Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Dyster fantasi i afsnit 4 af ’Fred til lands’: Er Bibi pervers, ensom eller perverst ensom?

Skuespillet knirker nu umiskendeligt i ’Fred til lands‘, men så er der Lene Maria Christensens barnløse Bibi: Hun er to steder hele tiden. Hun er hæmmet mus og noget lurende dæmonisk og/eller ødelagt. Og måske er hun seriens værste skurk
Lene Maria Christensens Bibi smiler vagt, men smiler ikke rigtigt. Til tider er det, som om hun skeler, men hun skeler ikke. Det er ikke en ukærlig fremstilling, Lene Maria Christensen her har gang i, men en meget, meget sammensat en.

Lene Maria Christensens Bibi smiler vagt, men smiler ikke rigtigt. Til tider er det, som om hun skeler, men hun skeler ikke. Det er ikke en ukærlig fremstilling, Lene Maria Christensen her har gang i, men en meget, meget sammensat en.

Tine Harden

Kultur
28. oktober 2019

I anledning af fjerde afsnits meget skumle sexscene rydder vi alt andet i anmeldelsen for at skrive om Bibi. Og om Lene Maria Christensens fortolkning af Bibi.

Vi bør holde os åbne for den mulighed, at blandt dem, der spiller ubestrideligt godt i DR’s søndagsdrama Fred til lands – her er mest tale om Morten Hee Andersens rolle som den vistnok-psykopatiske landsbypestilens, ungemekanikeren Mike – også er et flertal af skuespillere, der giver deres rolle en sær ubestemmelighed.

Er de karikaturer? Eller helstøbte? Kan man småkarikere sig frem til en samlet set kompleks karakter? Og hvad er så Bibi i alt det?

Hun er landsbyens barnløse værtshusfrue, der både er på jagt efter Mikes sæd, og som i ledtog med en flok desperate landsbyboere er ude efter hans liv. Hun er også seriens mærkeligste mysterium af dem alle.

Bibi smiler vagt, men smiler ikke rigtigt. Til tider er det, som om hun skeler, men hun skeler ikke. Hun er bare to steder hele tiden. Hun er hæmmet mus og noget lurende dæmonisk og/eller ødelagt. Som når hun i tredje afsnit både stolt og usikkert opremser maden på familiens påskebord, mens kameraet nærstuderer hende lige på: Lene Maria Christensen gør denne monolog til et stort, mørkt drama: 

»Der er karrysild og æg med lidt rejer (fremsagt stolt). Og så er der majonæse (nu mister hun fokus). Og så er der fiskefileter og fiskefrikadeller (indforstået smil til søsterens børn), og så er der to gode salater, og den der er med vilde ris og tranebær (nu er hun sådan lidt vaks, stolt over den moderne ret, måske), og den her er med rucola … og kartofler (nu virker hun skuffet over sig selv) og lidt forskelligt. Og så er der jo fars lune leverpostej (smil på vegne af hele familie). Og så kommer der ost (hvad sker der her? hvor er Bibi mentalt lige her?) Og så er der brød … selvfølgelig (nu virker hun helt død indeni).«

Mørke øjne

Det er ikke en ukærlig fremstilling, Lene Maria Christensen her har gang i, men en meget, meget sammensat en. Om søsterens mands forfremmelse og deres to børn siger moren til Bibi med hård stemme ude i køkkenet som led i en ottetrinsraket af uprovokerede provokationer: 

»Du skal altså ikke være sur på hende, fordi det går godt. Det er jo ikke hendes skyld.«

Snart efter står Bibi alene ved opvasken og får mørke øjne i køkkenvinduets spejling, og udenfor lunter så seriens symbolske ’der er også drabeligt ude på landet i Danmark’-ulv forbi.

Vi ved ikke, men vi tror, at Bibis sidste-ugifte-hankøn-i-byen af en kærtegnsallergisk husbond, Tom (Mads Rømer), måske nok faktisk er det, som Mike har spraymalet på parrets husfacade: et »pædosvin«. Pædofil. Men det er Bibis perversioner, serien dyrker. Og de er i sandhed tveæggede.

Hvad er for eksempel det seksuelle motiv i første afsnit? Da Bibi en sen aften på parrets værtshus Syveren lægges an på af Mike, der med gedulgt indforståethed siger, at Tom sikkert ikke rører ved hende. Han lover at stoppe sin chikane, og så tager han hende bagfra op ad poolbordet? Er Bibi bange for Mike? Eller ser hun sit snit til at få fravristet noget sæd fra en ung og viril mand (sæd er vel sæd), når nu hun ikke kan forføre sin egen? 

Næste gang opsøger Bibi Mike i håb om en slags gentagelse, men afvises hånligt. Derfra er hun helt klar på at slå Tom ihjel. Og på at bevise sin viljestyrke ved at medlidenhedsmyrde en ældre, sovende kvinde, mens hun som enhver skurk lige før mordet, men her indirekte, fremfører sit motiv – barndommen:

»De andre så mig ikke … og jeg forstod dem godt. Jeg var hverken pæn eller sjov eller moderne.«

Er Bibi bare ensom? Eller er hun pervers? Eller perverst ensom og på jagt efter sæd for enhver pris?

Rigtig skummelt

For det bliver altså rigtigt skummelt med Bibi i fjerde afsnit, hvor hun omsider formår at forføre Tom. Hvad gør man med en mand, der ikke virker til at tænde på én?

Man springer på hans voksende lem, mens han højlydt fantaserer om at binde sin unge mobber, Mike, til et træ og sidde og kigge på ham, mens han græder og sulter ihjel. Man taler med på fantasien – eller fantaserer med.

I den hævntørst er der sexdrift i dem begge. Eller også er det mere mørkt end som så. For Bibi har aldrig spurgt Tom om, hvorfor Mike afpresser ham. Man afpresser vel nogen på grund af noget. Der er en indforståethed mellem de tre, som er foruroligende.

Ved Bibi godt, at hendes mand er pædofil? At det ikke som sådan er en hemmelighed, at han har misbrugt Mike? Kunne Mike faktisk være offeret, og Bibi en medskyldig, der genspiller og fordrejer perversionerne, når hun stalker og jagter og knalder med og vil myrde Mike? Er ulven i hende en sådan mørk kraft? Eller blot en ensom en?

Og så er vi tilbage til det skelende blik, der … Skal vi have sympati for Bibi eller være bange for hende eller være bange for vores eget ubehag over hende? Og er det overhovedet serieskaberens mening, at vi skal tænke så meget forskelligt?

I fjerde afsnit af Fred til lands bliver serien på mange måder dårlig eller viser sit sande dårlige væsen frem. Karaktererne tømmes for deres mysterier, når skuespillerne spiller for klodset. Så vi hænger på her ved halvvejen ved at sætte vores lid til Lene Maria Christensen og hendes skelende/ikke-skelende blik, der producerer åh så megen skummel tvivl.

’Freds til lands’. Afsnit fire af otte. 56 min. Instruktion: Søren Balle. Manuskript: Jakob Weis, Christian Torpe og Marie Østerbye. Serieskabere: Christian Torpe og Marie Østerbye. DR1 søndage kl. 20 eller dr.dk/tv.

Serie

Vi anmelder ’Fred til lands’

I DR’s nye søndagsserie Fred til lands tvinges en gruppe landsbyboere fra en dyster, americana-inspireret udgave af Fyn til at forholde sig til den inkarnerede ondskab, den lokale bølle Mike. Information anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ja det var ikke helt så meget oppe at ringe som i 3eren, måske fordi de ikke spillede overdrevent nok.
Men altså, John spille af Mads Rømer, Tom spilles af Jesper Riefenstahl.
Der er jo flere mysterier - var det f.eks. Kasper, der kørte Aksel ihjel og ikke Mike?

Lisbet Laursen

Endnu en omgang dæmonisering af den såkaldte udkant?

Marianne Ljungberg

Endnu en manuskript-serie fra manuskript-skolen. Man kan høre lærerens kommentarer: skru op, skru ned, menneskelighed, lidt psykopati, sex, lidt vold, berettermodellen. Ulven, der går på hovedgaden, er det bedste i fortællingen. Den skræmmer mig lidt.

Henrik Ljungberg

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvad med "nasseprinsen" Martin. Han nasser økonomi fra broderen, følelser fra mindst 2 forskellge kvinder med sine hundeøjne og hændervridende fagter, men lyver så det fløjter. Hvem sagde psykopat? Det bliver spændende at se om ikke netop denne karakter får stadig mere og mere indflydelse i handlingen.