Læsetid: 6 min.

Virginie Despentes har skrevet et mesterværk om friheden som hjemløs bums i Paris

Virginie Despentes’ trilogi om Vernon Subutex er en menneskehedens komedie for det 21. århundrede
Men trilogien om Vernon Subutex er Despentes’ mesterværk, det er en af de vigtige store fortællinger i fransk litteratur i de seneste årtier og et af de bedste bud i det 21. århundrede på det, som Balzac kaldte »menneskehedens komedie«, skriver Rune Lykkeberg.

Men trilogien om Vernon Subutex er Despentes’ mesterværk, det er en af de vigtige store fortællinger i fransk litteratur i de seneste årtier og et af de bedste bud i det 21. århundrede på det, som Balzac kaldte »menneskehedens komedie«, skriver Rune Lykkeberg.

20. september 2019

Midt i Paris havde Vernon Subutex noget, der var meget vigtigt i verden, som den var lige før: en pladebutik. Det var dengang i 1980’erne, hvor musik stadig samlede fællesskaber, definerede det, vi kalder tidsånden og var den scene, samfundet kiggede på, når det skulle reflektere over sig selv.

Denne pladebutik var noget særligt. Det var dér, man gik hen, hvis man ville finde sjældne livealbum med Stooges, den indspilning af Tricky, man ikke kunne opdrive andre steder eller bladre gennem sjældne bootlegalbummer, man aldrig havde hørt om. Og det var Subutex, man talte med, hvis man ville snakke om alt andet end den mondæne popmusik: indie, alternativ rock, triphop og den slags.

Butikken var ikke stor, men den var velassorteret, og Vernon var en autoritet i læderjakke, som de unge kvinder syntes, var lækker, som selv rockstjernen Alex Bleach betragtede som en kammerat, og de unge mænd gerne ville hænge ud med:

Virginie Despentes: ’Vernon Subutex 1 & 2’.

Saxo
»Du var en mentor, gamle dreng. Folk kunne godt lide dig. Du var ikke klar over det. Der var altid fuldt af mennesker hos dig«, som en af hans forhenværende kunder siger til ham, efter det hele er gået ned:

»Det var dig, der var kongen«.

Og Subutex levede som en konge, der hver eneste weekend kunne vælge sig en ny dronning. Han stiftede ikke familie de 25 år, han arbejdede i butikken, fordi det var sjovere og mere rock and roll at fortsætte ungdommen langt ind i 40’erne.

Men pladebutikken blev ramt af en ødelæggende tendens: Da musik ikke længere blev solgt på lp eller cd, men i stedet blev streamet på nettet, gik pladebutikken nedenom og hjem. Vernon havde, siden han var tyve år gammel arbejdet i butikken, som han senere overtog.

Det var hans tilværelse, som blev ødelagt, da butikken blev offer for en markedstendens, og det var en verden, som gik under, da musikken mistede sin samlende kraft. Vernon har gjort det, man skulle på arbejdsmarkedet: Bortset fra tre sygedage var han mødt på arbejde hver dag i 25 år, han havde udnyttet sine færdigheder til at drive forretning, og han havde skabt sin egen niche.

Men han blev et offer for kapitalistiske konjunkturer, han ikke havde nogen indflydelse på, og forandringer i tidsånden, som han blot var tilskuer til. Det er i den situation, at den franske forfatter Virginie Despentes’ ambitiøse, originale og overvældende velfortalte trilogi om Vernon Subutex begynder:

»Han observerede, hvordan tingene langsomt begyndte at skride, og hvordan sammenbruddet til sidst accelererede. Men Vernon har hele tiden været lige så cool og upåvirket som altid«.

En frigørelse fra forbrugersamfundets løfter om lykke

Despentes’ greb er genialt: Subutex bliver frataget kontanthjælpen, kan ikke finde nyt arbejde og mister sin bolig. Som hjemløs bor han på skift hos gamle venner, kunder og bekendte. Fortællingen om hans deroute bliver således en turné gennem forskellige personers liv og lejligheder i Paris, hvor vi møder eksempelvis hans gamle ven Xavier Bardin, der engang har haft succes med et filmmanuskript, men efter adskillige forsøg på at gøre sig gældende igen må leve med den uafvendelige erkendelse af, at herfra går det nedad.

Hans kone Marie-Ange har i hvert fald erkendt det på hans vegne, og selv om han er en omsorgsfuld og kærlig far, er han en mere og mere utilfredsstillende mand at leve sammen med. Den hjemløse Subutex bliver ikke misundelig på sin vens ellers objektive attraktive tilværelse. Og han bor kort hos Émilie, som er alene og skammer sig over, at han skal få indblik i hendes tarvelige tilværelse. Hun har gået i terapi og lært, at hun skal følge sine egne behov og tænke på sig selv.

Konklusionen er, at hun ikke behøver drage ansvar for sin hjemløse bekendte, hun smider ham ud, og som der står:

»det behøver hun ikke retfærdiggøre og endnu mindre have skyldfølelse over«.

Subutex flytter fra hjem til hjem, fra ensomme mennesker, der har gjort kynisme til en dyd, til mondæne misbrugere, der stadig langt inde i voksenalderen lever fra fest til fest. Han møder afdankede ikoner fra rockkulturen, forhenværende pornostjerner, nedslåede familiefædre og en ung anarkist, som kan hyres af rige forretningsfolk til at sprede skidt om deres fjender på sociale medier, så deres sociale anseelse bliver ødelagt.

Efterhånden som Subutex glider mod bunden, ser han mere og mere af de andres triste og desperate liv. Den position i det etablerede samfund, som han selv mister gennem fortællingen, bliver mindre og mindre attraktiv, jo mere han ser af de etableredes tilværelser. De stresser og kæmper på hver deres måde for at opretholde liv, som forekommer Subutex meningsløst og sørgeligt.

Det er ikke resultatet af en bevidst beslutning, at han kommer til at leve på gaden og stikke hånden frem for at tigge af dem, som går forbi. Det er ikke et aktivt valg. Men det etablerede samfund fremstår på den anden side heller ikke så værdifuldt, at det er værd at kæmpe for. Med en vis distanceret interesse iagttager han sit eget forfald:

»Hvor lang tid ville der gå, før enhver lighed med det menneske, han havde været engang, var væk?« funderer Subutex i andet bind. Han længes ikke efter sin gamle sociale identitet, »hvis konturer og forpligtelser nu virkede fuldstændig absurde«. Men han er stadig bange for, hvad der sker med hans krop, når han lader stå til, sover i parker om natten, aldrig vasker sig, spiser det, han få fat i og drikker og ryger med de andre hjemløse. Han har ondt i sine fødder, og det skærer i hans hoved, når han vågner:

»Der var altså endnu et stykke vej, før han var i stand til at overgive sig helt og holdent til sin skæbne.«

Men det bliver hans projekt at frigøre sig fra forbrugersamfundets løfter om lykke, produktionssamfundets moral og kapitalismens fristelser og fordringer, som er trængt ind i alle de andres liv. Han stræber ikke længere efter det, de andre har, men indstiller sig på at finde sig til rette med ikke at have noget.

Fra tryghed til indespærring

Første bind af trilogien beskriver hans langsomme fald, hvor han på vej ned søger hjælp og støtte hos alle dem, som endnu har bolig, borgerlig selvdisciplin og penge. Men det overraskende skifte i andet bind er, at han bevæger sig væk fra dem, og når de opsøger ham for at trække ham tilbage, afviser han dem. Han har vænnet sig til at sove udenfor og bryder sig ikke om at være lukket inde i lejligheder.

Det, der engang var tryghed for ham, opleves nu som indespærring. Han etablerer sig i Parc des Buttes-Chaument sammen med en gruppe hjemløse. De skaber deres eget fællesskab. Og nu er det i stedet alle dem med de etablerede liv, der opsøger ham i parken, fordi de kan mærke hans fred og ro: »Det var lidt sådan, parken var blevet i dagtimerne – en blanding af gruppeterapi, coffeeshop under åben himmel, ølbar og diskussionsklub.«

Det er en formidabel kulturkritik, at alle bliver tiltrukket af livet som hjemløs, fordi det er det eneste sted uden for samfundets fordringer og forpligtelser, og romanen er en vidunderlig fiktion om, hvordan Vernon Subutex genskaber det frirum, som pladebutikken var i én periode, i en park mellem bumser og drankere i den næste periode. Det er en overrumplende præcist fortalt fiktion, og danske læsere kan glæde sig til finalen i det tredje bind, som endnu ikke er oversat. 

Despentes har allerede med romaner som Peepshow og Blodsøstre, der er oversat til dansk, præsenteret en følsomt brutal realistisk litteratur med et blik for skæbner og sociale sammenhænge, som ellers ofte bliver ufortalte.

Men trilogien om Vernon Subutex er Despentes’ mesterværk, det er en af de vigtige store fortællinger i fransk litteratur i de seneste årtier og et af de bedste bud i det 21. århundrede på det, som Balzac kaldte »menneskehedens komedie«. Det vil sige en skildring af en epoke gennem en mangfoldighed af forskellige fortællere med hver deres oplevelse af sig selv og fællesskabet, som tilsammen giver en flimrende fornemmelse af, hvordan det egentlig er, vi lever her i starten af det 21. århundrede. Og med en drøm om, hvordan man slipper fri. 

Virginie Despentes: ’Vernon Subutex 1 & 2’. Godt oversat af Victoria Westzynthius. Gyldendal, 389 sider og 396 sider, begge koster 300 kroner

Virginie Despentes’ romantrilogi ’Vernon Subutux’ har ændret det franske litterære landskab, der i mange år var smukt og dygtigt, men præget af navlebeskuelse. Hun skaber litterære samfundsdiagnoser, der peger langt ind i det 21. århundrede
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Jørgensen
Bjarne Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu