Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Farvel, genfærd’ viser, hvordan savn kan fylde så meget i et liv, at det næsten går i stå

Hovedperson og læser spærret inde i en klaustrofobisk sorg
Italienske Nadia Terranovas roman 'Farvel, genfærd' omhandler teenageren Ida, hvis far forlader lejligheden i en depressiv tilstand og aldrig kommer tilbage. 

Italienske Nadia Terranovas roman 'Farvel, genfærd' omhandler teenageren Ida, hvis far forlader lejligheden i en depressiv tilstand og aldrig kommer tilbage. 

Daniela Zedda

Kultur
11. oktober 2019

Hvordan affinder man sig med sin fars død? Hvordan forholder man sig til sorgen, når den ikke kun skyldes hans bortgang, men også hans utilstrækkelighed som menneske?

I de seneste år er der udkommet flere værker, som stiller den slags spørgsmål: Søren R. Fauths Digt om døden, Molly Balsbys Ponyprivilegiet, Liv Nimand Duvås Vi er vel helte og Julie Top-Nørgaards Jeg går i min fars støvler, for nu bare at nævne nogle af dem.

Italienske Nadia Terranovas Farvel, genfærd er endnu et eksempel. Da fortælleren Ida er 13 år, forlader hendes far lejligheden i depressiv tilstand og kommer aldrig hjem igen. Tilbage står Ida og hendes mor, der får smadret deres liv – ikke mindst det fælles liv i lejligheden, der bliver som en slags museum i forfald: Støvet lægger sig over de håbløst mange ting, mens fugten trænger ned i væggene; intet ændrer sig, medmindre det er til det værre.

Da Ida er blevet voksen, gift og bosiddende i Rom, beslutter moderen sig endelig for at sælge lejligheden. Ida rejser tilbage til Messina for at hjælpe hende med at tømme værelserne og holde styr på de håndværkere, der skal reparere taget for fugtskader.

Mor og datter er varsomme og irritable, både når de taler om den afdøde, og når de forsøger at fortrænge smerten. Ikke overraskende hvirvler Idas besøg en masse minder frem, og fortællingen veksler mellem dagene i lejligheden, scener fra fortiden og Idas mere eller mindre lyriske tanker om faderen.

Farvel, genfærd handler om, hvordan savn kan fylde så meget i et liv, at det næsten går helt i stå. I mange år har Ida »været datter af Sebastiano Laquidaras fravær«, og det har ført til en både fysisk og følelsesmæssig afstumpethed.

'Farvel genfærd' - Nadia Terranova

Da hun spontant og uden synderligt engagement mister sin mødom til en ældre mand, konstaterer hun eksempelvis bare:

»Hvis det sker for kroppen, er det ikke sket i virkeligheden«.

Savnet fører også til et liv, der konstant tynges af fortiden (»Hvis jeg havde prøvet at more mig, ville familiens døde dukke op for foden af min seng og stirre på mig i tavshed«), og frygten for at blive forladt igen får stadig Ida til at skubbe sin mor fra sig (»jeg ville ikke åbne en vej imellem os, som jeg ikke havde mod til at følge«).

Historien om de to kvinder i lejligheden er lille – som et kammerspil, der viser minder i pauserne mellem replikkerne – og Idas måde at forholde sig til sorgen på gør den endnu mindre.

Sorgudløst selvoptagethed 

Farvel, genfærd viser, hvordan en sorgudløst selvoptagethed står i vejen for nye relationer, men som roman bliver den samtidig lidt tung at komme igennem, fordi den traver så meget rundt i det samme traume uden at komme frem til andet end små variationer. Jeg anerkender og forstår hovedpersonens smerte, men måden, den styrer teksten på, får mig snarere til at sukke opgivende.

For én ting er, at Ida skaber en klaustrofobisk og allerede færdigfortolket historie om sig selv. En anden er, at det breder sig til hele bogen. En henkastet bemærkning fra en gammel bekendt kæder faderen sammen med havet i Idas bevidsthed. Dermed kommer lejlighedens fugtskader også til at stå som et symbol på hans altomfattende fravær. Et usynligt problem, der inficerer tankerne og åndedrættet.

Men i stedet for at gøre vandmotivet til en linse, savnet kan fortolkes igennem, trækker både fortæller og forfatter det ned over læserens hoved som en hætte, der strammes hårdt ind og bindes sammen i en fin lille sløjfe.

Inden faderens forsvinden ser Ida »noget der lignede det vand, som dryppede fra varmeapparaterne« i hans pupiller. Senere hedder det, at »hans fravær er blevet til den første fugtplet i loftet«, og et tredje sted: »vi var lammede af min far, der rasende var vendt tilbage for at hjemsøge os via det vand, som disse centimeters permanente krænkelse havde pøset ud over vores loft med større og større vedholdenhed«. Motivet indføres og udlægges i samme bevægelse. I stedet for at give den dybde gør det teksten flad.

Omslaget fortæller, at bogen var nomineret til den prestigefyldte Strega-pris, og succesforfatteren Domenico Starnones lovprisning af romanen citeres på forsiden. Farvel, genfærd er da heller ikke uden kvaliteter.

Terranova har et fint blik for de små stemningsskift mellem mennesker, og de mange overgange fra nutid til erindring er ret elegante. Men når romanen til sidst endelig bryder fri af Idas klaustrofobiske måde at møde verden på, er hendes åbenbaring både forhastet og forbløffende banal. Pointen er sympatisk og alt for lille til at retfærdiggøre en hel roman.

Nadia Terranova: ’Farvel, genfærd’. Oversat af Nina Gross. Forlaget Grif, 211 sider, 250 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her