Læsetid: 3 min.

Alfred har mistet sin farfar, og nu taler han med sin far om minderne i ’Alfreds mindebog’

’Alfreds mindebog’ om Alfred, der har mistet sin farfar, fungerer godt som en samling af sansninger til senere brug, men dårligt som højtlæsningsbog
Det er en smuk fortælling, der handler om at bære de døde med sig som et minde, at et minde om et elsket menneske godt kan være dit eget, selv om det ikke er noget, du selv kan huske, men er blevet fortalt af andre. Om at bruge sanserne som hjælp til, at mennesket kan leve videre i mindet, skriver Anita Brask Rasmussen.

Det er en smuk fortælling, der handler om at bære de døde med sig som et minde, at et minde om et elsket menneske godt kan være dit eget, selv om det ikke er noget, du selv kan huske, men er blevet fortalt af andre. Om at bruge sanserne som hjælp til, at mennesket kan leve videre i mindet, skriver Anita Brask Rasmussen.

fra bogen

18. oktober 2019

I sidste måned sagde børne- og ungdomsfilmkonsulent ved DFI, Lotte Svendsen, i denne avis, at hun synes, at der mangler historier om det, der er svært, for børn. Til det kan jeg bare sige: ikke hvis man beskæftiger sig med dansk børnelitteratur. Her er der katastrofer, ødelæggelse og ulighed til overflod, og folk dør og bliver syge og mobbet, som om det var helt almindeligt.

Dennis Gade Kofod og Ane Bjørn (illu.): ’Alfreds mindebog’.

Saxo
Og da de fleste danske børnefilm, der får premiere i disse år er baseret på børnebøger, så undrer det mig egentlig, at man kan have den opfattelse, at den slags historier mangler. Måske skulle man begynde at støtte filmatiseringen af en anden type bøger så?

For der er nok at tage af.

Endnu et bud er netop udkommet: Forfatter Dennis Gade Kofod og illustrator Ane Bjørns Alfreds mindebog. Alfreds farfar er død, og Alfred og far sidder på sengekanten efter godnatlæsningen og taler om ham.

Det er en smuk fortælling, der handler om at bære de døde med sig som et minde, at et minde om et elsket menneske godt kan være dit eget, selv om det ikke er noget, du selv kan huske, men er blevet fortalt af andre. Om at bruge sanserne som hjælp til, at mennesket kan leve videre i mindet.

Om sin farfar siger Alfred:

»Han er stor. Og blød, selv om han er stærk nok til at løfte mig. Hans hår er langt og uglet, og nogle gange i solskin er det helt gennemsigtigt. Han dufter som den hue, han altid går med.«

Sengekantssamtalen

Alfreds sanselige minde om farfar fungerer som en nøgle til Ane Bjørns illustrationer, hvor der røres, mærkes, lugtes, klemmes, høres og ses mellem mennesker. Bedst fungerer illustrationerne i de små nærbilleder af hænder, der er i gang med at samle sansninger sammen til senere brug.

I de større illustrationer er tonen lige lovlig romantisk og blød, men måske er det ment som en konstatering af, at i mindet ser alt lidt mere ud som et stråtækt bondehus ved en å.

At Alfred og far netop befinder sig på bagkant af en højtlæsningssituation og på kanten af en seng er med til at afsløre værkets svagheder. Teksten er bygget op som et manuskript, hvor Alfred og far skiftes til at have en replik. På den ene side kan jeg godt se, at det levner plads til, at læseren alene får en sanselig fornemmelse af det, der sker mellem far og søn, via illustrationerne, men det gør højtlæsning af bogen meget staccatoagtig.

fra bogen

Overgange, beskrivelser og bevægelser er med til at skabe rytme i en tekst, og fraværet af den gør det svært for den, der læser højt, at opnå den indlevelse, der løfter situationen og gør det til andet end bare mundtlig gengivelse af bogstaver på papir.

Og så er der det med sengekantssamtalen, at den også viser, at bogen bærer på den opfattelse, at det er den voksne, der har svaret på alle barnets spørgsmål. Far sidder hævet over Alfred og ved, hvordan man bør tænke, efter at et menneske er dødt.

Barnet tager bare imod – med undtagelse af det fine øjeblik, hvor Alfred bringer farfaren til live med sine sanser – og så godnat og sov godt uden de ubehagelige tanker, som døden også kan føre med sig. Den henvendelsesform gør, at man mere får en fornemmelse af ’sådan taler du med dit barn, når farfar dør’-bog end af en åben undersøgelse af, hvad Alfred tænker nu, hvor hans elskede farfar er død. Måske kunne far have lært endnu mere af sin søn, hvis han selv havde haft færre replikker.

Det er en fin bog, men niveauet inden for denne type bøger for børn er ekstremt højt i Norden, så der findes bedre. Måske hvis der blev filmatiseret flere af dem, ville vi få øje på dem, så vi alle får højere forventninger til kulturprodukter for børn.

Dennis Gade Kofod og Ane Bjørn (illu.): ’Alfreds mindebog’. Høst & Søn, 40 sider, 229,95 kroner

Mette Hegnhøjs lille sensation af et værk ’Ella er mit navn vil du købe det?’ repræsenterer alt det, som Forfatterskolen ville og lykkedes med. Det er et værk, jeg aldrig bliver færdig med.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu