Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

I x-rummet er vores menneskelige krop viklet ind i kameraer, krykker, teknologi

Den schweiziske kunstner Shahryar Nashat bløder det lidt sterile x-rum på Statens Museum for Kunst op med sit lyserøde filter og en udstilling om ukapable og akavede kroppe. Det kan føles abstrakt, men går man med på præmissen, møder man menneskekroppen i nye udgaver
’Start to Beg’ er lavet af syntetisk plast og fiberglas. Den ligger på gulvet, nogenlunde i menneskekropsstørrelse, den ene underside hæver sig luftigt, yndefuldt og klodset. Skulpturen er både amorf og ligner en udskåret kæmpekødklump eller en sarkofag.

Start to Beg’ er lavet af syntetisk plast og fiberglas. Den ligger på gulvet, nogenlunde i menneskekropsstørrelse, den ene underside hæver sig luftigt, yndefuldt og klodset. Skulpturen er både amorf og ligner en udskåret kæmpekødklump eller en sarkofag.

Statens Museum for Kunst

Kultur
4. september 2019

Den schweiziske kunstner Shahryar Nashats nye udstilling i x-rummet er på samme måde som sin titel Start Begging en oplevelse af både voldsom åbenhed og tillukkethed: Hører jeg en kommando drevet af håb eller af desperation? 

Den lidt besværlige samtidskunstboks x-rummet på Statens Museum for Kunst – besværlig, fordi det lækre, højloftede rum er ukarakteristisk, lidt sterilt – ligger badet i et lyserødt skær, og det giver en uvant hjemlig, nogenlunde intim fornemmelse.

De gulvlave vinduer med kig ud til den guldalderyndige have er med et filter forvandlet til lyserøde membraner. Shahryar Nashat har placeret en række skulpturer og en LED-video i rummets lyserøde skær, og ordet ’membran’ er ikke helt off, for værkerne relaterer sig alle på forskellige måder til den menneskelige krop som en sårbar og akavet figur. En figur, der både er sin krop og observeres som krop, som både går i forbindelse med og feticheres af omverdenen.

Nashats spekulative blik på menneskekroppen viser sig på vidt forskellige måder i den lille, men præcise udstilling, som den internationalt kendte kunstner tidligere i år har vist på Swiss Institute i New York. Den lyserøde skulptur Start to Beg er lavet af syntetisk plast og fiberglas. Den ligger på gulvet, nogenlunde i menneskekropsstørrelse, den ene underside hæver sig luftigt, yndefuldt og klodset.

Skulpturen er både amorf og ligner en udskåret kæmpekødklump eller en sarkofag. Især når man lægger mærke til nogle af de overraskende, men ret uafkodelige detaljer såsom de industrielt udseende og delikat pinksprayede ’furer’ i skulpturens fodende.

Måske er Start to Beg en piedestal, der har overtaget efter det fraværende kunstværk, nu blotlagt i al sin imperfektion?

Protesterende, bandagerede krykker

Skulpturens på én gang enfoldige og superraffinerede iscenesættelse kan siges at gælde for alle Nashats værker. Nær vinduerne står en hel lille hær af enkle krykker lavet i papmaché og malet i gul, lyserød og brun, som retter de tragikomisk deres geværer mod beskueren. Én af dem er bandageret. Måske vietnamveteraner i protest?

På den anden side af væggen hænger et helt gangstativ med hjul i bulet sort papmaché, som var et barn virkelig gået til den, klynget op med beslag. Det, der skal give støtte, er selv en kropsfigur, der støttes. De funktionelle krykker er på deadpan vis selv funktionsløse. Som titlen Sex Position for Broken Ribs antyder, er kroppen smadret, i stykker, og samtidig er mine associationer til fetich, latex, sex, ikke helt forkerte.

Jeg kommer til at tænke på David Cronenbergs film Crash, hvor hovedpersonerne tænder på hinanden som sammenlappede ofre for biluheld og har sex i de ødelagte biler. Kroppen er seksualiseret på sin egen underlige måde i al sin ødelagthed.

