Læsetid: 3 min.

’Derry Girls’ er den måske mest forrygende sitcom lige nu

Hvis man vil forstå, hvad der er på spil, hvis Brexit-aftalen ender med en hård grænse mellem Irland og Nordirland, så kan man se komedieserien ’Derry Girls’ – og i processen risikere at dø af grin
Det er så sølle, så miserabelt og så sjovt at følge katolske og protestantiske teenagere i Derry i Nordirland i komedieserien ’Derry Girls’.

Det er så sølle, så miserabelt og så sjovt at følge katolske og protestantiske teenagere i Derry i Nordirland i komedieserien ’Derry Girls’.

Netflix

1. november 2019

Det er ’venskab over barrikaden’-dag i den nordirske by Derry. En busfuld protestantiske skoleelever er blevet kørt gennem barrikaderne for at mødes med deres katolske modstykker. De skal lære hinanden at kende og finde ligheder. Der er stillet en tavle op i salen. Og det går ikke så godt.

Forslag: Protestanter er rigere. Katolikker elsker statuer. Protestanter kan lide at marchere. Katolikker har flere fregner. Protestanter hader ABBA.

Vi er i midten af 1990’erne, og den nordirske, 30 år lange sekteriske konflikt The Troubles er i gang. Protestanter og katolikker, britisk militær og republikanske rebeller slår hinanden ihjel.

Hvis man vil forstå, hvad der er på spil, hvis Brexit-aftalen ender med en genrejsning af den hårde grænse mellem Irland og Nordirland, så kan man se nordirske Lisa McGees komedieserie, Derry Girls – og risikere at dø af grin i ufredsprocessen.

Parterne er fulde af fordomme om de andre i tv-serien, der er produceret af britiske Channel 4. Men det er sgu heller ikke nemt at holde stereotyperne fra livet, når man ikke kan fraternisere med hinanden, og der er britisk militær i gaderne for at afholde folk fra netop det.

På billedrørsfjernsynet er der nyheder om vejafspærringer og bombninger, og Sinn Feins Gerry Adams’ stemme er blevet erstattet af en skuespillers, fordi regeringen har bandlyst transmission af hans og ligesindedes stemmer.

På randen af neurotisk kollaps

Hovedpersonerne er katolikker, og efter deres bedste overbevisning er protestanter en helt anden art. De er så også bare teenagere med vanlig opmærksomhedsforsnævring. De er teenagepiger – og en enkelt stakkels britisk dreng – fra den nedre middelklasse, der henslæber deres ungdom på en katolsk pigeskole (ja, også drengen). Optagede af at sladre, af sociale hierarkier, at undgå eftersidninger og fuske sig til lidt af det modsatte køn – alt med en ung til yngre puls, selv en protestant.

Tøjet er en del af identiteten, så vores hovedperson, Erin (Saorsie-Monica Jackson), forsøger at tage en denimjakke i stedet for blazer på i skole.

»Jeg er ikke en klon, jeg må gerne udtrykke min individualitet,« vrænger hun.

Hvortil moren svarer ved at bede faderen om at række hende træskeen. Så er der ikke mere at tale om.

Alle er gerne og ofte oppe i det røde felt. Replikkerne kan smælde med en hastighed som i komedieserien 30 Rock eller amerikanske screwball-komedier i sort-hvid. Pop-, hiphop-, indierockbidder afbryder løjerne i få sekunder. Morrissey, The The, Blur, Salt-N-Pepa, Vanilla Ice, Whigfield. Generationelle markører og oplivende (som om det var nødvendigt) breakers mellem løjerne.

Og persongalleriet er forrygende. Familien Quinn er i centrum, white trash besat af grillmad og konflikter. Morfar Joe (Ian McElhinney) bor der også og hader helt åbenlyst sin svigersøn Gerry (et omvandrende nervesammenbrud i Tommy Tiernans skikkelse). Han har hyret folk til at finde snavs på ham.

Skolens rektor, søster Michael (Siobhan McSweeney) er fabelagtig i sin kyniske stoicisme. Og vennegruppen er en flok hormonelle opportunister på randen af neurotisk kollaps – eller nye skuffelser.

Tyk stank af friture

Sproget er profant, fuld af bandeord; ungdommen er forbandet og udsigtsløs, og en tyk stank af friture og jordslåede lortehuse hviler over serien.

Og mimikken er et studie i sig selv. Erins ansigt, der krøller sammen om opstoppernæsen og de himlende øjne i både selvhøjtidelige og foragtende grimasser. Eller nyd moralsk anfægtede, snart åbent lesbiske Clare (Nicola Coughlan), der skærer et ansigt, som om hun forsøger at slippe afføring opsparet under hele den nordirske konflikt.

Det er så sølle, så miserabelt, og det er så sjovt. Solen skinner aldrig, og når protestanterne marcherer i gaderne, så ryster kaffestellet hos familien Quinn.

Nogle gange eskalerer teen-konflikterne lidt for skingert, men generelt er Derry Girls den måske mest forrygende sitcom lige nu – endda med en klar politisk grundtone.

Derry er også byen, som Bill Clinton besøger i virkelighedens 1995 – det sker i seriens anden og seneste sæson. Heldigvis er det tre år før virkelighedens Good Friday-fredsaftale. Heldigvis, fordi det betyder, at der potentielt er mange sæsoner af serien i vente.

’Derry Girls’. Sæson 1 og 2. Instruktion: Michael Lennox. Manuskript: Lisa McGee. Kan ses på Netflix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu