Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

David Grossman demonstrerer dyb psykologisk indsigt og et overlegent forfatterhåndelag

’Da Nina vidste’ er rystende læsning og tilfredsstillende litteratur
Kultur
1. november 2019

Den store israelske forfatter David Grossmans nye roman på dansk, Da Nina vidste, bygger på en virkelig historie fra Titos Jugoslavien, hvor en kvinde ved navn Eva Panic Nahir under Tito-Stalin-konflikten i 1948 blev sendt i arbejdslejr på øen Goli Otok, et jugoslavisk gulag.

I efterordet beretter Grossman, at han fik et nært venskab med hende, og at hun var den, der på serbisk tv gav offentligheden indblik i, at disse lejre, hvis eksistens indtil da var blevet benægtet, faktisk havde eksisteret. Eva, i romanen Vera, ønskede selv, at Grossman skrev hendes historie samt datteren Tiana Wages’.

Og det er så den bog, der nu foreligger på dansk. Fortællingen er lagt i munden på Tianas – i bogen Ninas – datter, altså barnebarnet af den kvinde, der tilbragte to år og ti måneder på Goli Otok. Gili hedder hun, er filminstruktør og vil lave en film om familiehistorien.

De tre kvinder samt Ninas mand, Rafael eller bare Rafi, tager af sted for at besøge Goli Otok og filme dér. Først til allersidst får vi at vide, hvorfor filmen i stedet blev en bog, men det skal ikke røbes her.

Vera nægter at forråde sin mand, som har begået selvmord efter anklager om at sympatisere med Stalin og forberede invasion af Titos Jugoslavien. Derfor bliver hun sendt til Goli Otok på de samme anklager og efterlader den seks og et halvt år gamle Nina, som på den måde mister både far og mor samtidig. Regimet sender hende på gaden, hvor hun må klare sig selv.

Man græder, og man forstår, hvad der sker med personerne undervejs

Efter mange måneder, som Vera dag efter dag har tilbragt med, som en anden Sisyfos, at skubbe en klippeblok op på toppen af et bjerg for derefter at bringe den ned igen uden at blive knust af den, bliver hun, blændet af A-vitaminmangel, ført op på en klippetop, hvor hun hele dagen skal stå stille i brændende sol.

Efter nogle uger, hvor vekslende fangevogtere hver dag ved middagstid har bragt hende lidt mad og hældt noget af det medbragte vand ud på jorden, før hun får lov at drikke, opdager hun, at hun står der for at skygge for en plante, som lejrens kommandant, Maria, har bragt til den golde ø.

Hun bliver flyttet ved middagstid, så hun kan skygge hele dagen, indtil solen er gået ned, og hun bliver hentet tilbage til lejren. I ugevis. Til slut, hvor hun er begyndt faktisk at nære omsorg for planten, bliver hun tvunget til at rive den op og kaste den i afgrunden.

David Grossman: ’Da Nina vidste’.

David Grossman: ’Da Nina vidste’.

Saxo
Nina, der er skadet af den brutale opvækst og føler sig forladt og forrådt af Vera, fremstilles spejlvendt. Ligesom Vera, som blev tilbudt at bekræfte anklagen mod sin afdøde mand og gå fri eller nægte at blive interneret, har hun ikke kunnet være mor for Gili, men er flygtet fra Israel, hvor de alle boede.

Hun har søgt tilflugt på Svalbard, i kulde og mørke halvdelen af året. Her har hun arbejdet med at konservere plantefrø fra arter, der er udryddet på resten af kloden.

Hun redder altså planterne. Og fra hende hører vi om svalbardboernes jublende velkomstritualer, når solen første gang viser sig over horisonten efter vinterens mørketid.

Gili, som føler sig lige så svigtet af sin mor, som Nina føler sig svigtet af Vera, kommer gennem arbejdet med filmen og besøget på Goli Otok til at forstå den mare, der har redet familien i tre generationer.

Sammen med sin far Rafi, og altså bedstemor Vera og mor Nina efterlades de på øen en uvejrsnat, hvor brikkerne falder på plads. Også for Nina.

Gili, der ikke vil have børn og er i tvivl om sit forhold til kæresten, ender med at få et barn, en datter, de kalder Nina. Dermed er der plantet et frø på ny. Her slutter romanen.

I referatet lyder det lidt konstrueret og endda sentimentalt, men fremstillingen, hvor sløret løftes lidt efter lidt, samt de indlagte beskrivelser af livet i fangelejren, gør bogen til rystende læsning og til tilfredsstillende litteratur.

Man hænger på, selv om man næsten ikke tør. Man græder, og man forstår, hvad der sker med personerne undervejs – hvilket er en kunst – for det fremgår kun via deres ofte uforståelige reaktioner og udtalelser. Det kræver dyb psykologisk indsigt og et overlegent forfatterhåndelag at lave den slags. Og i retrospektiv giver det hele mening. God mening.

David Grossman: ’Da Nina vidste’. Oversat fra hebraisk af Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner. Vandkunsten. 340 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her