For første gang nogensinde: Nu er vi alle blevet kapitalister

Hvis du bor i en lejlighed i byen, og du skal på ferie, så ved du godt, du burde tage dig sammen og leje den ud. Du er godt klar over, at andre får finansieret hele deres ferie ved at udleje deres lejlighed på Airbnb, mens de selv er ude at rejse. Det er ikke perverst at tænke sådan, det er fornuftigt. Din lejlighed står alligevel tom, og så bliver det gratis for dig at komme ud at rejse.

Den serbiske økonom Branko Milanovic bruger i sin nye bog Capitalism Alone dette eksempel til at demonstrere, hvordan vores livsformer og samfund er blevet det, han kalder »hyperkommercialiserede«. Dit hjem er ikke noget helligt, som er hævet over handel, men må ligesom alt andet betragtes som en mulig vare:

»Hjem, som man før i tiden lånte ud en uge til familie og venner uden kompensation, er nu blevet til aktiver, man lejer ud til fremmede. Så snart det sker, er den slags goder blevet til varer, som har en markedspris,« skriver Milanovic:

»Og hvis du ikke udnytter det, er det et åbenlyst spild af ressourcer.«

Det er den fornemmelse, du har, når du ikke får ryddet op, gjort rent og sat din lejlighed til leje på Airbnb, inden du tager på ferie: Du smider penge ud ad vinduet.

Eksemplet viser også, hvorfor kapitalismen er blevet så stærk, at den nu er globalt dominerende uden virkelige undtagelser og uden rigtige modstandere over hele verden:

»Kapitalismen har haft langt mere held end nogen af sine modstandere,« skriver Milanovic, med at skabe en verden, »hvor de enkelte mennesker i deres handlinger til daglig realiserer og forstærker de værdier, som hele det sociale system bygger på«.

Det er blevet en daglig motivation for mennesker fra alle klasser i alle dele af verden at tjene penge. Det er kort og godt et mål, som får os til at gøre det meste af det, vi ellers ikke ville have gjort, og som dagligt driver os frem.

Det er aldrig sket før, at hele kloden fungerer efter samme økonomiske princip

Man kan sige, at borgere i alle lande taler samme sprog og følger samme logik, når de grundlæggende betragter det at tjene penge som målet for de fleste aktiviteter. Denne sejrende hverdagsideologi er tæt knyttet til en økonomisk tænkning i vores systemer, som dominerer alle politiske regimer, uanset om de kalder sig liberale, islamiske eller kommunistiske.

Det er ifølge Milanovic aldrig før sket i historien, at hele kloden fungerer efter de samme økonomiske principper: Vores produktion er lavet for at skabe profit, vi bruger lovligt frit lønarbejde, og det meste bygger på privatejet kapital.

Alle er som privatpersoner, borgere og økonomiske aktører blevet kapitalister. Det er den globale tilstand og de konflikter, det skaber, som Milanovic undersøger i Capitalism Alone.

Hans præmis er, at kapitalismen findes i former, som skaber forskellige problemer og ødelæggende tendenser, der skal kritiseres og korrigeres. Men vi har aldrig set systemer, som var bedre til at skabe fred, velstand og retfærdighed.

Og vi har ingen grund til at antage, at vi kunne finde på nogen bedre systemer nu, som forener samfundets fælles logik med de enkeltes menneskers stræben efter frihed, lykke og sikkerhed. Vi er alene med kapitalismen i historien.

Milanovic har været ansat som cheføkonom i Verdensbanken, der er en af de institutioner, som har været med til at udvikle den økonomiske globalisering. Men efter han sagde op, har han skrevet flere bøger, der afdækkede og advarede mod den stigende ulighed i verdens nationalstater.

Hans hovedværk er Global Ulighed – En Ny Tilgang i Globaliseringens Tidsalder fra 2016, hvor han viste, hvordan uligheden mellem landene i verden er blevet mindre, mens uligheden i de enkelte lande er steget. Han har udviklet den såkaldte ’elefant’, som illustrerer, hvordan uligheden globalt betragtet faktisk er faldet over de seneste årtier, men at den middelklasse, der har været det sociale fundament for de vestlige demokratier, er blevet mindre og svækket.

Uligheden er ødelæggende for den økonomiske vækst

Hans nye bog adskiller sig fra de gamle, idet den ikke bygger sine teser på nye analyser af data, men snarere er en slags politisk essay om den økonomiske verdenssituation. Det er ikke en økonomifaglig bog, men en form for kulturkritik.

Han behandler først udviklingen af ulighed i de vestlige lande, derefter modstiller han den liberale kapitalisme i Vesten med den autoritære version, som han kalder den politiske kapitalisme. USA er modellen for den liberale kapitalisme, og Kina er modellen for den politiske kapitalisme.

Efter et kapitel om immigration og integration i et økonomisk perspektiv, runder han bogen af med forslag til, hvordan den liberale kapitalisme kan reformeres, så den ikke ødelægges af sine tendenser til ulighed og nogle overvejelser om styrkeforholdet mellem USA’s og Kinas økonomiske modeller.

Tre forhold betinger ifølge Milanovic vores globale situation i dag. Den ene er, at uligheden vokser dramatisk i alle store lande. Den anden er som sagt, at kapitalismen står tilbage uden ideologiske og politiske modstandere, og den tredje er, at Asien efter at have været Vesten markant underlegen i to århundreder er ved at blive økonomisk jævnbyrdig igen.

Han redegør først for, hvordan uligheden er steget i Vesten, og hvad man gør ved det. Den ulighed, som er blevet skabt over de sidste årtier, er nemlig ifølge Milanovic ødelæggende for den økonomiske vækst, den sociale stabilitet og for overhovedet at kunne være samfund, der opleves som retfærdige. 

For hundrede år siden havde vi to typer overklasser, som stod over for hinanden: Den ene levede af deres formuer og arbejdede ikke, de var »rentiers«. Den anden havde ikke formuer, men levede af deres arbejdsindkomster. Men flere og flere af de rigeste har i dag både store formuer og høje lønindkomster, som vel at mærke er vokset voldsomt over de seneste årtier.

Dertil kommer et andet nyt forhold: For hundrede år siden var de fleste med enten store formuer eller høje indtægter gift med kvinder, som hverken havde det ene eller det andet. Men i dag bliver flere og flere gift med partnere, som også tjener mange penge. Det radikaliserer uligheden til et niveau, hvor den efterhånden synes at dominere det politiske system.

Det sidste forklarer Milanovic uden overbevisende dokumentation med de riges støtte til politiske kampagner, deres lobbyarbejde og deres donationer, som skulle præge lovgivningsprocessen, så den favoriserer dem selv.

Han har fire konkrete forslag til, hvordan uligheden kan bekæmpes politisk. Man skulle for det første lave en skattepolitik, som gør det mere attraktivt for borgere uden formuer og mindre attraktivt for de rigeste at købe aktier.

For det andet skulle lønmodtagerne gøres til medarbejdere af de virksomheder, hvor de arbejder, gennem planer for medarbejderaktier.

For det tredje skulle en effektiv og offensiv arveskat fungere som omfordeling af velstand og som udligning af ulighed mellem generationerne. Endelig skulle den bedst mulige uddannelse være tilgængelig for alle borgere. 

Hyperkommercialiseringen skal begrænses

Det næste er sammenligningen mellem den liberale og den politiske kapitalisme. Udgangspunktet er, at Kina, der i de seneste årtier har oplevet markant større vækst end USA, nu begynder at udbrede deres indflydelse i verden og stille politiske krav til dem, som vil have adgang til deres marked. De forhandler fra en ny styrkeposition.

Den politiske kapitalisme baserer sig på tre forhold, anfører Milanovic: et effektivt bureaukrati, fraværet af retsstat og statens selvstændighed til at planlægge produktionen og økonomien. Det politiske system har større handlekraft, men det er også langt mere afhængigt af økonomisk vækst.

Det liberale demokrati har den principielle fordel, at det giver goder til borgerne og personlig og politisk frihed, som de opnår, uanset om systemet leverer økonomisk vækst. Og den politiske kapitalisme vil først for alvor blive testet af dens egne borgere, når den ikke skaber øget velstand. 

Milanovic slår fast, at han regner det for helt usandsynligt, at en af de to kapitalismer skulle overvinde og besejre den anden. Det er ikke en global ideologisk kamp, vi står midt i.

Den politiske kamp står i vores egne samfund, hvor uligheden skal bekæmpes, og hyperkommercialiseringen begrænses. Du kan jo starte med at spørge dig selv, om du i virkeligheden ikke helst vil have et hjem, som ikke er en handelsvare, og om det ikke også burde gælde for hele samfundet. 

Branko Milanovic: ’Capitalism Alone’. Harvard University Press. 286 sider, 30 dollar.