Læsetid: 4 min.

Ditte Hansen og Louise Mieritzs nye bog er pissesjov

Ditte Hansen og Louise Mieritz kommer i ’Gode kasser’ rundt om alt fra definitionen på feminisme over orgasmer til klitoris’ faktiske størrelse, og det er en herligt illustreret og pissesjov bog
Ditte Hansen og Louise Mieritz kommer i ’Gode kasser’ rundt om alt fra definitionen på feminisme over orgasmer til klitoris’ faktiske størrelse, og det er en herligt illustreret og pissesjov bog

fra bogen

4. oktober 2019

Ditte Hansen og Louise Mieritz er sjove. Pissesjove, faktisk. Jeg var blandt dem, der var oprigtigt forbløffede og ærkesure over, at DR aflyste tredje sæson af deres tv-serie. Og jeg griner højt af deres påfund, når de ruller sig ud.

Men jeg ville næsten ønske, at jeg ikke havde set dem i aktion, før jeg læste deres bog, Gode kasser, for de kan i sagens natur ikke være sjove på samme måde, når man ikke ser dem selv. Sjov er bogen dog stadigvæk.

De har fået en ung illustrator, Sofie Riise Nors, til at tegne til deres strøtanker, ideer, citater, interviews, tvivl, vrede og selvmodsigelser. Iblandet små fortællinger fra deres virkelige liv – hævder de. Indimellem kan man godt blive i tvivl.

Ditte Hansen og Louise Mieritz: ’Gode kasser’.

Gucca
De har opbygget bogen sådan, at den er delt mellem de to fiktive figurer, Ditte og Louise, og de virkelige forfattere bagved, kaldet Hansen og Mieritz.

Det er de to sidstnævnte, der angiveligt fortæller historier fra deres virkelige liv, mens Ditte og Louise optræder som de fiktive figurer ’Slut’ og ’Snerpe’, der gennemspiller det uopslidelige luder-madonna-tema i dets groteske afskygninger.

Sofie Riise Nors tegner herligt karikeret, og ideerne bag løber løbsk i munter galop, som når hun anbringer Karl Marx, Jesus, Platon og Harry Potter i en endeløs kø, der har samlet sig for at bolle Louise.

Louise er ellers bogens Snerpe, men hun er blevet ufrivilligt liderlig af at lytte til Dittes beretninger om sit sexliv som slavetøs for Knud den Store. (Mens den Stores kone, der nægter at underkaste sig seksuelt, kommer med hjemmebagte småkager til dem i pauserne.)

#NotAll…

Et af de afsnit, hvor man kommer i tvivl om, hvorvidt det er fiktion eller fakta, er det, hvor Hansen fortæller om de #MeToo-agtige overgreb, hun i tidens løb har været udsat for, mens Mieritz for hvert af dem skyndsomst tilføjer et #NotAll… Hvor de altså optræder som Slut og Snerpe, samtidig med at de er Hansen og Mieritz.

»Hansen havde som udgangspunkt tænkt sig bare at udbasunere navnene på de i hendes øjne skyldige mænd. Men Mieritz fik heldigvis talt hende til fornuft, og anklagerne er nu anonyme,« skriver de og fortsætter katteblidt:

»Det er meget vigtigt at hele dette #metoo-fænomen ikke udvikler sig til en offentlig gabestok. Det er skrækkeligt at se den ene mand efter den anden blive offentligt hængt ud og ramt på omdømme og karriere. I sidste ende kan det ødelægge deres liv. Eller som præsident Trump siger: ’Det er en uhyggelig og svær tid at være mand i.’«

Dette er deres forklaring på, at Mieritz tilføjer et #NotAll… og på den måde stilfærdigt-ironisk udstiller den maskuline fornærmelse, hvor en mand på kønnets vegne føler sig beskyldt for noget, han ikke har begået.

Et eksempel:

Hansen: »En teaterdirektør spurgte mig engang efter en forestilling, om jeg ’var våd i fissen’.« Mieritz tilføjer: #NotAllTeaterdirektører.

Der kommer et #NotAll… efter hvert af Hansens udsagn, og det udarter selvfølgelig: Efter Hansens fortælling om en stalker, der ringer og stønner sent om aftenen, og om, at han bare ringer fra et nyt nummer, når hun blokerer ham, tilføjer Mieritz febrilsk: #notalltaletidskort. Det er sgu morsomt.

Mændene skal ikke bare stille sig op på barrikaderne

I et af Ditte og Louise-afsnittene går de to på Louisiana for at se islandske ’Ylva Antidottirs’ udstilling af Kolde Kusser, som hun angiveligt slog igennem med på MOMA.

Louise er entusiastisk, Ditte gider ikke og skal skide, men det lykkes hende at få Jørgen Leth til at slikke fisse på sig på toilettet, og således opmuntret går hun med Louise. De finder udstillingen, går ind i en kæmpekusse, og det ender med, at de derinde trækker i en rød snor, der viser sig at være en tamponsnor. Gæt selv, hvad der sker!

Således veksler indfaldene slag i slag, men det vil være synd at røbe for mange af pointerne, så læseren får ikke flere smagsprøver her.

fra bogen

Imellem jokes og karikaturer er der indsat interviews med angiveligt virkelige personer, en religionshistoriker, der kan fortælle om Bibelens kvindesyn, en mand, Ulrik, der ikke kan forstå, hvorfor de føler sig uretfærdigt behandlet, for verden er da også uretfærdig over for mænd! Og så følger klicheerne på stribe:

De skal give mændene lov til at være individer. De skal være nøgterne og konstruktive i stedet for bare at stille sig op på barrikaderne, og de skal prøve at forestille sig, hvordan det er at være mand.

På spørgsmålet om, hvorvidt han har set deres tv-serie eller deres spillefilm, svarer han bare nej, hvorefter han uanfægtet fortsætter sin mansplaining om, hvad de burde gøre. Og i øvrigt burde de være tilfredse med at være kvinder, der har fået den gudbenådede gave at kunne give liv! Så det er nu engang kvinders rolle.

Hvert afsnit har fået sin egen feminine farve, og Ditte Hansen og Louise Mieritz kommer rundt om alt fra definitionen på feminisme over orgasmer til klitoris’ faktiske størrelse og placering samt masser af kønskampens andre aspekter. Vist er det en pissesjov bog, men »den, der kun ta’r spøg for spøg og alvor kun alvorligt …« – har en klog mand engang sagt. Det kan #NotAllMænd, men mange lære noget af!

Ditte Hansen og Louise Mieritz: ’Gode kasser’. Illustreret af Sofie Riise Nors. 199,95 kr. vejl. Gyldendal.

Ditte Hansen og Louise Mieritz kiggede forbi ’Biograf Kanten’ i Faxe til Q&A med publikum, da der var forpremiere på deres nye spillefilm ’Ditte & Louise’. Publikum ville blandt andet vide, hvordan det er at vise bryster på det store lærred, og hvorfor karakteren Ditte har sex med alle
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu