Læsetid: 4 min.

Valeria Luisellis tredje roman fremstiller en kriseramt familie i et kriseramt USA

Mexicanske Valeria Luiselli drager i sin nye roman paralleller mellem en børnefamilie i krise og et USA, der nægter at tage ansvar for de mange papirløse børn, der flygter dertil. Resultatet er både præcist og poetisk – og potentielt problematisk
De vildfarne børns arkiv handler blandt andet om de tusindvis af latinamerikanske børn, der hvert år forsøger at krydse grænsen til USA uden identifikationspapirer, og den dehumaniserende måde, de bliver behandlet på i det amerikanske system.

De vildfarne børns arkiv handler blandt andet om de tusindvis af latinamerikanske børn, der hvert år forsøger at krydse grænsen til USA uden identifikationspapirer, og den dehumaniserende måde, de bliver behandlet på i det amerikanske system.

Finn Frandsen

27. september 2019

I mexicanske Valeria Luisellis (f. 1983) tredje roman De vildfarne børns arkiv rejser en familie på fire – mor, far, søn, datter – i bil fra New York City til det sydøstlige hjørne af Arizona.

Forældrene har mødt hinanden fire år forinden, og den femårige datter og tiårige dreng er altså ikke søskende; datteren er morens, sønnen farens. 

Dette familieforhold er vigtigt for plottet, for forældrenes ægteskab er – snigende, passivt, fatalt – ved at gå i opløsning, og denne opløsning vil have store konsekvenser for børnenes indbyrdes forhold.

Valeria Luiselli: ’De vildfarne børns arkiv’.

Gucca
Undervejs på rejsen, mellem essayistiske overvejelser og dokumenteringer af familiens samtaler og interne vittigheder, beretter moren, den unavngivne, kvindelige jegfortæller, præcist og hårdt om de små hændelser i parforholdet, der langsomt har forvandlet hendes forelskelse til lede:

»Jeg kan huske engang, kort før vi tog afsted, hvor vi var i supermarkedet. Drengen og pigen skændtes om smagen på en bestemt type smoothie. Min mand brokkede sig over mit valg af noget, måske typen af mælk, måske vaskepulver, måske pasta.

Jeg kan huske, at jeg forestillede mig, for første gang siden vi var flyttet sammen, hvordan det ville være kun at købe ind til pigen og mig selv, i en fremtid, hvor vores familie ikke længere var en familie med fire medlemmer.«

Denne stemning af smuldrende sammenhængsfølelse findes ikke bare hos den rejsende familie. Det omgivende amerikanske samfund, som familien bevæger sig igennem, skrives frem som aldeles utrygt og porøst.

De vildfarne børns arkiv handler nemlig også om de tusindvis af latinamerikanske børn, der hvert år forsøger at krydse grænsen til USA uden identifikationspapirer, og den dehumaniserende måde, de bliver behandlet på i det amerikanske system.

Dette politisk højspændte emne flettes ind i beretningen om familiens roadtrip på flere forskellige måder. Inden afrejsen møder fortælleren den mexicanske kvinde Manuela, hvis to små døtre er på vej alene mod USA med moderens telefonnummer syet på deres kraver. De ender i en interneringslejr for uledsagede børn ved grænsen, og fortælleren indvilger i at hjælpe med at få dem ud.

Det berettes desuden, at børn, der ankommer til den amerikanske grænse uden papirer, bliver udsat for en såkaldt »troværdig frygt-afhøring«, og fortælleren laver en kritisk læsning af en række artikler om børns migration til USA og viser den racisme og andetgørelse, de bliver udsat for i de amerikanske medier.

Ikke desto mindre forbliver romanens hovedfokus beretningerne fra det krakelerende familieliv. I bogens anden halvdel fortæller den tiårige søn, og uden at afsløre for meget kan jeg sige, at de to børn på et tidspunkt beslutter sig for at gå deres egne veje, fordi de er bange for, at forældrene skal splitte dem ad.

Spejlingen mellem den sammensatte familie og det amerikanske samfund er hermed fuldkommen: Ligesom samfundet USA er fuldt af vildfarne børn, stikker også familiens egne børn af.

Vildfarne børn, ægteskabskrise og amerikansk grænsepolitik

Det er elegant gjort, og Valeria Luiselli skriver stilsikkert fra både børneperspektivet og den udmattede hustrus perspektiv.

Alligevel skaber denne spejling en usikkerhed i mig, som er latent gennem hele læsningen af romanen: Er det ikke problematisk, at Luiselli drager så åbenlyse paralleller mellem på den ene side virkelige migrantbarneskæbner og på den anden side en kriseramt, men politisk set privilegeret middelklassefamilies rejse gennem USA? Det er ikke et retorisk spørgsmål, jeg er ærlig talt i tvivl.

Luiselli er selv bevidst om problematikken. Romanens kvindelige fortæller er nemlig i gang med at producere en radiodokumentar om de mange papirløse børn i USA og spørger sig selv:

»Etisk bekymring: Og hvorfor skulle jeg overhovedet tro, at jeg kan eller skal producere kunst på grundlag af andre menneskers lidelse?« Svaret på det må vel være, at det kan man selvfølgelig godt gøre, spørgsmålet er nærmere hvordan.

Men nok om det. Jeg vil nemlig gerne nå at fremhæve, hvor frydefuldt præcist og tilbagelænet poetisk Valeria Luiselli skriver.

En morgen kan hendes fortæller vågne og bemærke de »bittesmå paddehatteskyer af menstruationsblod sprede sig i slowmotion i toiletkummen«.

Et andet sted skriver hun om voksne og børns forskellige måder at posere foran et kamera og kommenterer, at hendes børn altid sørger for, »at deres foragt er tydelig og påsmører et bredt, falsk smil. (…) Voksne, derimod, udviser en næsten religiøs ærbødighed for det fotografiske ritual. De anlægger en højtidelig grimasse eller beregner et smil; de stirrer mod horisonten med aristokratisk forfængelighed eller ind i kameralinsen med en pornostjernes ensomme intensitet. Voksne poserer for evigheden, børn for øjeblikket.«

Den slags betragtninger finder sig ubesværet til rette i Luisellis roman om vildfarne børn, ægteskabskrise og amerikansk grænsepolitik. I den forstand har forfatteren fundet et ualmindeligt åbent og åbnende sted at skrive fra. 

Valeria Luiselli: ’De vildfarne børns arkiv’. Oversat af Peter Adolphsen. Forlaget Grif. 380 sider, 300 kroner

Reglerne for godkendelse af ansøgninger om greencard i USA vil fra oktober blive strammet af Trump-regeringen. Ansøgere, der modtager madkuponer, boligstøtte og gratis sygesikring, risikerer at blive hjemsendt. Kritikere frygter, at millioner af lavindkomstfamilier vil fravælge social bistand og ende i forarmelse
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu