Læsetid: 4 min.

Annika Aakjær finder latteren og grådens fællesmængde

En aften i selskab med Annika Aakjær er en aften i mavelatteren, slagfærdigheden og det profanes navn. Men det er også en aften i selskab med sorg og med en stemme, der dirrer af patos. De to yderpunkter – der alligevel har en fællesmængde – opstår, når hun taler mellem sangene, og når hun synger dem
Når Aakjær griber mikrofonen, guitaren og pletvist klaveret, dirrer hendes fortællinger fra det humane overdrev med patos og vibrato.

Når Aakjær griber mikrofonen, guitaren og pletvist klaveret, dirrer hendes fortællinger fra det humane overdrev med patos og vibrato.

Sarah Hartvigsen Juncker

18. oktober 2019

Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Sådan er det i så mange af livets forhold, typisk dem hvor vi bliver konfronteret med livets mere absurde, uretfærdige eller grumme sider.

Men man ved, hvornår man skal grine, og hvornår man skal græde, når man er i selskab med Annika Aakjær. Og det er altid i det personlige felt. Kærestesorg, forældredød, depression.

Den 37-årige sanger, sangskriver og skuespiller fra Vodskov uden for Nørresundby bevæger sig med et profant kvindemod ud i disse personlige ulyksaligheder. Og dem kan man som bekendt både grine og græde af.

Og det gør vi så, i to klart designerede afdelinger tirsdag aften på Hotel Cecil i København i selskab med Aakjær og hendes multiinstrumentalist Kasper Rasmussen.

Angreb fra underbevidstheden

Lad os starte med gråden. Eller det er måske lidt flot sagt at kalde det gråd. Men i hvert fald dér, hvor der gives plads til melankoli. Det sker i musikken.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu