Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Bernhard-perle: Skal der med kunststøtten følge en pligt til at udbrede kendskabet til bogen?

Endnu en oversættelse lægger sig til det imponerende boost af Thomas Bernhards forfatterskab på dansk. Men selv den bedste og bedst oversatte litteratur sætter ikke af sig selv varige spor
Kultur
1. november 2019

Den lille roman Ja må være nummer ti, elleve, måske nummer tolv i rækken af Bernhard-bøger, som forlagene Sisyfos og Basilisk og mesteroversætterne Søren R. Fauth og René Jean Jensen på skift har udsendt gennem den seneste halve snes år som et veritabelt boost af et uomgængeligt forfatterskab.

Jeg kan lige nu kun komme i tanke om én anden tysksproget forfatter, der har oplevet en tilsvarende revitalisering på dansk inden for de senere år, nemlig frontsoldaten og stålstormsromantikeren Ernst Jünger.

Thomas Bernhard: 'Ja'.

Gucca
Det er to kontroversielle forfattere, som de mange oversættelser har gjort det muligt at lære at kende langt ud over deres almindelige omdømme. Man kunne ønske sig, at det samme skete for nobelprismodtageren Peter Handkes forfatterskab.

Han er ligesom landsmanden Bernhard oversat, han er også læst, men måske ikke nok. Prisen, kontroversen i samme forbindelse og forfatterskabets betydning skulle være grunde nok til at styrke indsatsen.

Ja er fra 1978, fra godt midtvejs i forfatterskabet, og bærer de fleste af prosaforfatterskabets vandmærker.

Hovedpersonen er en naturvidenskabsmand i den dybeste livskrise. Efter længere tids isolation begiver han sig på vej til sin øjensynligt eneste ven på en i ét og alt fjendsk og nederdrægtig egn, ejendomsmægleren Moritz, for at afsløre sin »kontaktløshedssygdom« for ham.

Tilfældet vil imidlertid, at den alkoholiserede ejendomsmægler netop da har besøg af en køber til den dårligste, mørkeste og fugtigste af alle sine grunde, og ikke kun af køberen – alene omtalt som »schweizeren« – men også af dennes »livsledsagerske«.

Hun – som med et trylleslag forvandlet og ophøjet til »den persiske kvinde« – ser længe ud til at skulle blive naturvidenskabsmandens redning.

På lange spadsereture i »lærketræsskoven«, og mens »schweizeren« opfører en betonbunker af et fæstningsværk på den sumpede jord, fører de to samtale om musik og filosofi.

Det er deres fælles »forstandsberedskab« og »modtagelighedsevne«, kort sagt en sans for »ånd«, der bringer dem tættere sammen, dybere og dybere ind i hinanden. Og som langsomt redder dem fra det »schweiziske«, det materialistiske og åndløse, den flere gange udbasunerede overalt lurende fjende: »gemenheden«, »ondskaben«, »svigagtigheden«, »sløvsind«, »egoisme«, »hykleri«.

Men kun for en tid. Så skal det vise sig, at deres inderlige fællesskab ikke er et fællesskab til livet, men til døden – som med én mund og i et rungende ja.

Eksistensens mørke skov

Det er et grumt eventyr fra den mørkeste af alle skove: eksistensens. Men det er som sædvanlig hos Bernhard også gnistrende – og forløsende – morsomt.

Sådan har jeg det blandt meget andet med den omstændighed, at vores naturvidenskabelige hovedpersons mangeårige forskningsprojekt er »antistofferne«. Som han selv er et antistof, en alarmeret reaktion på alt i sin nærhed. Og at det, hovedpersonen tror er en ambulance, der skal redde den persiske kvinde, er en cementtransport ført af to fulde arbejdsmænd, der skal mure hende ind.

Blandt Bernhards mange overdrivelser er sprogets overdrivelser de sjoveste (de selvkonstruerede ordsammensætninger, kursiveringerne, gentagelserne, dialogens snoede tråde, alt sammen lige så pedantisk, som hovedpersonen er krakilsk). Men jeg synes også, at det er ret morsomt, at der i det ødeland af idioter, som altid omgiver Bernhards hovedpersoner, som regel er mindst en, der omvendt lovprises.

Og i reglen ganske uretfærdigt. Som nu den fordrukne og trods lovprisningerne tydeligvis glatte, ryggesløse og svigagtige Moritz, om hvem hovedpersonen som i en fanfare og som en løsning på alle sjælelige ulykker udbryder:

»Vi skal kunne gå til en person som Moritz og tale ud.«

Det er absurd teater i reneste form.

Jeg nævnte boostet, som Bernhards og Jüngers forfatterskab har fået, og som jeg kunne ønske mig, at også Peter Handkes fik.

Det næste spørgsmål er så: Hvad kommer der ud af oversættelserne, hvilke synlige og varige spor sætter de?

Jünger nogle. Bernhard vistnok færre. Det Kgl. Teater satte for nogle år siden en monolog op, ellers spilles hans teaterstykker vist mere end spredt. Konferencer, seminarer eller temanumre fra litterære tidsskrifter husker jeg ikke at have set.

Den oversatte litteratur lever et vægtløst liv, også den, som regnes for bedst og klassisk. Som et luftskib hænger værket på himlen nogen tid. Så er det væk igen.

Kunne man forestille sig, at der med oversættelsesstøtten fra Kunstfonden fulgte en pligt til, men også ordentlige muligheder for at gøre noget ud af oversættelserne, ud over at udgive dem? Kunne man forestille sig, at eksisterende støtteordninger vil se med venlighed på eventuelle initiativer, der vil følge perlerækken af Bernhard-oversættelser op?

Thomas Bernhard: 'Ja'. Oversat af Søren R. Fauth. Forlaget Sisyfos, 120 sider, 219 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her