Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Arkadi Volodos spiller, så man tror, han har fået klaverarme syet på

Den russiske pianist kan tage spøgelserne ud af den klassiske musik og fremføre den som moderne kompositioner. Han leverede en levende og lystbetonet solokoncert på Louisiana
Kultur
8. oktober 2019

Onsdag og torsdag i sidste uge gæstede en af tidens helt store pianister, den 47-årige, russiske Arkadi Volodos, Louisiana i Humlebæk.

Havde det været i Berlin eller en anden europæisk storby, skulle man nok ikke have regnet med tomme pladser, men her i Danmark kan man godt have fint besøg, uden at det vælter ind med publikum.

Selv tror jeg næsten ikke, jeg har oplevet en dygtigere pianist live. Volodos kan alt, hvad han vil, og ser ud til bare at have fået syet nogle klaverarme på som lille med store runde klaverhænder.

Det er ikke ubegrundet, at folk har haft travlt med at sammenligne ham med Vladimir Horowitz, for nu bare at tage en eller anden historisk mester.

Ved solokoncerten i fredags var der i hvert fald denne stemning af gammeldags kvalitet, ligesom når man tænder for Guldkoncerten, P2’s program med historiske optagelser. Uanset publikum måske ikke levede op til det med både larmende folk, der kom for sent, og folk, der skulle skynde sig afsted og nå et tog eller lignende efter sidste tone.

Men Volodos holdt niveauet, også selv om han sikkert har oplevet mere intense aftner end denne.

Hvis jeg skal undskylde det danske publikum, skulle det være med, at programmet måske heller ikke var det mest udsøgte, og som sådan også kunne skræmme mig væk. Kompositioner af Liszt fyldte hele første halvdel. Meget af Liszts musik er relativt kedeligt – eller, under Volodos’ rummelige hænder, relativt interessant.

Moderne og fri for spøgelser

Volodos’ måde at angribe musikken er selvstændig, og hans hjemmevanthed med sin egen virtuositet, er det, der giver ham den autoritet, der minder om gamle mestres.

Men selv med en sådan advokat, er Listzs musik stadig mere prætentiøs end vedkommende, i hvert fald for almindeligt kulturprotestantiske sjæle som mig.

Efter pausen fik vi en ren Schumann-afdeling med de to sidste satser fra samlingen Bunte Blätter og den ret interessante Humoreske i B-dur’ – en lille halv times musik bestående af et udefineret antal satser og ret meget andet end bare en lille humorting.

Hvad der umiddelbart fascinerer mig ved Volodos, er, at han teknisk står et sted, hvor han kan gøre lige, hvad han vil, og at han har modenheden og modet til at gøre det. Først og fremmest spiller Volodos lystbetonet. Det er nok af samme grund, han altid har skyet konkurrencer.

Hans tilgang er improviserende og levende og meget baseret på nuet og musikkens udfoldelse i det. For at kunne dette, har han tilegnet sig musikken i en grad, så den er materiale og ikke pensum for ham.

Dette stiller ham mere lige med en jazzmusiker end med en klassisk fortolker. Al musikken bliver så at sige udsat for Volodos, ligesom han også er kendt for at lave sine egne, gerne ekstra udfordrende, arrangementer, men også uden at arrangere musikken, gør han den til sin, bare ved at lytte til den og lade den glide gennem hænderne som sand, han kan forme. Nogle gange som et ekspanderende nyt bud, nogle gange, så man savner en oprindelig kontekst.

I Liszts musik oplevedes denne fremgangsmåde som befriende. Volodos behersker den, kontrollerer den og maler den blødt og præcist op og med egne penselstrøg til smukke pasticher, godt i tråd med Liszts egen måde at skabe på, og for eksempel den specielle La lugubre Gondola, en slags forudanelse om vennen Wagners død i Venedig, blev foredraget moderne og åbent og uden spøgelser.

I Schumanns musik savnede man derimod i højere grad fortolkningen eller tilførelsen af egne drifter. Schumanns musik kan nemt blive kedelig uden indre dæmoner, og sådan nogle får ikke lige umiddelbart lov at beherske Volodos. Så overraskende nok var det ikke Schumann-delen, der blev den mest spændende.

Klassisk jam

Dér, hvor det blev mest interessant var næsten i ekstranumrene. Volodos spiller normalt gerne mange ekstranumre. Korte numre klæder også Volodos’ talent for miniature.

Hans to meget foretrukne virkemidler, hvoraf det ene er at holde legatopedalen nede til en let form for airbrush over tonerne, og det andet at demonstrere, hvor pianissimo, han kan spille uden at miste klangen, er også gode kort i enkeltstående numre.

Vi fik kun tre, fordi der var publikummer, der havde travlt med at komme hjem, så stemningen kunne ikke trække flere. Tre var på den baggrund endda rundhåndet fra Volodos’ side og vidnede om ærlig spillelyst.

Jeg er normalt ikke særligt begejstret for ekstranumre, men det var næsten som om, at det var nu koncerten rigtigt begyndte, eller kunne have begyndt, og jeg begyndte at fantasere om, at Louisiana ville lave en koncertrække med klassisk jam uden fastlagt program for de store pianister.

Der er i hvert fald et gyldent spor at følge med en musiker, som Volodos der viser, hvordan klaverlitteraturen er præcis så levende, som man behandler den.

En anden i rækken af russiske pianister, der gæster Louisiana, er den næsten jævnaldrende Boris Berezovskij, der netop er kendt for at ændre sit program efter lyst og kan finde sig selv improviserende på en jazzbar. Det vil man heller ikke gå glip af.

Franz Liszt og Robert Schumann. Arkadi Volodos (klaver). Louisianas Koncertsal. 4. oktober

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her