Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Cher spillede rollen som sig selv, hvem det så end er

Tirsdagens koncert med Cher var – i overensstemmelse med hendes musikalske karriere – en omskiftelig affære. Det ene øjeblik gav hun den som sexet rockbedstemama, det næste som dancepopdiva i neonlysenes skær
Chers koncert efterlader mig rundforvirret og overvældet over de mange roller, Cher har spillet gennem et langt liv, mens både mode, dans, musik og skønhedsidealer har ændret sig, skriver Louise Rosengreen.

Chers koncert efterlader mig rundforvirret og overvældet over de mange roller, Cher har spillet gennem et langt liv, mens både mode, dans, musik og skønhedsidealer har ændret sig, skriver Louise Rosengreen.

Martin Fælt Gonzales

Kultur
17. oktober 2019

I dag skal man ikke have haft tændt længe for radioen, før man støder på Cher-effekten. Der er snart ikke den vokal, der ikke er blevet autotunet. Alle fra Brødrene Olsen over Post Malone til undergrundens indierockbands vælger at forvrænge deres vokaler, så der ikke er den mindste tvivl om, at de er computermanipulerede.

Jeg husker at have brugt betegnelsen nedsættende. Cher-effekten var bestemt ikke en kompliment, når det kom ud af min mund dengang i slutningen af halvfemserne, efter at Cher igen igen igen havde genopfundet sig selv i en ny musikalsk genre: diskotekernes dancepop. Og jeg foretrækker stadig den sorthårede folkede og rockede Cher frem for den dancediva, hun genopstod som kort før årtusindeskiftet med pladen Believe.

Men det er jeg vist alene om, da hun tirsdag aften gæster et udsolgt Royal Arena i København. Ellers er der mange, der må gå skuffede hjem, og det er ikke mit indtryk, at de gør det. Og egentlig bør jeg vel være mest skuffet over mig selv. At jeg naivt havde tilladt mig at forvente et mere sammenhængende, nærværende og autentisk show af en verdensstjerne, hvis krop er lige så kunstig og manipuleret som den lydeffekt, hun har lagt navn til.

Musikken er knap nok kommet i gang, før Cher leverer en meget lang og rablende standupkomisk monolog, der (kort fortalt) handler om, hvor meget hun græd ægte tårer, da hun på sin 40-års fødselsdag blev kasseret til en filmrolle, fordi hun ikke længere var ung og sexet nok. Vi skal forstå, at hun ikke sådan lader andre definere sin sexappeal.

»Hvad laver din bedstemor i aften?« spørger hun retorisk efter at have betroet publikum, at hun er 73 år gammel. Den punchline sidder i baghovedet under resten af showet og dukker op igen, hver gang hun kommer tilbage fra omklædningsrummet i et endnu mere vovet og glinsende kostume.

Hun fremstår forfængelig og selvoptaget og samtidig fuld af selvironi. Og ja, det er da imponerende, at hun stadig står der, ligner en Barbiedukke til en million, og har humor nok til at joke med, at det hun ikke når på denne turné, kan hun altid få med på den næste. Særligt når man ved, at hun allerede i 2002 tog på sin første afskedstour.

Cover-dronning

Chers karriere blev kickstartet, da hun som helt ung i midten af 1960’erne mødte Sonny Bono, med hvem hun dannede Caesar and Cleo, der siden skulle blive til den folkekære folkpopduo Sonny & Cher. Fra deres repertoire giver hun to numre. Først »The Beat Goes On«, hvor Sonny synger med fra et filmklip på bagtæppet med hovedet omkranset af en slikkepindsstribet ring.

Cher indrømmer, at hun var i tvivl, om hun skulle synge deres første hit, kærlighedsduetten »I Got You Babe«. Og da hun gør det, forstår jeg hendes ambivalens. For det er umuligt her et lille halvt århundrede efter deres skilsmisse og to årtier efter Sonnys død at genoplive den intensitet og ømhed mellem det engang forelskede ægtepar, der er sangens charme.

Det har aldrig været en hemmelighed, at Sonny skrev Chers sange. Det ligger ligesom i den ordspilshumoristiske titel på hendes andet album The Sonny Side of Cher. Men jeg har ikke tidligere tænkt over, hvor mange af hendes efterfølgende hits der rent faktisk er covernumre.

Hun giver en forhastet version af »The Shoop Shoop Song (It's in His Kiss)«, der i forvejen er en glad og energisk melodi, men som bandet japper igennem, så Cher bliver helt forpustet. Og fra hendes softrockede side får vi de mere afbalancerede rockbalader »I Found Someone«, der er skrevet af Michael Bolton, og Marc Cohns »Walking In Memphis«.

Og så er der Chers seneste dille: ABBA-raptusen, som jeg har meget svært ved at finde berettiget. Efter at have medvirket i musicalfilmen Mama Mia! Here We Go Again (anden del af et romantisk drama skabt over den svenske supergruppes superhits) udgav Cher sidste år albummet Dancing Queen. Et rent coveralbum, hvor hun både tog rollen som Agnetha og Anni-Frid på sig.

Herfra synger hun »Waterloo«, »SOS« og »Fernando«. På melodigrandprixhittet står danserne på række og sparker ud i luften, så kassebukserne flagrer farverigt om benene på dem. De ligner karikaturer på en ung Elton John, og Chers vokal bliver en råben, der drukner i bandet og overdøves af en samplet saxofonsolo. Det lyder som en flad karaokefortolkning, men flot ser hun nu ud i sin platinblonde paryk og lilla velourheldragt.

Båndsalat

Ustadigt er nok det mest dækkende adjektiv, jeg kan sætte på tirsdagens show. Allerede i koncertens tre første numre, »Woman’s World«, »Strong Enough« og »All or Nothing« når hendes dansere at transformere sig fra en flok trampeglade gladiatorer til en sværm af hinduistiske guder, mens Cher, der som en anden dansesmølf er iført en gigantisk blå paryk, sænkes ned fra loftet for bagefter at komme ridende – med tørklæde og pludderbukser – på en kæmpe elefantrekvisit med lysende stødtænder.

Senere er der akrobater, der flyver rundt i luften i ringe, mens bagtæppet simulerer en stjernehimmel, hvorfra også de ikoniske kanoner peger deres løb ud mod publikum på »If I Could Turn Back Time«. Og det er jo nok det, hun forsøger: at spole tiden tilbage. Men der er gået båndsalat i tidsepokerne. Kronologien er sprængt, og Chers genopførelse af sine tidligere jeger og ABBA’s storhedstid bliver til tider pastiche.

Koncerten får mig til at tænke på en fotoudstilling med portrætter af den amerikanske fotograf Cindy Sherman, der blev vist på Louisiana for en del år siden. Efter at have set et hav af selvportrætter af Sherman, der havde sminket og klædt sig som forskellige stereotyper, var det eneste, jeg var sikker på, at jeg ikke vidste, hvem Sherman var, og da slet ikke, hvordan hun så ud. Det blev pointen: at identitet kan være flydende og uhåndgribelig og omskiftelig.

Chers koncert har samme effekt. Den efterlader mig rundforvirret og overvældet over de mange roller, Cher har spillet gennem et langt liv, mens både mode, dans, musik og skønhedsidealer har ændret sig. Hun er både Sonnys karismatiske kone, der synger familievenlig folk, en sexet rockbedstemama, og en kvinde, der kan trippe til ecstasyekstatisk dance i neonlysets skær. Samtidig er hun ingen af dem.

Hun er skuespiller.

Koncert med Cher i Royal Arena tirsdag den 15. oktober 2019.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her