Længst væk i rummet hænger en skulptur forestillende en kødklump pakket ind i film monteret groft på en plade, under filmen små bonmoter skrevet på hvide sedler. Det her er Nashats tydelige råb ud til den amerikanske kunstner Paul Theks Meat Pieces (1963-1967), en serie af barokke kødstykker udstillet i vitriner, nogle i forrådnelse. Nashats kød er en slags salt, der bringer det absurd korporlige stærkere frem i hans øvrige værker.

Det er dejligt, for der lurer samtidig et underspillet og immaterielt cyborgtema hos Nashat: En forestilling om, at vores menneskelige krop er forlænget ud i sin omverden, at den er viklet ind i kameraer, krykker, teknologi m.m., og at den måske endda først bliver synlig herigennem.

Det er i øvrigt interessant, at x-rummets sidste udstilling med Sidsel Meineche Hansen elegant sidestillede sexrobottens automatiserede arbejde med kunstnerens underbetalte ydelser, og på en måde cyborgificerede begge.

Sin helt egen cyborgkrop

Nashat demonstrerer ikke cyborgtemaet med robotter eller AI. I Start Begging finder det cyborgske sit eget diskrete leje. LED-videoen, den 11-minutter lange Keep Begging (Nashats titler er vidunderlige), der er installeret midt i rummet, forbundet til væggen med en ledning, der ligner en latexnavlestreng, er filmet med en særlig teknik: Med en kamerarobotarm – et filmoptagelsesudstyr, som man fastgør sit kamera til, og som Nashat derpå har programmeret til at følge en albues bevægelser.

I den 11-minutter lange ’Keep Begging’ glider man hele tiden mellem den noprede hud, der dækker albuens knogle, og den mindre definerede bløde armhulehud med sort behåring. Til et urovækkende soundtrack og lyden af en siri-agtig stemme, der siger »Do you go to war?« klippes der så hurtigt, så man aldrig får et overblik over kroppens former.

I den 11-minutter lange ’Keep Begging’ glider man hele tiden mellem den noprede hud, der dækker albuens knogle, og den mindre definerede bløde armhulehud med sort behåring. Til et urovækkende soundtrack og lyden af en siri-agtig stemme, der siger »Do you go to war?« klippes der så hurtigt, så man aldrig får et overblik over kroppens former.

Statens Museum for Kunst

I filmen glider man hele tiden mellem den noprede hud, der dækker albuens knogle, og den mindre definerede bløde armhulehud med sort behåring. Til et urovækkende soundtrack og lyden af en siri-agtig stemme, der siger »Do you go to war?« klippes der så hurtigt, så man aldrig får et overblik over kroppens former.

Klip klip – fra sorte hår til en albue, der helt parodisk ser ud, som om den flekser muskler. Det er næsten umuligt at få øje på kroppens køn – og det er afslørende, hvor hårdt jeg leder efter kønskoder for at få en indgang til filmen, måske for at forstå, om armhulehåret – eller var det pubeshår? – er tænkt ind i en radikal feministisk billedpolitik, som vi f.eks. for nylig så i Maja Malou Lyses tv-serie Sex med Maja?

I Keep Begging virker kønnene forvekslede, ikke positionerede. Værket leger snarere med idéen om kropskapabilitet og giver et modspil til forestillingen om den duelige og naturlige krop – et tema, som også den danske billedkunstner Jesper Just taler ind i med sine storladne videoværker, dog uden at forlade repræsentationen af og fortællingen om den smukke krop.

Nashat derimod interesserer sig for en almenmenneskelig krop, der slet ikke vil ses, ikke kan ses, men så alligevel altid er på display. Det er også derfor, udstillingen tager noget tid at komme ind på livet af. Kroppene gør og vil noget andet.

Jeg forestiller mig, at SMK har en usynlig regent, der har ladet sine royale attributter stå i galleriet og nu kommer for at hente dem, langsomt får krop igennem dem, i spændstige lynglimt af fejlslagenhed og akavethed. Start Begging får mig til at tænke på de aggressive koder, alle kroppe konstant formes af.

Samtidig bliver jeg draget af ømheden og den absurde, sensuelle og ret mærkelige kropsforestilling hos Nashat. Der er en tvungen hengivelse på spil.

Start begging og keep begging – okay, om hvad? Men jeg er nok allerede i gang.

Shahryar Nashat: ’Start Begging’. x-rummet. 29. august-29. december 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her