Læsetid: 4 min.

Anmeldelse: Det kræver styrke og mod at bryde med højreekstremismen

’Skin’ fortæller stærkt den virkelige og rystende historie om en amerikansk højrefløjsekstremist, der bryder med hadet og volden, da han møder kærligheden og ser muligheden for en anden tilværelse
Jamie Bell leverer en stærk præstation som den tatoverede skinhead og højrefløjsekstremist Bryon Widner i Guy Nattivs betimelige drama, ’Skin’.

Jamie Bell leverer en stærk præstation som den tatoverede skinhead og højrefløjsekstremist Bryon Widner i Guy Nattivs betimelige drama, ’Skin’.

Another World Entertainment

18. oktober 2019

På et tidspunkt i begyndelsen af Guy Nattivs Skin kigger filmens hovedperson, skinhead og nynazist Bryon ’Babs’ Widner (Jamie Bell), sig i spejlet efter at have kastet op ud over sig selv og ser på én gang fortabt og forundret ud.

Det er tydeligt, at han ikke er helt sikker på, om han har kastet op, fordi han er fuld, eller fordi han væmmes over sig selv, de tatoveringer og symboler, han har overalt på kroppen, også i ansigtet, og de ting, han har gjort for, som han siger, at holde Amerika rent.

Et øjeblik efter falder han bevidstløs om og vågner først, da politiet braser ind ad hans dør og arresterer ham for til en white pride-demonstration at have gennemtævet en ung, sort mand.

Bryon er skyldig, men de er alligevel nødt til at lade ham gå, fordi han ikke vil tale og da slet ikke forråde sin ’familie’ i den vikinge- og nordisk mytologi-inspirerede, højreradikale gruppe, han er medlem af.

Noget er dog ved at ske med Bryon. Han har fået nok. Han kan ikke holde ud at se på sig selv længere. Han er stadig fuld af vrede, vold og al den hadefulde retorik, han er blevet podet med af sin ’far’, Fred (Bill Camp), og sin ’mor’, Shareen (Vera Farmiga), der tog ham til sig, da ingen andre ville have ham (som de stadig gør det med andre sårbare, ensomme, sultne børn og unge).

Men han er begyndt at væmmes over sig selv og de andre i gruppen, når de brænder moskeer ned og tæver moddemonstranter. Og da han møder og forelsker sig i den enlige mor, Julie Price (Danielle Macdonald), ser han for første gang en vej ud af det liv, han har levet.

Smertefuld soning

Skin bevæger sig ad to parallelle spor: I det ene følger man Bryon, mens han undergår langstrakte – de tager næsten to år – og meget smertefulde laserbehandlinger for at få fjernet de mange tatoveringer, som om noget fortæller, hvad og hvem han er – eller har været.

Der synes at være noget passende, næsten bibelsk retfærdigt i, at den proces er så voldsom og gør så ondt; smerten, Bryon har påført andre, må han nu selv opleve. Det er en slags renselses- og soningsproces.

I det andet spor følger man Bryon og hans møde og forsøg på et normalt familieliv sammen med Julie og hendes børn. Hun har selv været udsat for lidt af hvert, ikke mindst fra børnenes voldelige far, og vil ikke have noget med det højreradikale miljø at gøre.

Hun kræver, at Bryon vælger side, men det er trods alt svært for ham at give slip på ’far’ og ’mor’, som har opdraget ham med lige dele pisk og gulerod, og som kræver loyalitet og disciplin af Bryon og hans ’brødre’ og ’søstre’.

Skin, der foregår i 2009-11, er baseret på virkelige begivenheder. Bryon Widner er en virkelig person, og det samme er den sorte aktivist, Jenkins (Mike Colter), som i filmen arbejder med at kortlægge det højreradikale miljø, og som hjælper frafaldne ekstremister med at komme på benene igen og få et nyt liv.

Jenkins var selv engang i en bande, men han forlod den, tog sine børn med sig, og selv om han stadig bærer rundt på en stor vrede over den vold, han og andre sorte mødes med af hvide racister, forsøger han at bruge vreden på så konstruktiv og opbyggelig en måde som muligt.

Afsky og selvhad

Det er ikke første gang, at man på film har fortalt en historie om uhyggelig ekstremisme, der forvandler sig til humanisme i mødet med andre mennesker, ny erfaring eller et andet syn på verden.

Henry Beans The Believer og Tony Kayes American History X gjorde noget af det samme – mindst lige så effektivt og stærkt som Skin – og det er et emne, som det altid er værd at beskæftige sig med.

Set i lyset af den retorik, som både den amerikanske præsident og den yderste højrefløj i USA benytter sig af lige nu, er Skin dog sjældent betimelig og værd at se og blive klogere af, fordi den på så indfølt og medrivende en måde argumenterer for tolerance og samhørighed i stedet for had og vold og samtidig fortæller om et samfund, hvor de sårbare og udsatte er nemme ofre for hadprædiken og frygtbaseret demagogi og manipulation.

Det skyldes ikke mindst en overbevisende og hudløs præstation af Jamie Bell, der i rollen som Bryon Widner næsten ikke kan være i sin egen krop af ren afsky og selvhad. Han bliver hele tiden konfronteret med konsekvenserne af sin ekstreme adfærd, og selv om han udadtil lader, som om han er ligeglad, er det ved at æde ham op indvendigt.

Det er derfor, at Bryon kaster op i begyndelsen af filmen. Han kan ikke rumme mere. Og da han falder bevidstløs om, er det hans krop og sind, der fortæller ham, at han ikke kan blive ved.

Han må gøre op med ikke blot sine omgivelser, men også sig selv. Det er svært og kræver styrke og mod, som han så finder i kærligheden.

’Skin’. Instruktion og manuskript: Guy Nattiv. Fotografi: Arnaud Potier. Længede: 118 minutter. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu