David Cameron vil gerne sige undskyld, men det kniber med selvindsigten

Prinser og prinsesser er formodentlig ikke selv klar over, at dørene altid åbner sig for dem, og at der altid er gjort særlige foranstaltninger for dem, hvor end de færdes. Hvordan skulle de kunne være opmærksomme på denne særstatus, når de aldrig har prøvet andet.

Storbritanniens premierminister fra 2010 til 2016, David Cameron, er ingen prins, men han har gået på de samme skoler og uddannelsesinstitutioner, og hans memoirer bærer præg af den selvfølgelighed omkring hans særstatus, der er så kendetegnende for den britiske overklasse.

David Cameron understreger flere steder i For the Record, at han tilhører den højere middelklasse, men fra barndoms- og ungdomsbeskrivelserne er læseren ikke i tvivl om, at det er i den absolut øverste del af det britiske institutionaliserede hierarki, David Cameron hører hjemme.

»Jeg gik på Eton, som min far og hans før ham,« fortæller David Cameron i en gennemgang af sin opvækst, der fint viser, præcis hvor klassedrevet Storbritannien fortsat er. Vi hører om det særlige forhold til barnepigen, om hashskandalen på Eton, der blev et wakeupcall for den indtil da middelmådige Cameron. Men også om venskabet med de kongelige, om tiden på Oxford og vejen ind i politik, som Cameron selv betragter som værende lidt tilfældig.

For læseren er den selvfølgelig. Han repræsenterer cremen af, hvad det britiske elitære system har at tilbyde. Han kommer til at arbejde for det konservative parti gennem sin gudfar, Tim Rathbone. Han er genstand for en konstant politisk forædling, som i øvrigt sker sideløbende med vennen og konkurrenten Boris Johnson.

Både han, Boris Johnson og Camerons finansminister, George Osborne, er medlemmer af den notoriske Bullingdon Club i Oxford – hvis medlemmer og besynderlige ritualer er skildret i Lone Scherfigs The Riot Club – et medlemskab, som Cameron skammer sig over i dag.

»Jeg var lige modsat Groucho Marx, der ikke ville være medlem af klubber, der ville have ham som medlem. Hvis nogen ville have mig, så var jeg klar,« skriver Cameron.

I en ellers fint fortalt gennemgang af det privilegerede ungdomsliv er det bemærkelsesværdigt, at Cameron ikke reflekterer mere over det pudsige i, at både han og Boris siden blev premierministre og Osborne finansminister. Et tilfælde? Næppe.

En ægte fornyer

Dele af Camerons meget lange biografi (800 sider) er læseværdige, hvis man interesserer sig for britisk politik. Hele den fornyelse af det støvede og reaktionære konservative parti, som hans tidligere finansminister George Osborne og den (tidligere) nære ven, nuværende vicepremierminister Michael Gove, satte i gang i nullerne, er vigtig læsning.

Med Camerons tunge Brexit-eftermæle glemmer man lidt, at han var en ægte fornyer på områder som ligestilling, homoseksuelles rettigheder, multikulturel sameksistens – og samtidig en udfordrer af det britiske velfærdssystem, der var både dyrt og ineffektivt, da han overtog premierministerposten.

Bestemmelserne om at hæve personfradraget dramatisk (i skrivende stund må man tjene 12.500 pund (ca. 110.000 kroner, red.), før der skal betales skat, har især været til fordel for de mindst bemidlede og er næppe noget, en Labour-regering vil ændre på igen. Hans Big Society-tanker, ideen om at vi alle skal gå ind i vores tid og bidrage med det overskud, vi nu har, til det lokalområde, vi bor i, hører hjemme et sted mellem den klassiske one-nation-konservatisme, Cameron kommer af, og højskole/forenings-Danmark.

Han var også klimabevidst, længe før mange andre blå politikere, også de danske kolleger blev det, og han var på mange måder en progressiv kraft, der ville være gået over i historien som en åben socialliberalistisk reformator, hvis det ikke lige var for Brexit.

Det er sandt, at hans konservative regering stod bag voldsomme offentlige besparelser, men Storbritannien var på dette tidspunkt dybt forgældet, og han gik faktisk til valg i 2010 med løftet om at gennemføre besparelser.

I bogens introduktion refererer Cameron til Margaret Thatcher, der mod slutningen af sin regeringstid bliver spurgt, om der var noget, hun ville have gjort om.

»Der var en lang pause, så kom svaret. »Jeg synes, det gik ganske udmærket første gang.« Sådan har jeg det ikke selv. Når jeg ser tilbage på min politiske karriere, er der mange ting, jeg fortryder … Når det gælder EU-folkeafstemningen, så var timingen forkert, ligeså var de forventninger, jeg fik skabt omkring mulighederne for at genforhandle med EU. Der er mange ting, jeg ville have gjort anderledes i dag, og det er jeg meget åben omkring på de følgende sider,« skriver David Cameron.

Men når man læser For the Record, får man aldrig fornemmelsen af, at Cameron angrer for alvor, og det er måske den største kritik af bogen. Læseren søger efter den uforbeholdne undskyldning, men finder hele tiden forklaringer, der skal vise, hvorfor de beslutninger, der blev truffet, var nødvendige.

Cameron skriver, at ikke en dag er passeret siden dengang, hvor han ikke har tænkt over, hvad det var, han slap løs med folkeafstemningen. Det tror da pokker; det har ikke været muligt for normale briter at undgå at beskæftige sig med netop det hver eneste dag lige siden.

Han bruger en del tid på at forsvare sin hyppige brug af folkeafstemninger, der mere end noget andet bliver hans eftermæle. Fra den nødvendige valgreformaftale, som han lovede koalitionspartnerne fra liberaldemokraterne i 2011 til skotternes uafhængighedsvalg i 2014.

Hverken de tidligere premierministre Clement Attlee (Labour-premierminister 1945) eller Margaret Thatcher var fortalere for sådanne afstemninger, fortæller Cameron, som alligevel fortsat står ved sine kontroversielle beslutninger om at udskrive dem, også selv om det én gang var ved at gå galt (afstemningen om skotsk uafhængighed, red.) – og som bekendt gik det galt til sidst.

I opløbet til afstemningen om skotsk uafhængighed viste meningsmålingerne et par uger før afstemningsdagen, at løsrivelsesfløjen havde indhentet tilhængerne af fortsat skotsk medlemskab af Storbritannien, og Cameron fortæller om en panikagtig følelse af afmagt. Han besøger dronning Elizabeth i Balmoral i Skotland, og prins Philip byder på mad i haven.

»Dronningen var ikke til stede – hun spiser som oftest morgenmad alene. I stedet var jeg omringet af folk fra hoffet og en talsmand for den skotske kirke. Jeg prøvede at forsikre dem om, at det var fejlagtige meningsmålinger, men jeg kunne knap nok overbevise mig selv … En uge efter talte dronningen med en samling mennesker ude foran Crathie Kirk og fortalte dem, at hun håbede, »at skotterne ville tænke sig meget grundigt om«. Jeg var henrykt.«

Cameron beskriver øjeblikket, hvor han får at vide, at skotterne forbliver i Storbritannien, som et af de lykkeligste i sit liv og giver ved samme lejlighed dronningen en del af æren for resultatet. Kunne man lære noget af skotlandsafstemningen? Ikke ifølge Cameron.

Folkeafstemningen der gik galt

Den tungeste arv er naturligvis Brexit. Cameron påpeger i bogen korrekt, at utilfredsheden med EU-medlemskabet var vokset internt i partiet, at han forgæves havde forsøgt at få EU til at indgå nye særaftaler for fortsat britisk medlemskab. Han havde dog også spillet højt spil før parlamentsvalget i 2015, hvor han lovede en folkeafstemning om fortsat EU-medlemskab for at sikre sig opbakning fra højrefløjen i partiet.

Alle omkring ham var overbeviste om, at folkeafstemningen ville føre til et klart ja, og at det én gang for alle kunne lukke munden på den aggressive EU-fjendske fløj.

Der er lange forklaringer og delundskyldninger i forhold til kampagnen, der blev for »statisk og elitær«. Der er kritik af Boris Johnson, der ikke selv troede på Brexit-sagen, men var villig til at gøre alt, som fremmede egen karriere, og vi får Camerons redegørelse for ophøret af det nære venskab med Michael Gove, som beskyldes for at have udviklet sig til en skabs-Faragist (Nigel Farage, red.).

Der er steder, hvor forsøget på undskyldninger slet ikke slår til. Morgenen efter at han har tabt Brexit-afstemningen, ringer Cameron til de skotske og walisiske ledere, til Barack Obama og til EU’s ledere.

»Til hver af dem sagde jeg det samme: ’Jeg havde en strategi for at holde Storbritannien i EU. Jeg fulgte den strategi. Den virkede ikke. Jeg er ked af det’,« fortæller Cameron.

Men er det nok? Hvis en mand kom hjem en morgen og sagde, at han havde været på kasino og havde spillet ikke bare pengene, han havde med, bort, men også huset, de boede i, og hele opsparingen, og så havde forklaret det med samme ordlyd, er det ikke givet, at hans samlever ville tilgive ham. Det er den arv, Cameron må leve med. Han skabte selv sin plads i historien, og han vil ikke blive husket for at have bragt balance i den britiske økonomi eller for sit progressive arbejde i eget parti.

Han vil blive husket som den privilegerede åbentsindede mand, der spillede hasard med det land, han elsker, og tabte. Han tillod sig dette, fordi han kommer fra en verden, hvor troen på egne evner fylder alt for meget.

Cameron er blevet beskyldt for ikke rigtig at kunne forstå almindelige briter, selv om han prøvede. For the Record viser en mand, der nok heller ikke har forstået sig selv.

David Cameron: ’For the Record’. HarperCollins Publishers, 752 sider, 25 britiske pund