Man ved ikke, om man skal grine eller græde. Sådan er det i så mange af livets forhold, typisk dem hvor vi bliver konfronteret med livets mere absurde, uretfærdige eller grumme sider.
Men man ved, hvornår man skal grine, og hvornår man skal græde, når man er i selskab med Annika Aakjær. Og det er altid i det personlige felt. Kærestesorg, forældredød, depression.
Den 37-årige sanger, sangskriver og skuespiller fra Vodskov uden for Nørresundby bevæger sig med et profant kvindemod ud i disse personlige ulyksaligheder. Og dem kan man som bekendt både grine og græde af.
Og det gør vi så, i to klart designerede afdelinger tirsdag aften på Hotel Cecil i København i selskab med Aakjær og hendes multiinstrumentalist Kasper Rasmussen.
Angreb fra underbevidstheden
Lad os starte med gråden. Eller det er måske lidt flot sagt at kalde det gråd. Men i hvert fald dér, hvor der gives plads til melankoli. Det sker i musikken.
Når Aakjær griber mikrofonen, guitaren og pletvist klaveret, dirrer hendes fortællinger fra det humane overdrev med patos og vibrato. Hun vælger ikke at putte en masse luft på sin stemme, og dermed distancerer hun sig fra en af de mest nuttede strategier i vokalværktøjskassen.
I stedet står hendes stemme og dirrer med en rank, let rusten styrke, der insisterer på sin emotionelle sandhed.
Og så er der latteren, der får frit løb mellem numrene. For Annika Aakjær er blevet en mesterlig showwoman. Der er masser af formidable øjeblikke, hvor hun formidler livets grumme sider med stor komik.
Om det så er historien om sangen »Ludermarie«. Egentlig er det et forsvar for Marie, men Aakjær frygter at skade hende ved igen og igen i fuld offentlighed at gentage hendes øgenavn.
Eller i fortællingen om hendes depressive periode.
»Jeg havde ikke været i bad i tre dage og ikke vasket hænder i syv,« siger hun.
Og det lyder måske trist, men Aakjærs mesterskab er, at det bliver til komik. Det sker i hendes komikertiming og i melodien i hendes stemme. Fortrydelsen eller den underspillede moro over hendes egne begrænsninger i en frasering.
Eller hendes frådende maskingeværraseri, når hun abrupt buldrende – som et angreb fra underbevidstheden – spytter ordene »med på noderne«. Og dermed signalerer simultan overbærenhed og frustration over netop ikke at være med på dem.
Nyser, så hun tisser
Eller det er i det perfekt henkastede »ja«, der besvarer et spørgsmål, som ingen har stillet. Men som stopper skredet ud i en stadig mere frydefuldt pinlig selvudlevering. Så kan vi selv digte videre.
Eller vi kan dø af grin over:
»Jeg havde det der, hvor man kommer til at nyse, hvor man kommer til at tisse lidt. Men så man bare tænker: ’Jeg skifter senere, det tørrer hurtigt. Og det når næsten ikke igennem til bukserne’.«
»Nu mærker jeg alt det, der gik galt, som jeg ikke kan glemme.«
Musikken svarer på talen, talen svarer på musikken. De næres af hinanden. Som i historien om hendes fars død, hvor familien ender med at danse om hans lig. Og Aakjær mindes, at faderen aldrig ville sige, at hun skulle blive ved med at tro på sig selv.
Hvorefter hun synger en hjerteskærende sang – en fordanskning af en engelsksproget Claus Hempler-sang – om sin egen tvivl på sig selv.
Hun er den sørgmodige klovn, der helt uhørt viser begge sider af denne psykologi.
En moderne Niels Hausgaard
Trods sin nordjyske herkomst har Annika Aakjær gjort en del væsen af sig selv i lidt over et årti. Siden sin albumdebut med Lille filantrop i 2008 har hun været bemærket som en stærk sanger, en solid komponist og en syleskarp, slagfærdig og selvudleverende tekstforfatter, der er vokset plade for plade. Nu tre af slagsen, med en fjerde på vej.
I mellemtiden – i 2012 – dimitterede hun også fra sangskriverlinjen på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Og hun har næret en skuespillerkarriere i flere musicals og en julekalender, men også en i en spillefilmrolle som Daimi i bio-filmen Dirch.
Og hun når ud til et bredere publikum i kendismusikprogrammet Toppen af poppen, hvor hun – ligesom alle andre steder – pynter gevaldigt på helheden, fordi hun går så bramfrit til stålet, når det kommer til kropslige unoder og mentale svagheder.
Et nyt claim to fame kommer i september i år, da hun optræder ved årets Zulu Comedy Galla-show. Det er vigtigt, at det er comedyshow, for hermed bliver Aakjær iscenesat som komiker frem for musiker, og det er en øjenåbner.
Hendes monolog og efterfølgende sang om menstruationens lortecyklus er en nyklassiker. En moderne, kropsudleverende Niels Hausgaard.
Ja, Annika Aakjær burde faktisk skrive »dansk verdensklassestandupkomiker« på sit visitkort. Noget, som hun sikkert slet ikke har, for det ville jo være at gøre for meget københavnsk væsen af sig.
På én gang amatør og professionel
Tirsdag aften i Hotel Cecil er en aften, hvor Annika Aakjær først og fremmest prøver nyt materiale af. Oprindeligt skulle det først luftes ved en koncert den 5. november, men efter at der bliver hurtigt udsolgt, planlægges to tidligere ekstrakoncerter 15. og 16. oktober, også begge udsolgte.
»Det er lidt en fejltagelse, at vi har fået det her op at stå,« siger hun som noget af det første.
De kunne godt have øvet mere, det er sandt. Der er falske toner undervejs, en tyvstart på et nummer og lejlighedsvis forvirring – men den er måske en del af showet – omkring instrumentering.
Men det er samtidig også ikke sandt. For flere sange er strålende, i både tanke og udførsel. Og der er en skønhed i at se Annika Aakjær tumle med dem, stadig i færd med at føde nogle af dem. For der står hun og vakler mellem at være et prøvende menneske og en sikker showwoman.
På én gang amatør og professionel. Det ene udelukker ikke det andet, akkurat som med gråden og grinet.
Annika Aakjær – Hotel Cecil, Kbh., tirsdag 15. oktober.
