Læsetid: 4 min.

Ydmygelsen som smykke og våben

Chris Kraus’ nyfeministiske klassiker ’I Love Dick’ findes nu i en udmærket teaterversion på Husets Teater. Men forestillingen lider af farveløshed og musicalsyge
Der er lidt for meget gråvejr over Husets Teaters version af ’I Love Dick’, mener Informations anmelder.

Der er lidt for meget gråvejr over Husets Teaters version af ’I Love Dick’, mener Informations anmelder.

Henrik Ohsten

20. september 2019

Da Chris Kraus’ I Love Dick udkom i 1997, blev den – helt i tråd med bogens egne profetier – ikke tildelt nogen stor opmærksomhed. Den solgte uhørt lidt, og egentlig var folk mest interesserede i, hvem den omtalte Dick var.

Siden har romanen om den kvindelige filminstruktør Chris, hendes mand, filosofiprofessoren Sylvère og den begærede kunstkritiker Dick, som Chris hovedkulds forelsker sig i, vundet klassikerstatus. Og det fuldt fortjent.

Jo mere, jeg læser i eller beskæftiger mig med I Love Dick, jo bedre en bog, synes jeg egentlig den er. Ud over at I Love Dick er skrevet med en strålende intellektuel og humoristisk begavelse – for er romanen ikke en slags moderne Madame Bovary for det intellektuelle kunstmiljø? – bearbejder den også feministisk grundstof på en udtalt hjerteskærende og afsindig modig facon.

I romanen blotlægger Chris Kraus som bekendt hele sin besættelse af Dick og den mærkværdige situation, der opstår, da den intellektuelle mand Sylvère går med på spøgen og iscenesætter en slags konceptuel affære – eller abstrakt romantik, som de vist kalder det – med Dick. Ikke at Dick overhovedet deltager.

Ægteparret Chris og Sylvére skriver flere hundrede breve til Dick, mens deres ægteskab skiftevis opildnes og lider skibbrud, og først helt til sidst svarer Dick på de tusind længsler, breve og tanker.

Det foregår med et brev, der viser sig at være en fotokopi af det samme brev, som han har sendt til manden Sylvére. En fotokopi! Hvor han i øvrigt bruger en række yderlige herskerstrategier, der i høj grad latterliggør Chris’ følelser, oplevelser og virkelighed, samtidig med at han beder hende om ikke at udgive disse breve af hensyn til hans privatliv.

Selve romanen bliver naturligvis et modtræk, det, at læseren overhovedet læser om denne relation og de strukturer, der her åbenbarer sig, viser, at Chris ikke tog det hensyn. At hun ikke ville lægge et røgslør over sin ydmygelse – men vise den frem som et smykke, som et våben.

En strategi, der i øvrigt spejler den virkelige kunstner Hannah Wilkes, der fylder en del i romanen, og som i en række kunstværker bearbejder ydmygelsen fra sin mand, der brutalt forlader hende og deres fælles kunstneriske virke.

Det er denne styrke, dette modtræk ved at bære nederlaget som en rustning, der står så stærkt i I Love Dick. Og den styrke, synes jeg, at Husets Teaters version af I Love Dick kommer virkelig stærkt ind på.

Det er modigt, og det er ambitiøst, at Husets Teater har valgt at prøve kræfter med en opsætning af I Love Dick. Det er ikke verdens nemmeste bog at præsentere på en scene, for selv om kærlighedshistorien nok kan løfte publikum, kan den intellektuelle tyngde godt være en udfordring at dramatisere.

Der er meget Marcel Proust, Gille Deleuze og poststrukturalistisk teori – og hvordan omdanner man det til teater?

Lidt for meget gråvejr

Instruktøren Jens Albinus er gået meget klassisk til værks. Opsætningen er meget loyal over for forlægget, og hele dramaet er meget samtalebaseret. Scenografien er holdt i grå og mørke nuancer – bortset fra en væg af brædder, der på et tidspunkt effektivt kollapser.

Der er lys, der er indlagt i en grå jernkasse, der klaustrofobisk klaprer, når Chris i afmagt kravler mod den bortvendte Dick. Chris og Sylvére spilles glimrende af Marina Bouras og Steen Stig Lommer, Dick spilles udmærket af Jimmy Jørgensen. Det hele fungerer sådan set helt fint, men alligevel er det, som om at det ikke rigtigt spiller.

Først vil jeg gerne diskutere farvekortet. Jeg har ikke synæstesi, men når jeg tænker på poststrukturalismen – som vitterligt fylder meget i romanen og på mange måder udgør en række præmisser for romanen (også selv om de er ironiske) – er den ikke grå og klassisk.

Jeg ser en regnbue foran mig, jeg ser nogen, der forsøger at springe op og ned gennem regnbuen, jeg ser i det hele taget en eksperimental tilgang til fortællingen. På samme måde med hele omdannelsen af I Love Dick.

Den kraft, den humor, som romanen er bærer af, kommer bestemt til udtryk i momenter – som når Marina Bouras med munden på storskærm illustrerer en kusses bevægelser – men der bliver på en eller anden måde lidt for meget gråvejr over iscenesættelsen.

Og så er der det med Jimmy Jørgensen. Jeg kan sagtens objektivt se, hvorfor Jimmy Jørgensen med sit trænede stenalderkorpus og tavse væren kan spille en begæret cowboy – men jeg har svært ved at se ham passe ind i rollen som den intellektuelle kunstkritiker, men måske er det bare her, min fantasi møder sin grænse.

Det hjælper ikke på det, at han indimellem laver nogle mørkt tonede musicaloptrædener og synger en Dick-agtig sang. Det er for mystisk for mig. I Love Dick nu med musical? Jeg anerkender indsatsen, men lige der bliver jeg simpelthen sat af.

’I Love Dick’. Husets Teater. Bearbejdet og instrueret af Jens Albinus. Medvirkende: Marina Bouras, Steen Stig Lommer, Jimmy Jørgensen. Spiller frem til 12. oktober.

Da Chris Kraus’ debutroman ’I Love Dick’ udkom i 1997, druknede den i kontroverser om virkelighedens ’Dick’. I dag står romanen som et nyere feministisk hovedværk, og den hyldes af en lang række unge kvindelige kunstnere og feminister. Nu udkommer den også på dansk
Læs også
Den forfejlede filmskaber Chris Kraus (Kathryn Hahn) keder sig i sit ægteskab, da hun møder kunstteoretikeren Dick (Kevin Bacon), som har en Marlboro-mandig aura omkring sig.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu