Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Anmelderne efter dyster GVFB-sæson: Har du også kæmpet for at blive i relationen?

Sjette sæson af DR’s datingprogram ’Gift ved første blik’ var for avisens anmeldere noget af det mest eksistentielt udmattende set på tv længe
Sjette sæson af DR’s datingprogram ’Gift ved første blik’ var for avisens anmeldere noget af det mest eksistentielt udmattende set på tv længe

Mia Mottelson

Kultur
11. oktober 2019

Lone Nikolajsen: Kære Katrine. Det var så det: afslutningen på den seneste sæson af det, jeg stadig – principielt i hvert fald – mener, er Danmarks bedste realityprogram.

Katrine Hornstrup Yde: Principielt, ja. Men jeg tror, vi bliver nødt til at anvende et for reality-tv sjældent anvendt ord: dystert. For denne sæson er noget af det mørkeste, mest eksistentielt udmattende, jeg meget længe har set på tv.

Lone Nikolajsen: Hver eneste af de seks sæsoner har føltes som en rejse – for at bruge et ord, både deltagere og eksperter i programmet slynger om sig. Denne gang gik rejsen både mere op ad bakke og i stå, end man er vant til. Også selv om to par valgte at blive sammen. 

At to ud af fem par, der til at begynde med ikke kendte hinanden, vælger at blive sammen, er vel et ret okay resultat. Det er kun sidste års sæson (den hidtil lyseste og lykkeligste, idet kun ét par drev hinanden til vanvid), der kan hamle op med det. Alligevel har sæsonen været en mere pinefuld omgang end nogen af de tidligere.

Katrine Hornstrup Yde: Ja. Hver torsdag efter puttetid vover en lille blomst sig op ad mit hjertes muld og strækker sig efter underholdningslyset, men hver samme torsdag aften bliver den kort efter svitset af den apokalyptiske virkelighed af ætsende dårlig kemi, der venter den deroppe.

Lone Nikolajsen: Det yngste og mest kyssende af parrene, SOSU-eleven Michael og kontorassistenten Christina på hhv. 27 og 26 år, blev kun sammen på det vilkår, at der skulle mere parterapi til. De døjede med store følelsesmæssige udsving, der indfandt sig hver anden eller tredje time, når Christina begyndte at tvivle på, om Michael var træt af hende, og Michael blev træt af hendes tvivl. Så rullede lavinen og rev alt det gode med sig, som fælles ture i actionprægede forlystelser, smækkys og kærlighedserklæringer havde bygget op.

Et tredje par, den 28-årige konsulent Dennis og den 31-årige marketingkoordinator Anja, faldt i hak med det samme og kørte så effektivt et tosomhedssprogram, at Dennis nåede at blive fuldstændig udmattet. Så blev de – typisk nok for deres lavkonfliktsforhold – roligt og kærligt enige om at trække stikket rent romantikmæssigt. Enten for en stund eller for evigt.

Et fjerde par bestående af den meget italesættende tale- og hørekonsulent Maja og den tilsvarende fåmælte fodbolddataanalytiker Frederik snublede og snublede og snublede i misforståede hensyn til hinanden, men ventede med at give op til lige før målstregen, da der næsten var gået seks psykisk opslidende uger.

Katrine Hornstrup Yde: Her sad så alt for brave Maja igen på en seng eller en sofa, mens de rødblussende kinder igen bævrer til kameraet, idet hun for en kort stund – som en pædagog i en undernormeret børnehave – giver slip på presset over at skulle slæbe et alt for udfordret, alt for brændt barn af en husbond rundt på sine skuldre.

Lone Nikolajsen: Og det femte par, der begge var 52 år, droppede ud af eksperimentet efter bryllupsrejsen. Den tog en meget brat drejning, da den gospelsyngende indehaver af et elløbehjul Anders indstillede sit intense kurmageri og erkendte, at den jævnaldrende Luna ikke var noget for ham.

Katrine Hornstrup Yde: Ja, der sidder hundeejer og gospelsanger Anders i hvert afsnit og prøver at vippe sin underlæbe med tilhørende hage over resten af ansigtet og er under anfald af stort selvværd ude at stand til at levere en følelsesmæssigt plausibel og sammenhængende forklaring på skiftet mellem den ekstatiske bryllupsknaldefase med Luna og hans efterfølgende iskulde. Her sidder Anja og Dennis og nikker alvorligt, når den ene siger hvor sjovt og aktivt, de to har det, sagt så langsomt, at man kan høre manglen på ægte lyst i mellemrummet mellem hvert ord.

Og her sidder Claus i sæsonens mest gnidningsfri forhold til allersidst og vil forblive gift og har kun dette at sige om rejsen:

»Jeg har lært om mig selv, at jeg ikke er lige så klar til at flytte, som jeg troede jeg var, og jeg har lært om mig selv, at jeg egentlig er rigtig glad for mit eget selskab, og så har jeg lært, at jeg er nødt til at sluge nogle kameler en gang imellem for at være i et forhold.«

Og jeg ved ikke engang, hvad det er for nogen kameler, han snakker om. Der var vist noget med, at Charlotte syntes, det var lidt for fjollet at putte smør på næsen med vilje.

Åh, Lone. Det eneste rare, jeg tager med mig fra i år, er scenen fra det hyperenergiske par Michael og Christinas forelskelsesfase i Barcelona, hvor Michael takker ja til nogle slags tapas uden at fokusere på, hvad tjeneren siger, får det serveret og så udbryder:

»Skat, det er jo brasekartofler, jeg vidste ikke at tapas var brasekartofler!«

Vil du ikke please minde mig om flere lyspunkter?

Lone Nikolajsen: Tak for at spørge efter lyspunkterne. Jeg skulle ellers lige til at opremse en lang liste af mellemmenneskelige lavpunkter, men jeg har jo faktisk frydet mig op til flere gange i løbet af sæsonen.   

Sjovest var Christina og Michaels samtalemønster, den dag de mødte hinanden og blev gift:

»Du ligner, du er lige så nervøs som mig!«

»Det er jeg også!«

»Også mig!«

Og lidt senere:

»Jeg har en lille sød Seat Mini.«

»Det har jeg også!«

»Det er løgn, det har jeg også!«

Den ene spejlede den anden, der spejlede tilbage og straks blev genspejlet. Det var som at se et tilsyneladende uendeligt spejlkabinet af anerkendelse, men også lidt som om den ene døjede med en meget kort korttidshukommelse.

Der var også især i begyndelsen af deres parforhold en tendens til selektiv hørelse, der snarere lignede en del af løsningen end en del af problemet. Da Michael på dag 2 spurgte Christina, hvordan hun syntes aftenen i går gik, svarede hun smidigt undvigende, »at den gik godt om dagen«.

Blandt højdepunkterne var også de gange, Henriette fra Silkeborgs øjne poppede halvvejs ud af hendes nydelige kranium, fordi hun syntes, Claus var så lækker, når han gravede i haven eller skruede skruer i en væg. Så smilede hun og kaldte på ham ude fra køkkenet, hvor hun »havde brug for mandekræfter« til at knuse nogle hvidløg.

I Gift ved første blik er det næsten altid dem, der abonnerer på helt traditionelle kønsroller, der har det nemmest. Hvis altså de er i stand til at leve op til dem. 

Derudover fyldte det mit hjerte med skadefryd, da Anders efter bryllupsrejsen pakkede sine sager sammen, så hurtigt han kunne, og så ikke kunne finde sine bilnøgler. Så stod han der på parkeringspladsen foran Lunas lejlighed i Høje Gladsaxe og rodede febrilsk i alle lommer, tasker og kasser.   

Hvad angår den massive mængde af misforståelser og inkompatible adfærdsmønstre, alt for mange af deltagerne skulle gennemleve, så bebrejder jeg casterne. Summen af elendighed og sørgeligt slid for at udholde slappe relationer havde været cirka den samme som foregående år, hvis ikke det havde været for Anders, som er den første deciderede linselus, der er sluppet gennem nåleøjet.

Han kontaminerer eksperimentet, fordi han lignede og lød som en, der var mere interesseret i at få følgere på sine sociale medie-profiler end i at få en kone. Og så var der den alt for usikre fodbolddataanalytiker Frederik. Det var for svært for ham. Jeg var også genert engang. Det gik heldigvis over, men jeg kan godt huske, hvor led en baglås, man kunne gå i. Det eneste, der virker, er sceneskift. Helst uden kamera på.  

Et spørgsmål: Er det altid til deres eget bedste at tale så meget om, hvad de føler indeni? Efter sidste sæson var jeg imponeret over, hvor langt man kunne nå med ærlighed, åbenhed og selvindsigt. I denne sæson begyndte jeg at råbe stop, stop, stands efter fjernsynet, når ansigterne landede i de sædvanlige alvorlige folder. Jeg er ikke sikker på, at det er befordrende for mødet med et andet menneske at kradse løs i alle sine eksistentielle sår, hver eneste gang der ikke er andet på programmet.

Katrine Hornstrup Yde: Jeg synes sagtens, vi kan starte med at give eksperterne skylden, for deltagerne har opført sig som marionetdukker for to ekspertråd, der var lige dårlige, når de blev givet med for voldsomme imperativer: Nyd nuet. Og kommunikér (om hvad jeg føler, når du siger, at du føler, at hvad jeg siger rammer ned i dine traumer, som bla bla og bla bla bla).

»Jeg glæder mig til at være lidt i nuet og slappe af, så det vil jeg gøre NU!«, lyder det, når Dennis og Anja skal på wellness. Og nuet er ikke afslappende, men slowdance på gløder, når selvdestruktivt mundlamme Frederik og tålmodighedsnedkørte Maja sætter sig på en bænk på deres bryllupsrejse for at spille sprogskortspillet Alias i ønsket om at holde hans usikkerhed på afstand. Hvorefter hans ringe evne til at gætte ord for sjov trækker dem begge ned i gruset. 

Og så har sæsonens fotografer, klippere og tilrettelæggere også skylden, synes jeg, på grund af den akutte mangel på sigende, sjove, akavede, dramatiske scener.

Af at tælle mine mavesår kan jeg rundt regne, at cirka 70 procent af afsnittene består af kamerainterview med parrene, der snakker om, hvordan de har det, eller fortæller kameraet om det på skift – ofte i meget overordnede vendinger og gerne i de samme vendinger igen, igen, igen og igen. Det er næsten umuligt at skelne det ene afsnit fra det andet.

Skulle vi sige, trods striben af elendige forsøg på at gøre GVFB-konceptet efter, at også originalen nu skal lægges i graven? 

Lone Nikolajsen: For at bruge en anden formulering, der bruges meget i Gift ved første blik, så har jeg i denne omgang virkelig måttet kæmpe for at blive i relationen med et fjernsynsprogram, som ellers har beriget mit liv med intense øjeblikke og interessante samtaler.

Jeg var nødt til at bestemme mig for at holde fast og blive siddende i sofaen, selv om jeg tit var fristet til at gå ud i køkkenet og drikke et glas lunken vand i stedet for at se to mennesker kommunikere om, hvordan det går med kommunikationen. Jeg er med på, at man måske skulle stoppe, mens legen er god. Det er den bare ikke rigtig nu, så det kræver, at programmet får én sæson til, hvor det kan blive godt igen. Jeg har ikke mistet håbet helt endnu.    

Katrine Hornstrup Yde: Aftale. I øvrigt: Det smarte ved at miste håbet er, at man gerne tager en sæson mere for at få det tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Nu og her kan jeg ikke komme på noget, der er mere ligegyldigt end denne serie.

Det skulle da lige være kagebagning, dansekonkurrencer og fremvisning af "hvem bor her" eller krammende og hoppende ejendomsmæglere.

Tilbage til GVFB: Konceptet er og bliver dødfødt. Deltagerne - og i endnu højere grad eksperterne - har jo ikke andet at byde på end banaliteter. Er der virkelig ikke nogen i DR, der kan indse det?

For min skyld må det gerne stoppe her og nu. Endnu en sæson vil bare trække pinen ud!