Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Eksorbitant ævl vil være planetpenicillin

Litteraturprofessor bader sine centrale pointer i klistret, sprogligt snask, der giver læseren unødvendig åndenød
Den fortolkningskraft, som den amerikanske litteraturprofessor Timothy Morton åbenlyst besidder, skæmmes desværre voldsomt af mislykkede litterære ambitioner

Den fortolkningskraft, som den amerikanske litteraturprofessor Timothy Morton åbenlyst besidder, skæmmes desværre voldsomt af mislykkede litterære ambitioner

Jakob Dall

Kultur
4. oktober 2019

Der hersker udbredt konsensus om, at den globale klimakrise er af så presserende karakter, at handling må initieres pr. omgående, hvis det overhovedet skal have nogen effekt.

Denne ’handling’ har mange facetter, og ud over naturvidenskabernes gruopvækkende rapporter med dertilhørende anbefalinger forsøger filosoffer, aktivister, kunstnere, politikere med flere at søsætte initiativer, der skal redde kloden.

En profileret stemme er den amerikanske litteraturprofessor Timothy Morton fra Rice University i Houston (ikke England, som omslaget skriver). I en længere stribe værker undersøger han kritisk den herskende naturopfattelse blandt filosoffer og kunstnere, særligt udpeger han – med klar afstandtagen – de rødder fra romantikken, som han mener, aktuel naturtænkning er søbet til i.

Det dobbeltgreb er også akserne i Økologi uden natur, et heftigt, næsten febervildt, monsterangreb på stort set alle eksisterende bidrag, der forsøger at give naturen en stemme.

Den analyserende metaldetektor

Mortons tekst er frustrerende læsning, grænsende til det anfægtende. Relevante og tænksomme pointer garneres med så flommede metaforer og unødvendige digressioner, at teksten taber sin interne logik og konsistens.

Der etableres et særegent vokabular, der naturligvis skal være analytisk produktivt, men definitionerne på begreberne er langtfra klare, ja tanken melder sig, om skyggefuldt sprogbrug er en del af den retoriske strategi, der har som ambition at få læseren ned i lavt tempo, så der virkelig kan tænkes. En sympatisk ambition, men faren ved langsom færd er jo, at den totale opbremsning bliver en mulighed.

Mortons tekst vil gerne være klog og belæst og provokerende, og derfor er der masser af unødvendig namedropping, der ikke tilfører teksten andet end bibliografisk blær. En af de slemme:

’Økologi uden natur. En gentænkning af miljøorienteret æstetik’. Timothy Morton.

»(Nogle gange forekommer det mig, at Californien inkarnerer Spinoza helt ned på det plan, hvor surfbrættet møder bølgen.)«

Blabla, om jeg må be’. Det er også lækkert at være Derrida-epigon, men effekten er blot, at man som læser føler sig klog, men ikke rigtig bliver det. En stikprøve:

»Du behøver ikke forbruge noget for at være forbrugeristisk. Du skal bare kontemplere ideen om at forbruge.«

Forbrugerist er her et skældsord, men at »tænke grundigt over« begrebet er jo netop, hvad Morton forsøger at gøre, og han ender således i benævnte kategori. Men værre er da, at pointen i sig selv er vrøvl.

Pointerne – der dog er sitrende og overrumplende og mindblowing og dystopisk eksplosive, når de endelig melder sig – kan nok graves frem fra tekstens høstak, hvis man udviser tålmod i sit arbejde med den analyserende metaldetektor.

Mortons grundlæggende pointe ser ud til at være, at romantikkens centrale begreber om naturen og selvet ikke har potentiale til at omdanne vores forestillinger om disse konceptioner, sådan som det ellers ofte udtrykkes inden for dybdeøkologi, nature writing, eksperimental støj- og ambientmusik med mere, fordi romantikkens syn sætter naturen på en piedestal, hvor den bliver et objekt, der transcenderes og bindes som en »samlet og uafhængig kategori« – på samme måde som kvinden bliver det i patriarkalske ideologier.

Problemet bliver, at hvor de økokritiske perspektiver tror, de hjælper naturen, reproducerer de faktisk blot vores binære forestillinger. Økokritikkerne ønsker at nedbryde subjekt-objekt-skemaet, så vores perspektiv bliver holistisk og økocentrisk, men Morton mener, at denne romantiske idé om omkalfatret verdenssyn er umulig at praktisere.

Mørk økologi

Morton har stor affinitet med økokritikken, og alligevel er bogen et internt opgør eller i hvert fald en selvbesindelse for klodens forkæmpere:

»Økokritikken er rodet for meget sammen med den ideologi, som udgyder stereotyper om naturen, til at den kan bruges til noget.«

Alternativet er for Morton ecocritique, der er en dialektisk kritik i Frankfurterskolens tradition. Målet er, at samfundet kritiseres uden filter (særligt for sin kapitalisme og skødesløse forbrug), men at egen praksis også trevles og justeres.

Økokritikkens fejl er, at den vil nedrive en mur mellem menneske og natur, men objektet, naturen, er en retorisk konstruktion, som kun kan skabes ved hjælp af økokritikkens yndlingsværktøj: ambiens.

Ambient æstetik forsøger at tale om naturen på en måde, så fremmedheden mellem natur og menneske nedbrydes. Den »betegner en idé om en omkredsende eller omgivende verden.« Men Morton ser ud til at anse denne ambition for naiv og forsøger en eller anden gentænkning af den dualisme, hvilket mange økofans ellers betragter som kættersk. Der er ganske enkelt grundlæggende behov for at »anerkende irreducibel andethed.«

Der er også et alarmerende element i Mortons gedulgte analyser. Hvor økokritikken er en febrilsk redningsaktion, et vækkelsesprojekt, er Mortons ecocritique en litterær Manden med leen, der forkynder, at dommen er fældet: Vi har allerede ødelagt verden, der er ikke noget at genoprette, spillet er tabt:

»Det er svært at vænne sig til ideen om, at katastrofen, frem for at være nært forestående, allerede er indtruffet

Dette dystre perspektiv har Morton senere udfoldet med udtrykket »mørk økologi«, der er et alternativ til den dybdeøkologi, han tager afstand fra. Han mener dog, at den mørke økologi på en eller anden måde også rummer et håb om fornyet sameksistens, selv om det fremstår endog meget dunkelt, hvor enderne her mødes.

Den fortolkningskraft, som Morton åbenlyst besidder, skæmmes voldsomt af mislykkede litterære ambitioner. Men der er en anden vinkel, som burde fylde mere, og som på sigt kan tilføre hans analyse et væsentligt perspektiv.

Moralfilosofferne har erkendt, at vores basale etiske orientering stammer mere fra det fundamentale narrativ, vi lever vores liv ud fra, end fra rationelle og deliberative ræsonnementer. Alasdair MacIntyre knæsatte tanken i hovedværket After Virtue, hvor han præcist beskrev, at moral starter med spørgsmålet:

»Hvilken historie er jeg en del af?«

Denne elementære etiske indsigt kunne med fordel absorberes ind i Mortons kritiske karklud. For pointen er jo, at uanset om katastrofen er indtruffet eller et nært forestående, så vil menneskers evne og engagement være bundet til historiernes suggestive kraft.

’Økologi uden natur. En gentænkning af miljøorienteret æstetik’. Timothy Morton. Forlaget Spring 2019. 261 sider. 325 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her