eller blodårer, kort over landskaber og vejsystemer, pollen, eksplosioner eller vejrfænomener.

Der er altid en horisontlinje i Ahm Krags tegninger, en vandret streg, som på en gang forankrer motivet i et landskab og åbner rummet mod noget, der ligger foran og bagved. Tegningerne er tydeligt stadig i kontakt med hånden, der tegnede; linjerne strækker sig, rummene åbnes fra den tegnende krop til andre, til omverdenen.

Tekniske problemer

Cosmic Existence er som udstilling et ambitiøst projekt og kræver meget af sit publikum. Man skal ud af sin kendte kosmologi (hvad den end måtte være) og ind i nye sfærer og forståelsesrammer. Men hvis det skal kunne lade sig gøre, kræver det også meget fra kunsthallens side. Flere steder i udstillingen gør kuratering, præsentation eller simpelthen mangel på information det svært for mig at møde værkerne.

Jeg kan se, at der har været en performance, men kan ikke få at vide, hvornår den opføres igen. Man har valgt ikke at angive materialer eller produktionsår på værkskiltene – det savner jeg. I et af rummene er lyset ikke tændt, på trods af, at der er udstillet flere skulpturer, ophængte flag, fotos og tekster. Den eneste lyskilde er et ovenlysvindue, men da jeg besøger udstillingen første gang om aftenen, henligger det hele i mørke, og jeg må komme igen en anden dag og se resten.

Den Frie Udstillingsbygning slår et stort brød op – et kæmpebrød, stort som universet! – men manglen på formidling og information, for ikke at tale om den rodede udførsel af Cosmic Existence, kommer på mig til at virke som en mangel på overskud, generøsitet og entusiasme.

Jeg er i tvivl om, hvorvidt man på kunsthallen selv tror på, at de kunstværker, man har valgt at vise, kan ændre de besøgendes bevidstheder, sætte dem i kontakt med kosmiske, metafysiske og mikroskopiske fænomener. Det virker desværre ikke sådan.

Jeg er ikke sikker på, at jeg vil med på det her ret forvirrende, måske utætte rumskib, og endnu mindre på, om der overhovedet er afgang fra Oslo Plads i denne omgang.

’Cosmic Existence’ vises på Den Frie Udstillingsbygning. Udstillingsperiode: 14/9 – 28/10. Udstillingen er blevet til som en del at et samarbejde med Latvian Centre for Contemporary Art, Riga.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Den Frie Udstillingsbygning slår et stort brød op – et kæmpebrød, stort som universet! – men manglen på formidling og information, for ikke at tale om den rodede udførsel af Cosmic Existence, kommer på mig til at virke som en mangel på overskud, generøsitet og entusiasme".

Jeg er meget enig, men finder det væsentligt alligevel at gøre opmærksom på, at udstillingen rummer en række værker, der æstetisk og intellektuelt er udfordrende på en interessant måde, og som sådan retfærdiggør de som enkeltværker at tale om en udstilling, der er værd at se.

Hele det kuratoriske "set up" får karakter af en gang markedsgøgl, hvor det gælder om på forskellige måder at retfærdiggøre en udstilling, hvor man viser en række interessante værker, der orienterer sig mod en kosmisk dimension.

Set med marketing - briller følte jeg mig underholdt over de store anstrengelser og den opfindsomhed, der var lagt for dagen for at give indtryk af, at "tingene hang sammen". Ikke mindst de forholdsvis små ledsagende tekster til værkerne afslørede et retorisk talent ud over det sædvanlige, som gav en række associationer til reklamebranchen og International Art English.