Læsetid: 3 min.

Dokumentarfilmen ’Mandskoret’ fortæller gribende om korsang og kammeratskab

Den norske dokumentarfilm ’Mandskoret’ er et både sjovt og rørende møde med et heftigt og begejstret mandskor fra Oslo, som pludselig må se alvoren i øjnene
Den norske dokumentarfilm ’Mandskoret’ er et sjovt og rørende møde med et heftigt og begejstret mandskor fra Oslo.

Den norske dokumentarfilm ’Mandskoret’ er et sjovt og rørende møde med et heftigt og begejstret mandskor fra Oslo.

Camera Film

17. oktober 2019

’Why Does It Hurt When I Pee?’ er titlen på en af de sange, som et norsk mandskor fra Oslo disker op med til deres a cappella-koncerter. De overvejende midaldrende mænd har konstateret, at kvinder godt kan lide syngende mænd i jakkesæt. Også selv om ens primære claim to fame er, at man engang har fejlmonteret et IKEA-køkken. Derfor mødes de en gang om ugen for at øve alt fra spritsange om at have drukket siden barndommen til flerstemmige passager om at have »boller, der føles som maracas«.

Der er glimt i øjet, og musikken har en smittende energi. Mændene ved godt, at de måske ikke lyder fantastisk alene, men sammen er de – som et medlem formulerer det – glimtvis nogenlunde. Ambitioner er der nu også i lokalet, når der pludselig opstår tekniske diskussioner om at huske fermaten på ordet »toiletsæde«.

Ambitionerne kommer ikke mindst fra korets dirigent, Ivar Krogh Hovd, som oprindeligt havde ønsker om et mere klassisk repertoire, men nu er landet i mandskorets musiksmag – og skal man synge om at have tissesmerter, kan man jo lige så godt gøre det ordentligt.

Petter Sommer og Jo Vemund Svendsens dokumentarfilm, Mandskoret, lægger morsomt ud med at føre os ind i det eklektiske korfællesskab. Det er hyggeligt at være med i øvelokalet, men der etableres også hurtigt en deadline, som bliver filmens motor.

Koret er nemlig booket som opvarmning for Black Sabbath ved Tons of Rock-festivalen, hvor de forventer et publikum på 10.000 mennesker. Det er en helt anden skala end deres almindelige koncerter i forsamlingshuse rundt omkring, og nu skal verden vide, at mandskor er noget andet end det, de kritisk omtaler som »fimsekor«.

Livets sidste vers og tandbørste

Festivalen bliver imidlertid også hurtigt en anden mere alvorlig deadline. Når man bliver optaget i koret, lover man at synge ved hinandens begravelser. Det løfte bliver aktuelt, da dirigenten Ivar får konstateret uhelbredelig kræft og kun har to-tre måneder tilbage at leve i. Dermed får filmen en anden mere alvorlig klangbund, mens vi både følger udvalgte kormedlemmers reaktioner og er tæt på sygdomsforløbet med Ivar og hans kone.

Der er stadig mange fine grin, men pludselig er det en fortælling om at dø med korets fællesskab som rammen. Det er ikke et let greb, men Sommer og Svendsen har tænkt nøje over doseringen af informationer og udviklingen i fortællingen.

Det er rørende at være med Ivar hjemme i stuen og høre ham filosofere over det mærkelige i at købe sin sidste tandbørste. Som han konstaterer, har han ingen erfaring med at dø af kræft, så det er bare at hænge på. Hans ambition er at være med til Tons of Rock-koncerten, men det bliver stadig sværere at stå oprejst og finde energien. Da der til sidst dirigeres fra sygelejet, er det svært ikke at knibe en tåre.

Heftige og begejstrede korfællesskaber

Som i Knut Erik Jensens Heftig og begejstret om et mandskor fra det nordligste Norge er der energi og gode billeder i at lade et kamera gå på opdagelse i syngende ansigter. I Jensens nyklassiker var det fiskere og fangere ved ishavet, og kontrasten mellem de stærke mænd og de poetiske sange var et scoop i sig selv. Her er vi blandt mere almindelige mænd i Oslo.

Alligevel er en del af fornøjelsen ved filmen helt enkelt at udforske mændenes udtryk, når de synger, og dele deres glæde over at være en del af noget, som er større end dem selv.

Undervejs får vi lidt at vide om de forskellige kormedlemmer. En er sky og har ikke så mange venner ud over koret. Andre har selvtillid og stiller sig gerne frem på koncertscenen og joker om »pulelisten«, som interesserede damer kan skrive sig på i døren.

Efterhånden kommer filmen imidlertid mest til at handle om Ivar og hans betydning for koret. Som flere kommenterer undervejs, kan mænd være dårlige til at snakke sammen. Mandskoret viser, at der kan være mange andre måder at være sammen på. Sommer og Svendsen fanger de stærke bånd i koret gennem sang og billeder af de lange kram og de sidste vers. Og de gør det på blot fem velkomponerede kvarter, som vandt prisen for bedste nordiske dokumentarfilm på CPH:DOX i år.

Mandskoret. Instruktion, manuskript og fotografi: Petter Sommer og Jo Vemund Svendsen. Længde: 74 minutter. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Oluf Husted
David Zennaro og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu