Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Man farer nemt vild i trylleskoven i Elisa Kragerups ’En Skærsommernatsdrøm’

Elisa Kragerups ’En Skærsommernatsdrøm’ på Betty Nansen byder på fortryllende smuk scenografi og koreografi. Men gennem David Lynch-inspireret surrealisme er den også nem at fare vild i og affejer snarere end engagerer sig i moderne begær og virkeligheder
Der er mange forskellige lag og virkeligheder i Elisa Kragerups ’En Skærsommenatsdrøm’, men hvad vil de hinanden?

Der er mange forskellige lag og virkeligheder i Elisa Kragerups ’En Skærsommenatsdrøm’, men hvad vil de hinanden?

Emilie Therese

Kultur
18. oktober 2019

Alfen Puk i skikkelse af Xenia Noetzelmann kigger ud til os gennem scenetæppet. Hun taler i en mikrofon, men da hun stopper, fortsætter hendes stemme med at komme ud af højtalerne. Hun trækker sig tilbage, og da tæppet går fra, ser vi hende kigge frem fra endnu et scenetæppe bagved det første.

Sådan begynder Elisa Kragerups nyfortolkning af Shakespeares En Skærsommernatsdrøm på Betty Nansen Teatret. Og sådan understreger hendes version de mange lag af virkelighed, drøm og fiktion i Shakespeares klassiske forviklingskomedie, der foregår dels i Athen og dels i en fortryllet skov, hvor Puk og de andre alfer laver rod i menneskenes og naturens orden. Der er ingen stabil virkelighed som udgangspunkt, kun lag af drøm og syner.

På mange måder er stykket et oplagt valg for Elisa Kragerup, der også er kunstnerisk chef på Betty Nansen. Hun er kendt for at lave teater, hvor det klassiske og det moderne mødes i udtryk, som sætter kønnet, kroppen og sproget til forhandling.

I En Skærsommernatsdrøm, der flyder over med transformationer, begær og drømmesyner, er der meget at gribe fat i, men også meget stof, der skal forløses og opdateres.

En gruppe unge menneskers kærlighedsliv skal gå op i en højere enhed – Hermia elsker Lysander, der forhekses til at elske Helena, der elsker Demetrius, som Hermia er lovet væk til.

Dertil kommer et metaplot om en gruppe amatørskuespillere, og intrigerne i trylleskoven med alfernes royale par, Oberon og Titania. Som altid med Shakespears forviklingskomedier kræver En Skærsommernatsdrøm til tider, at man holder tungen lige i munden.

Digitale virkeligheder

I Elisa Kragerups opdaterede udgave er virkelighedens verden, byen Athen, hvor menneskene bor, digital og iscenesat.

Hertugen Theseus (Niels Ellegaard) er en aldrende realitystjernepatriark, som med træt irritation i stemmen påbyder, at hans tilfangetagne brud Hippolyta (Maria Rossing) skal have mere botox i læberne.

De første scener udspiller sig som projektioner på et tyndt, hvidt scenetæppe; bagved filmer skuespillerne sig selv med telefoner på selfiestænger.

Det er en smuk koreografi at se et firvejs Skype-opkald, hvor billederne af skuespillerne forstørres, formindskes, fordobles og bytter plads. Det, der diskuteres, er Theseus’ datter Hermias skæbne (hun spilles af Emma Sehested Høeg). Hun er lovet væk til Demetrius (Magnus Christensen), men elsker Lysander (Simon Bennebjerg).

I Kragerups udgave er begge bejlere nogle selvoptagede charlataner.

»Hey Hermia,« siger Demetrius med en Justin Bieber-agtig rynke i panden, mens Lysander retter på sit hår.

Rivalernes nævekamp senere i forestillingen består primært af, at de spjætter halvtruende i hinandens retning – det er virkelig velfungerende slapstick.

Lysander og Hermia erklærer hinanden kærlighed, mens de filmer sig selv med et webcam og livestreamer ud til publikum. Der er ingen følgere eller digitale venner på den anden side af skærmen, ingen kommentarfelter og likes.

Jeg fornemmer nærmere, at streamingen skal forstås som ren narcissisme, som en mulighed for at se sig selv udefra, i forelskelsens rosa lys. Manglen på netop følgerne får stykkets indbyggede kritik af generation selfie til at føles lidt endimensionel og gammeldags. Karaktererne er fastholdt i et ekkokammer af deres egen forfængelighed, der ikke nuanceres eller forstærkes af udefrakommende pres, blikke eller forventninger.

De unge elskende beslutter at flygte fra Athen, og på vej af sted møder de Hermias veninde Helena (spillet af Martine Emilie Barrett Levinsen). Hun er blevet droppet af Demetrius, men elsker ham stadig.

Jeg havde glædet mig meget til at se, hvordan en moderne forestilling ville forholde sig til hende. En ung kvinde med et både kærligt og konkurrencepræget forhold til veninden Hermia, som alle mændene bare er vilde med. Mændenes hierarkiserende blikke kaster grus i venskabets maskineri. Helena insisterer på sin kærlighed til Demetrius, men skammer sig samtidig over at gøre noget, som ellers er forbeholdt mænd: at bejle. Hos Martine Emilie Barret Levinsen ses ved stykkets begyndelse en anden skrøbelighed end hos de andre unge. Der er en anden klangbund i dramaet hos den oversete og underprioriterede i kærlighedens spil. Hun er den, der slukker for kameraet.

Dæmonisk trylleskov

Helena giver Demetrius nys om, at hans kommende brud er stukket af, og så går den vilde kærlighedsjagt ud i den fortryllede skov. Skoven er i denne opsætning blevet til The Woods Lounge, et smukt, hotellobbylignende drømmerum og en tydelig variation over The Red Room i David Lynchs serie Twin Peaks. Der er trukket kraftigt på Lynchs sureelle, uhyggeligt underlige æstetik i forestillingens version af skoven og alfernes verden.

Puk er deadpan og cool i et androgynt, skoleuniformslignende outfit og med pandehåret formet som horn i panden. Mens menneskene gør livet sværere og sværere for sig selv, sidder hun på scenekanten med stenansigt og spiser popcorn.

Der er også noget dæmonisk over både alfedronning Titania (også spillet af Maria Rossing) og alfekongen Oberon (en vidunderligt indestængt Mikkel Arndt). Scenerne med de to, og Titanias sværm af alfer – resten af ensemblet som en flok underlige fuglemennesker iført stramt undertøj og piccolohatte – var de sjoveste og mest velfungerende dele af forestillingen. Titania bevæger sig kantet, aggressivt, neurotisk, katteagtigt. Oberon har ild i skjorten og kan midt i sine befalinger trække sin mimik helt sammen eller udstøde indestængte lyde, som om han er ved at koge over.

Man forstår, at den lunefulde natur, de repræsenterer, ikke kun er sjov og sexet, men også utilregnelig og grum. Også Puk bliver mere dæmonisk i løbet af stykket. Det lidt stive og tjeneragtige ved hende løsner sig, og hun ender i en hypnotiserende lipsync til »I Did a Bad Bad Thing« med Chris Isaak, mens de unge mennesker vælter nøgne rundt bag hende i ét stort kaos.

Hvem kan spille hvilke roller?

Mødet mellem så forskellige visuelle greb som en Lynch-inspireret hotelscenografi, videoprojicerede telefonskærme og dæmonisk koreografi bliver i sig selv en blandet affære, men derudover rummer En Skærsommernatsdrøm også store tonale sammenstød i teksten.

En sidehistorie om en trup af amatørskuespillere, der skal opføre et teaterstykke-i-teaterstykket til Theseus’ og Hippolytas bryllup, er blevet omskrevet af Betty Nansens husdramatiker Line Knutzon, mens resten af forestillingens dialog er genkendelig som Shakespeares vers i nyoversættelse.

I Knutzons version består amatørgruppen af Dansk Maskotunion – Plaugborg, Ellegaard og Arndt i kæmpestore bamsekostumer. Plaugborg som Rumle er en storskrydende amatør med overdreven selvtillid, der skal spille førsteelskeren Pyramus. Arndt er den surmulende Plyster, som skal spille Thisbe, den unge, kvindelige hovedrolle.

Knutzon har forsøgt i en art sketchform at gøre denne forestillingens metadel til en satire over moderne diskussioner om, hvilke skuespillere der kan spille hvilke roller. Det bruges der meget energi og tid på. Rumle spørger til, hvordan han kan spille noget, han allerede er – en smuk førsteelsker. Plyster brokker sig og synes ikke, at han kan spille en ung kvinde. Den slags erfaringer har han ikke. Da Rumle vil spille en mur, spørges der til, om ikke det ville være »krænkende for mure«.

Plyster indvilliger alligevel i at spille Thisbe, og så snart han tager en kjole på, bliver han nærtagende, overfølsom og parodisk og performativt rummelig, siger til en rasende kollega:

»Jeg respekterer, at du har hørt noget, som vi ikke har sagt.«

Det hele kommer til at virke som en ret forudsigelig parodi, der trækker vittigheder fra genkendelige fremstillinger af, ja hvem, måske moderne feminister eller queerpersoner, som nærtagende og bøvlede. Der bakses lidt rundt i repræsentations- og identitetsdiskussioner, men ikke nok til, at jeg forstår, hvad man vil med den.

Jeg er stor fan af Knutzons generelle gakkethed, men podningen med det her aktuelle, politiske stof virker forceret. Det kommer i hvert fald ikke noget særlig nytænkende eller vidende sjov ud af det.

En halv fortryllelse

En halvhjertet repræsentationskomedie oven i skærmkritik, Lynch, drømme, dæmoner og lipsync oven i Shakespeares egne forviklinger mellem de unge og alferne; det føles mere som mange halve forestillinger end som én hel.

Jeg kommer i tvivl om, hvordan elementerne hænger sammen – og i forlængelse hvad det præcis er, Kragerup vil med sin genfortolkning. Der er mange forskellige lag og virkeligheder, ja, men hvad vil de hinanden?

En Skærsommernatsdrøm er også et stykke om ungdom, om de unges løssluppenhed og dumhed, om hvordan de kan balancere deres luner, lyster og forelskelser mellem den magiske, transformative skov og det bestående samfund med dets krav og regler.

Stykket rummer fortryllende scenografiske og koreografiske elementer. Men også et lidt forudsigeligt blik på ungdommen i dag – med deres skærme og samtaler om identitet og repræsentation – der er set meget langt væk fra.

Det føles, som om forestillingen nærmere affejer end engagerer sig i moderne begær og virkeligheder. Jeg ville ønske, at der var blevet brugt endnu mere tid på den dæmoniske og voldsomme trylleskov; i Puks egen, mere subtile, transformation fra en lidt stiv og tilbageholdende beskuer til svejende panteragtig dæmon, sker der noget, jeg ikke har set før. Det er i de elementer, hvor forvandling og magi bliver fysiske, at jeg for alvor fortrylles.

’En Skærsommernatsdrøm’ vises på Betty Nansen Teatret fra 11/10-9/11. Manuskript: William Shakespeare med omskrevne scener af Line Knutzon. Instruktion: Elisa Kragerup. Scenografi: Steffen Aarfing. Dramaturg: Solveig Gade. Medvirkende: Maria Rossing, Peter Plaugborg, Neils Ellegaard, Simon Bennebjerg, Mikkel Arndt, Xenia Noetzelmann, Martine Emilie Barrett Levinsen, Emma Sehested Høeg, Magnus Christensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her