Man ved, at man er trådt helt ind i computernes kunstige dronningedømme, når åbningsnummeret på et album bærer titlen »Mailto-spasm@swamp.god?subject=Mind-Body Parallels«.
Man aner så også, når man ser på coveret til amerikanske Fire-Toolz’ tredje, nye, fine, men grovkornede album Field Whispers (Into the Crystal Palace), at man er på vej ind i en virtuel adventureverden.
To smukke kulørte påfugle står i et computertegnet landskab. Euforiserende, pink svampe i forgrunden. Lyn, torden, en solformørkelse og sneklædte bjerge i baggrunden. Vi er i et psykedelisk flippet og digitalt forrevent eventyr.
Fire-Toolz er transkønnet og hedder Angel Marcloid til daglig. Hun har base i Chicago og har været operativ siden 2015, men allerede i 90’erne begyndte hun at spille progrock, metal, emorock og noise og grindcore i andre sammenhænge i Baltimore.
Hyperlinks svæver frit
På Field Whispers synes hyperlinks at svæve frit i luften, alt kan opløses og absorberes i computeren. En lækker elguitar rejser sig i æteren, glasklare synths bimler kirkeligt. Så driver en saxofonserenade ind i lydbilledet. Letbenede beats, selvdestruktive baslyde, bløde børnemelodier og skarpe skalaer støder sammen. Så mister musikken orienteringen og skifter retning.
Vi har tidligere haft komplekse benbrud på vores traditionsfæstnede musikforståelse – brud, der naturligvis kan læses som svar på en ny virkelighed. I midt-90’erne formulerede triphopperne Massive Attack og Tricky en urban blues i et nedbrudt England. Ja, allerede i slut-80’erne skabte Public Enemy et samplerdelisk-apokalyptisk billede af Reagan-æraens USA.
Nu lever vi i en ny, globaliseret forvirring. Vor tids klondike er vildere, voldsommere, stressfremkaldende. Og kompleks musik kan være en måde at skabe orden eller mening i kaos.
Fire-Toolz indrammer og organiserer oplevelsen af en verden, hvor alt, der er solidt, smelter i tynd luft. På den led er hun beslægtet med centrale avant-elektroniske landsmænd Ohneohtrix Point Never, der senest blandede barok- og mikrochipmusik, samt vaporwavemesteren og tegnopløseren James Ferraro.
Teksterne handler angiveligt om paranoia, seksualitet og internetkultur, og det er nærliggende at høre albummet som lyden af den mere udflippede kreative ungdoms desktops
Kærlighed til Windows 3.1
Vor tid er også cyborgernes tid. Menneske og maskine smelter sammen, og Fire-Toolz’ krop uploades også til hendes computer. Engang spillede hun sygt svære elguitarkompositioner i et noise-grindcore-band i sure øvelokaler. Nu indspiller hun i computeren langt mere svale, behagelige melodiske passager på strengeinstrumentet.
Og når Fire-Toolz synger, så er det i en grumt grovkornet form, der lyder, som om den lider i en digital torturkælder. »Human / Out of touch with your birthright / Tranquility / Synonym / Kingdom of Heaven / You feel it / Then a thought comes and it’s gone«, growler hun.
Ikke en tekst denne anmelder har aflyttet, den har jeg måttet læse mig frem til – så forvrænget er hendes sangstemme.
Teksterne handler angiveligt om paranoia, seksualitet og internetkultur, og det er da også nærliggende at høre albummet som lyden af den mere udflippede kreative ungdoms desktops. Eller som et adventurespil, der udspiller sig som en sværdkamp om at bevare en identitet, der ikke kan formuleres enkelt.
Med til identiteten hører så gerne og ofte nostalgien. Musikken er fuld af gejle 80’er-melodier og demonstrativt kunstige klange fra samme årti. Og Fire-Toolz’ nostalgi retter sig også mod styresystemet Windows 3.1 fra 1992 og dets kulørte æstetik. Det er fra før internettet blev udbredt – fra før kaos.
Fire-Toolz: ’Field Whispers (Into the Crystal Palace)’ (Orange Milk Records).
