Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Et forsvar for mobilspil: Tænk at opleve tilværelsen fra en sovjetisk paskontrollørs perspektiv ...

I stedet for at læse dig igennem Dostojevskij i ferien, kan du hente de bedste computerspil ned på mobilen. Godt nok ligger mobilspil i bunden af det kulturelle hierarki, men alt det, vi jagter i den store litteratur, findes også her
I ’Donut County’ begynder hullet fra en donut pludselig at sluge sine omgivelser. I spillet er du hullet.

I ’Donut County’ begynder hullet fra en donut pludselig at sluge sine omgivelser. I spillet er du hullet.

Ben Espesito / Annapurna Interactive

Kultur
11. oktober 2019

Prøv at se det for dig. Du går gennem bussen og bemærker en person, der sidder og swiper på sin mobil. Ud af øjenkrogen kan du fornemme på farverne på skærmen og hendes bevægelser, at det er et computerspil.

Hvad tænker du? Er der en lille, lynhurtig, dømmende stemme, der tænker, at hun burde bruge sin tid på noget bedre? Snakke med sidemanden, slappe af i hjernen, kigge ud ad vinduet. Sådan noget?

Det er jo egentlig ret trivielt: jo ældre en kulturform er, jo finere er den. Stort set. Klassiske romaner og strygermusik ligger i top, installationskunst og film ligger i midten og helt, helt nede i bunden af det kulturelle hierarki ligger computerspillene og i bunden af dem ligger spillene på mobilen. Selv computerspilsentusiasterne hader spil på mobilen.

Der er et utal af chatforums kun dedikeret til at diskutere, hvorfor mobilspil alle sammen ligner hinanden og bare er glorificerede såkaldt skinnerbokse, et udtryk, der popper op igen og igen, når pc- og konsolentusiaster skal nedgøre spil på mobilen.

De henviser til de små kasser, hvor adfærdsforskeren B. F. Skinner kunne få rotter til at gøre hvad som helst, ved hjælp af foderpiller som belønning og elektriske stød som straf. Folk, der spiller på mobilen er bare dumme rotter, med andre ord.

Så formentlig vil du, hvis ikke i nærværende avis, så i andre medier, kunne læse hvilken Tolstoj og Woolf-klassiker den og den kendis skal læse i efterårsferien.

Og hey, ikke et ondt ord om en stor romanoplevelse, men det er jo bare ikke for alle.

Hvorfor er det egentlig, at vi skal gøre livet så svært for os selv i vores ferie? Hvad nu hvis sandheden er, at det vi jagter i den store litteratur også ligger lige nede i din lomme?

Åh, hvem, der bare var et hul

Jeg bryder mig ikke om tanken om kultur som en pligtnydelse, der bliver pålagt af andre. Lysten er det vigtigste, og tænker man sådan, så er der store oplevelser inden for alle genrer.

Så i sommer, op til ferien, gik jeg ikke på biblioteket som jeg plejer. Jeg gik i App-store og brugte hele sommerferien på mobilspil. For det havde jeg lyst til. Og jeg spiller stadig.

For det der åbnede sig, var en utrolig verden af oplevelser, der spænder så bredt, at man næsten ikke kan forstå, at det er samme medie. Og jeg har haft alle de følelser, jeg forbinder med mine største læseoplevelser.

For det jeg længes efter i bøgerne, når jeg sidder på arbejdet og fantaserer om at læse i ferien, er fordybelse. Og alle de former for fordybelse, jeg har oplevet i bøgerne, dem oplevede jeg i år i computerspillene.

For det første, følelsen af, at man bliver lokket ind i en historie og pludselig reflekterer over dele af tilværelsen, som man ellers ikke orker at tænke på – måske fordi de er for ubehagelige eller for svære.

I Papers, Please var jeg en paskontrollør i den fiktive sovjetstat Arstotzka i 1982. Helt instinktivt gik jeg i gang med at tjekke folks pas og følge reglerne som spillet og det kommunistiske regime stillede op for mig. For sådan gør man jo i et computerspil.

Det gav en underlig tilfredsstillende følelse at sidde og godkende ordentlige papirer og afslå dem, der var udløbet. Så da de moralske dilemmaer begyndte at poppe op, var jeg allerede alt for langt inde i tankegangen til bare at gøre det rigtige: Spørgsmålet om, hvorvidt jeg skulle adskille et ægtepar, der ikke havde matchende papirer, føltes som et oprigtigt smertefuldt dilemma.

Spillet indførte mig mindst lige så effektivt i ondskabens banalitet som nogen Solsjenitsyn-bog eller alle seks sæsoner af The Americans.

For det andet, selvfølgelig, den vidunderligt dekadente følelse af fortabelse og relativisering af dagligdagens rytmer som kun den mest fint kalibrerede underholdning kan give. Man starter på noget om aftenen, blinker med øjnene, og så er klokken tre om natten.

Den følelse er den perfekte modgift til hjernens tendens til at tænke på arbejde i starten af ferien. Skid hul i, at børnene vågner om fire timer, jeg er nødt til lige at se, hvad der gemmer sig om hjørnet. Mails, forpligtelser på den anden side af ferien, løse ender, alt forsvinder som dug for solen.

I The Room-spillene jagtede jeg spor efter spor og ledetråd efter ledetråd, som en gal eksperimenterende filosof havde efterladt mig. Man manipulerer sære kasser, dukkehuse og andre sager fyldt med små hemmelige håndtag og mekanismer. Og på en touchscreen føles det hurtigt, som om man rent faktisk rører ved tingene. Det er en fantastisk følelse, der ledte mig fra æske til æske og fra spor til spor, indtil klokken, arbejde og alt omkring mig var væk.

For det tredje, følelsen af hengivelse, man kan få, når man glemmer, hvem man er. Fordi man smelter sammen med en fiktiv person og langsomt begynder at tænke ud fra deres logik og følelser i stedet for sine egne.

I Florence var jeg i en lille times tid totalt opslugt af følelsen af at være en 25-årig amerikaner, der møder sit livs kærlighed. Jeg blev trukket tilbage til mine egne forelskelser og tænkte dybt og længe over dynamikkerne i mit eget parforhold.

Historien bliver fortalt lineært, næsten som en lille tegneserie, men med den afgørende forskel, at man medoplever Florences følelser gennem små spiltricks: når hun keder sig på arbejdet, ordner man små kedelige regnskaber for hende.

Da man lykkeligt flytter sammen med kæresten, er man med til at vælge, hvilke ting de to skal have i lejligheden. Jeg følte alle hendes følelser hen mod slutningen og kom tilbage til min egen verden i sommerhuset med tårer i øjnene og en følelse af totalt egotab.

For det sidste, følelsen af overvældende inspiration, når et værk får én til at se en del af tilværelsen fra et helt andet og overraskende perspektiv. I Donut County styrede jeg et hul rundt på skærmen med min finger og for hver ting, der faldt i hullet, blev mit hul større.

Prøv at tænke på, hvor filosofisk overdrevet det er, at man kan føle sig som et hul. Ikke bare et andet menneske, eller et dyr, eller en umælende genstand, hvilket vel er svært nok, men et hul. Det modsatte af noget.

Spillet er bygget op som et virkelig sjovt lille krimimysterium, hvor man prøver at forstå, hvor det her hul, der hærger hele byen kommer fra. Det lyder helt absurd og simpelt. Men følelsen af at drøne rundt og sluge alt fra små blomster til hele huse ligner ikke noget andet.

Og her kan spillene virkelig noget, selv i forhold til romaner, fordi det du styrer ikke engang behøver at have en stemme. Tænk at opleve tilværelsen fra et huls perspektiv.

Fucking Candy Crush

Hvis det er så vidunderligt at spille på mobilen, tænker du nok, hvorfor hader alle så mobilspil? Forklaringen er simpel: Candy Crush. Fucking Candy Crush.

Hvis du nogensinde har spillet på din mobil, er der en rigtig god chance for, at du har prøvet Candy Crush. Spillet fylder din skærm med en masse farvestrålende stykker slik, som du så flytter rundt og får til at passe sammen. Jo flere stykker ens slik du sætter sammen, jo større belønning får du i form af ekstremt effektivt komponerede effekter med lys og lyd.

Det er svært at forestille sig, præcis hvor afhængig man kan blive af den tilfredsstillelse det giver, men det er den hjernedøde form for underholdning, som kritikerne taler om, når de kalder mobilspil for skinnerbokse.

Flotte, blinkende effekter og rosende lydeffekter får din hjerne til at belønne dig med dopamin, hvilket føles dejligt på kort sigt, men den langsigtede belønning kommer ikke i form af et nyt perspektiv på livet eller en historie med en spændende udvikling.

Den ender i lommerne hos firmaet King, der laver Candy Crush. Tallene taler for sig selv. Spillet kom i 2012 og i første kvartal af 2019 tjente spillet stadig over 1,5 milliarder kroner. På trods af at det er gratis. Det er en grotesk succes, som utallige spil kopierer.

Det gør, at markedet bliver overstrømmet af spil, der kun handler om at gøre dig så afhængig som mulig, så hurtigt som muligt og aldrig have en afslutning. Med indlagte små forhindringer, som du kan betale syv kroner for at ophæve undervejs, når du higer allermest efter et dopaminfix.

Det er det modsatte af en kulturoplevelse, det er din hjernes belønningssystem, gjort til et våben rettet mod din pengepung. Ikke rart. Heldigvis er det let nok at undgå den type oplevelser, du skal bare aldrig nogensinde hente et gratis spil.

Der er utroligt meget godt at sige om spil på mobilen. Med høretelefoner i ørerne og en skærm man kan røre direkte på, kan det være en af de mest umiddelbare og demokratiske kulturoplevelser, vi har adgang til. Meget mere effektivt til at facilitere effektiv fordybelse end selv den mest avancerede 3D-biograf.

Du behøver ikke at køre nogen steder hen, du skal ikke trykke på sære, fysiske knapper, spillene er billigere end både bøger og biografbilletter. Så næste gang du ser en person i bussen, der sidder og spiller på mobilen, så prøv i stedet at forestille dig en person, der har en helt vild oplevelse eller i gang med at få en stor personlig indsigt.

Det passer ikke helt, at jeg kun spillede på min mobil i sommerferien. Når jeg en gang i mellem havde brug for en lille pause fra skærmen, så læste jeg den finske klassiker Fuglene, der handler om landsbytossen Mattis. Han er besat af et sneppetræk, der pludselig går hen over hans hus. Men ingen i landsbyen forstår ham, når han prøver at formidle sin begejstring over fuglefænomenet.

De kigger bare skævt på ham og ruller med øjnene. Jeg følte mig meget som Mattis i sommerferien, når jeg sad og swipede og trykkede og følte mine store mobilspilsfølelser.

Kasper Lundberg skriver om digital kultur for dr.dk og er vært på programmerne Stream team 2.0 og I røven af …, der handler om tv-serier og Den sorte boks, der handler om mobiltelefonens verden.

Ti mobilspil, der kan udvide din bevidsthed (uanset om du har spillet computer før)

Florence’ (Mountains): Historien om den 25-årige Florence, der møder sit livs kærlighed. Tager under en time og bliver fortalt fra A til B som en interaktiv tegneserie. Du rykker handlingen fremad ved at hjælpe med alt fra at tjekke hendes sociale medier til at vælge møbler i lejligheden.

’Sky: The Children of the Light’ (That Game Company): En euforiserende flyvedrøm af et spil, hvor du bevæger dig gennem en betagende udstrakt ødemark. Du løser små opgaver og møder andre umælende væsener undervejs.

’Her story’ (Sam Barlow): Hvis du er fan af tv-serien ’True Detective’ eller podcasten ’Serial’, så vil du føle dig hjemme foran den simulerede pc-skærm med videoklip af Hannah, hvis mand er blevet myrdet. Du søger rundt i gamle videoklip med hendes afhøringer fra 1994 og prøver at opklare mysteriet.

’Donut County’ (Ben Esposito/Annapurna Interactive): Et totalt gakket mysterium om en by fyldt med dyr, der bliver terroriseret af et hul, der sluger alle deres huse. Du er hullet og vokser, for hver ting du sluger.

’Cosmic Top Secret’ (Klassefilm Aps): En dansk autobiografisk historie om T., der prøver at finde ud af, præcis hvilken rolle hendes forældre spillede i efterretningstjenesten under Den Kolde Krig. Du bevæger dig igennem surrealistiske kollager og finder spor og hemmelige dokumenter.

’Oxenfree’ (Night School Studio): Du er teenagepigen Alex, der skal overnatte med nogle venner for sjov på en mystisk ø, der viser sig at gemme på et overnaturligt mysterium. Du bevæger dig rundt på øen, opdager skumle hemmeligheder, snakker med de andre om teenageting og prøver at komme væk med livet i behold.

’Year Walk’ (Simogo): En okkult gyserhistorie baseret på svensk folklore. Du bevæger dig rundt i skoven, ser syner og møder uhyggelige væsener. Kræver lidt stærke nerver.

’Lifeline’ (Three Minute Games): Du kommer pludselig i kontakt med en astronaut, der er strandet på månen og har brug for din hjælp. Rumthrilleren udnytter telefonens notifikationssystem, til at give dig følelsen af, at I rigtig kommunikerer henover tid. Forbered dig på at gå og vente nervøst på at få svar fra din nye ven i rummet, når du har bedt staklen undersøge en skummel hule.

’The Room’ (Fireproof games): Du er på jagt efter en gal videnskabsmand, der laver mystiske eksperimenter med eksistensens grundelementer. Du løser tredimensionelle puslespil ved at trække, skubbe, vende og trykke på alle mulige sære genstande.

’Papers, please’ (Lucas Pope/3909 LLC): Du er grænsevagt i den fiktive sovjetstat Arstotzka i 1982. Du tjekker pas og dokumenter for fejl og mangler og afviser og godkender folk til at krydse grænsen, mens du prøver at tjene til din families overlevelse.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Ikke helt enig. Fotografi, mad og litteratur er alle fint nutidig kunst.

Ligeledes er lyrespil, knipling og børneofringer med tiden gået lidt af mode.

Derfor, giv mobilen en pause og læs en bog eller hør et lang stykke musik i stedet. Det er noget der sætter spor i erindringen.