Læsetid: 4 min.

Axel Borup-Jørgensens ’Marin’ lyste op som koncertens højdepunkt

Orkestermusikken steg af havets skød i DR’s torsdagskoncert. Havet var det sammenbindende tema med indslag af Britten, Elgar og Debussy, men det var Borup-Jørgensens suggestive fantasi fra 1970, der skilte sig ud og bekræftede sin status som et hovedværk i dansk musik
29. oktober 2019

50-årige Thomas Søndergård er chefdirigent for Det Skotske Nationalorkester, og når han ikke er i Glasgow, rejser han rundt og gæstedirigerer en del af de bedste orkestre på kloden – i f.eks. London, Chicago, Cleveland eller Amsterdam. Søndergård er tilmed efterspurgt i de prominente operahuse i München og Zürich, det må altså være ganske svært at fange den dygtige danske dirigent i flugten, men i sidste uge landede han heldigvis i København for at arbejde med DR SymfoniOrkestret.

Torsdagskoncerten havde havet som tema med værker af Benjamin Britten, Edward Elgar, Axel Borup-Jørgensen og Claude Debussy. Engelsk, dansk, fransk – spændende cocktail fra det 20. århundrede.

En særlig forventning gjaldt Borup-Jørgensens mesterværk Marin, Søndergård og radiosymfonikerne indspillede det i forbindelse med en animationsfantasi udgivet på dvd, som jeg roste til skyerne først på året her i avisen. Liveopførelsen skuffede ikke, den blev aftenens højdepunkt.

Brittens orkan

Det begyndte også usædvanlig godt. Brittens Four Sea Interludes stammer fra operaen Peter Grimes, der blev til under Anden Verdenskrig, og det er fire sjælelige genspejlinger af havets lunefuldhed. Søndergård var helt inde under huden på komponisten; de uheldssvangre strofer i »Daggry« kom i en ubønhørligt behersket kadence, efterfulgt af folkelivets næsten mekaniske foretagsomhed i Søndag morgen, ligesom der lå en trøstesløs melankoli over den opbrudte elegi i »Måneskin«.

Og så tog fanden ved Storgård i den afsluttende »Stormen«, det var en orkan så voldsom og billedrig, at tanken faldt på Shakespeares Stormen, hvor et rædselsvækkende skibbrud beskrives som »Hell is empty, and all the devils are here!«

Med Elgars sangcyklus Sea Pictures kom vi ind i et mere harmonisk farvand, den er komponeret omtrent et halvt århundrede før Brittens stykker. Det er egentlig ikke en fortællende cyklus, de seks satser har tekst af seks forskellige digtere, og kontrasterne i musikken er betydeligt mere beskedne end hos Britten. Der ligger med andre ord en udfordring hos solisten for at få hver enkelt sang til at meddele sig med sit særpræg.

Det lykkedes ikke så godt for den skotske mezzosopran Karen Cargill. Hendes røst lød gennemgående for distant, omend den kunne blusse op i gyldne projektioner. Der var en tiltalende kærtegnen af Elgars intime vuggevisestrofer i »Sea Slumber Song«, men som tiden gik, steg frustrationen over Cargills utydelige artikulation.

Jeg forstod ofte ikke, hvad hun sang selv ved at følge med i programmet, og teksttydelighed er dog et ganske vigtigt udtryksmiddel for en sanger. Heller ikke Søndergård bidrog til at gøre denne nationalromantiske musik virkelig vedkommende.

Mikrotætte klange

Man blev ført ud på anderledes dybder i Axel Borup-Jørgensens fantasi om havet, og det var slet og ret en mesterlig opførelse, hvor Søndergård demonstrerede sin overlegne slagteknik og præcise pulsfornemmelse. Marin afsøger de mest forfinede klangmuligheder i symfoniorkestret, i begyndelsen et spøgelsesagtigt mørke, hvor sære blokke dukker op og forsvinder, nye støder til og samler sig til et trusselsbillede, undervandsmusik, der taler ned i vores eget ubevidste ocean.

Komponisten opererer med 55 selvstændige strygerstemmer, i det hele taget er så at sige hver musiker sin egen navigatør, og det betyder, at man også hører sitrende klangflader, hvor tonerne ligger mikrotæt på hinanden.

Borup-Jørgensen var temmelig optaget af det værk, der afsluttede koncerten, Debussys La mer. For han har lagt sig tæt op ad franskmandens program og klangverden: opvågnen før daggry, høj sø, glitren i sollyset, havblik, brænding, storm.

Det var vigtigt for ham at undgå, at mønstre eller klangkombinationer skulle gentage sig, sådan som det sker ude på havet. Intet måtte træde for tydeligt frem, der skulle være en helhed af klang, et perpetuum mobile uden begyndelse og slutning. Og hatten af for den indforståethed, virtuositet og professionalisme, musikerne lagde for dagen i den uhyre komplicerede musik.

Bølgefantasi

Havet viste sig stort set med den forventede fascinationskraft i Debussys tre symfoniske skitser, som han kaldte La mer. Det er en krævende indre omstilling, orkestret skal foretage, når det giver sig i kast med de store franske partiturer, for herhjemme har de altid ligget lidt længere væk end de tyske og russiske. Engang ansatte Statsradiofonien en fransk dirigent – Albert Wolff – for specielt at pleje dette repertoire, som lægger vægt på farver, solistisk performance og en subtilt manøvreret frihed i måden at musicere på.

Thomas Søndergård var en pålidelig kaptajn. Det var en fornøjelse at følge hans plastiske bevægelser, som sikrede præcision og et organisk flow, og den kvikt omskiftelige dynamik blev styret ret så effektivt. Altså en fin opførelse, og alligevel manglede der noget af det, som jeg har skitseret ovenfor. Dette med at en kortere eller længere replik hos en solist eller en gruppe træder frem med en særlig karakteristisk profil.

Et eksempel kunne være det berømte sted i første sats, hvor cellogruppen indleder et nyt afsnit. Det er en bjergtagende firestemmig bølgefantasi, hvor Debussy angiver, at den skal spilles af hele 16 cellister. Så mange har man sjældent til rådighed, i torsdags var der ti, og det burde så indebære, at dirigenten forsøger at få det til lyde, som om man var 16. Men med Søndergård fik bølgernes dans ikke tilført denne vibrerende fylde og heller ikke en spontan bevægelighed.

Og noget endnu mere nørdet: Den specifikt franske tradition med at anvende både trompeter og cornetter – de første lyse, de sidste lidt mørkere – virkede ikke overbevisende i opførelsen. I tredje sats stod de melodiførende cornetter decideret underbelyste i forhold til de mere effektbårne trompeter, og med den slags detaljer kan man i det stille konkludere, at de franskmænd ikke er sådan at bide skeer med.

Britten, Elgar, Borup-Jørgensen og Debussy. Karen Cargill (mezzosopran) og DR SymfoniOrkestret under Thomas Søndergård. Koncerthuset 24. oktober.

Kilder: ’Axel – en portrætfilm’. Instruktion Allan O Lückow og Lars Hannibal. ’Marin og udvalgte værker’ (CD). DR SymfoniOrkestret under Thomas Søndergaard m.fl. OUR Recordings. ’Marin – en animeret fantasi’ (animationsfilm af Morten Bartholdy og Lückow Film)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu