Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Avaz-brødrenes nye melodrama ligner resultatet af en brainstorm over, hvad der kan gå galt i et liv

Tragedierne falder over hinanden for at få én til at tude i Avaz-brødrenes nye drama, ’Kollision’. Men det nytter ikke noget, når handlingen ikke hænger bedre sammen, end den gør
Én ulykke kommer sjældent alene, og da slet ikke i Avaz-brødrenes melodrama Kollision, hvor den ene tragedie tager den anden.  

Én ulykke kommer sjældent alene, og da slet ikke i Avaz-brødrenes melodrama Kollision, hvor den ene tragedie tager den anden.  

Rolf Konow

Kultur
31. oktober 2019

Hvis man vil have sit publikum til at føle store, fede, ægte følelser, er det ikke nok at sætte sine skuespillere til at kyle et indrammet billede gennem lokalet, kaste sig på knæ i glasskårene samt bryde sammen i primal gråd med snot, savl og rasende beskyldninger ud over det hele.

Det er heller ikke nogen selvfølge, at en film bliver sørgeligere, jo flere ulykker det lykkes manuskriptforfatteren at mase ind i de små to timer, filmen varer. 

Ærgerligt nok lader de to ovennævnte strategier til at være drivkraften bag Avaz-brødrenes nye melodrama Kollision: Overspilleri og ulykkesophobning toppet af med et strejf af postuleret samfundsrelevans.

De tre dansk-iranske brødre, instruktøren Mehdi, manuskriptforfatteren Misam og produceren Milad Avaz’ debutspillefilm, Mens vi lever (2017), var også et rendyrket melodrama om store livsomvæltende begivenheder, helt uden de komiske elementer, man tit bløder op med i dansk film. Debutfilmen leverede dog en mere vellykket udgave af varen.    

En pludselig tragedie

Kollision begynder med en reception, hvis anledning som så meget andet i filmen er uklar. Den unge lovende gymnasieelev Gustav (Albert Rudbeck Lindhardt) står i en ikkealderssvarende, men nørdestatus-indikerende tweedjakke på sine morforældres gods og modtager sin klasselærers (spillet af Gordon Kennedy) hyldest, fordi han har præsteret alt muligt på naturvidenskabsfronten. En pris har han også vundet, det er vist den, de fejrer. Det er i hvert fald ikke en studenterfest, for det er koldt udenfor.

Gustavs mor (Cecilie Stenspil) er dybt rørt og synker en klump, mens lillesøsteren Liv (Karla Sigrid Wienberg Avaz) jubler. Gustavs kæreste Maj er der også (en komplet overflødig rolle, der spilles fint af Emilie Koppel).

En, som ikke er der, er Gustavs far, Leo (Nikolaj Lie Kaas). Leo er direktør i sin svigerfars (Tommy Kenter) olieselskab og er ude på en boreplatform for at bevise, at han godt kan overholde tidsplaner, selv om det måske er på bekostning af sikkerheden.

Pludselig sker der en stor tragedie, som ikke skal afsløres her, og i kølvandet på den går en masse andre ting også galt.

Hvad foregår der?

Det er, som om Milad Avaz med sit manuskript fyrer hele dansk films årskvote for ulykker af på kun to timer. Bristede hjerter, incestbeskyldninger, PTSD, jalousi, klasseforskelle og ringe arbejdsmiljøsikkerhed afløser hinanden som forklaring på, at karaktererne har det dårligt.

Indimellem ulykkerne har man flettet et spor, der handler om Gustav og Livs fælles fascination af rummet, hvis sorte huller bruges som en metafor for sorg. 

»Hvad foregår der,« spørger Leo på et tidspunkt, hvor han først har gjort alt for at redde sit ægteskab og derefter med vilje saboteret sin kones tillid til ham. Nu sidder han (i affekt, selvfølgelig) foran en sært anklagende forsvarsadvokat (Nicolas Bro), der forklarer ham, at han godt kan regne med at miste forældremyndigheden.

Leo er ikke alene om at være i tvivl om, hvad der sker og hvorfor. Som filmens øvrige skuespillere spiller Nikolaj Lie Kaas udmærket, men det er svært at leve sig ind i Leos og de andre karakterers hårdt plagede psyker, når det, de siger og gør, så ofte virker usandsynligt.   

Rekordforvrøvlet retssalsdrama

Kollision udvikler sig til et retssalsdrama og et rekordforvrøvlet et af slagsen. Faktisk kan jeg ikke mindes at have set en fiktiv retssag med så udflydende, uklare præmisser.

Regler, der findes i virkeligheden, findes ikke her, og de regler, manuskriptforfatteren selv har fundet på, forklares ikke ordentligt. Det fremgår, at retssagen gennemføres, før noget som helst af det arbejde, der normalt går forud for en retssag, er færdiggjort.

Man skulle næsten tro, at filmen var støttet af Foreningen Far, tænkte jeg, da forsvarsadvokaten sagde replikken:

»Du er far, du har ikke nogen rettigheder.« 

Og i rulleteksterne takkes Foreningen Far så faktisk. Angiveligt har foreningen hjulpet med at researche sig frem til de virkelige hændelser, som filmen præsenterer sig inspireret af.

Sjældent har en handling ’baseret på virkelige hændelser’ fremstået så virkelighedsfjern. Den anklage om incest, der dukker op ud af det blå, forsvinder f.eks. ud af handlingen igen uden nogen opfølgning, forklaring eller konsekvens. Tematiseringen af fædres rettigheder i forældremyndighedssager ligner mest af alt en sjusket måde at pode filmens private tragedier med noget eftertragtet samfundsrelevans. Men det er ikke godt nok.

Hvis det er publikums tårer, man som filmskaber er ude efter, skylder man først og fremmest sit publikum en historie, der hænger godt nok sammen til, at man kan tro på den.

’Kollision’ – Instruktion: Mehdi Avaz. Manuskript: Milad Avaz. Fotografi: Daniel Cotroneo. Længde: 117 minutter. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her