Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Goethe faldt pladask for Alexander von Humboldt. Det samme bør miljøbevægelserne gøre i dag

Andrea Wulfs fremstilling af en af verdens største videnskabsmænd nogensinde fortjener mere end én gennemlæsning, så righoldig den er. Bogen inspirerer til at slå efter både her og der
Andrea Wulf følger sin hovedperson på hans omfattende ekspeditioner, der gang på gang er ved at koste den nidkære opdagelsesrejsende livet. Intet synes at kunne stoppe den i øvrigt ret sart udseende lille mand, der helt bevidst udsætter sig selv for umenneskelige prøvelser som en del af udforskningskomplekset. Dette er en af Alexander von Humboldts egne skitser.

Andrea Wulf følger sin hovedperson på hans omfattende ekspeditioner, der gang på gang er ved at koste den nidkære opdagelsesrejsende livet. Intet synes at kunne stoppe den i øvrigt ret sart udseende lille mand, der helt bevidst udsætter sig selv for umenneskelige prøvelser som en del af udforskningskomplekset. Dette er en af Alexander von Humboldts egne skitser.

Ritzau Scanpix

Kultur
4. oktober 2019

De sidder hugget i sten foran den vældige bygning på Unter den Linden i hver sin stol foran det universitet, der er opkaldt efter dem, og som den ældste, Wilhelm von Humboldt (1767-1835), diplomat, sprogforsker og filosof, var medstifter af. Men det var lillebror Alexander von Humboldt (1769-1859), geograf og opdagelsesrejsende af gavn, der af mange gode grunde blev så berømt, at bogstaveligt talt hele verden sørgede, da han ældgammel, men fortsat aktiv døde i det Berlin, denne til stadighed omkringfarende, allestedsnærværende naturforsker opfattede som et fængsel.

I sin egenskab af adelsmand, friherre osv. havde Humboldt pligter ved det preussiske hof, en side af tilværelsen, han afskyede, men bed i sig af pligtfølelse og især af økonomiske grunde.

I dag er Alexander von Humboldt erindret i utallige stednavne i Tyskland, flere i USA, ved en gletsjer i Grønland, ved Humboldt-strømmen langs Latinamerikas vestkyst samt et utal af andre steder og fænomener, som den store mands navn beklæder.

Alexander von Humboldts navn kunne forbindes med så meget, eftersom han var noget så umoderne som polyhistor, bredte sig over så at sige alle fagområder, som han under sine rejser stødte på: botanik, geologi, medicin, antropologi, biolog etc.

I den forstand er Humboldts enorme bindstærke værk forældet. Moderne fagfolk er specialister. Humboldt var i sin ufattelige begavelse specialist på en række områder, derfor pr. definition i en mere strengt fagopdelt tidsalder generalist, og det har man længe ikke set venligt på. Men netop af den årsag burde han i disse tider, hvor Jorden er i opbrud som hidtil forholdsvis stabilt habitat for vores art og flere andre, genindtage sin gamle plads som førende generaliserende naturfilosof og for den sags skyld -moralist.

Klimafornægterne burde studere Humboldts værk

Humboldt påviste før nogen anden, og før nogen gjorde det i den grad konsekvent, empirisk og argumenteret helt ud i hjørnerne, hvorledes de miljømæssige betingelser for liv og trivsel, død og ødelæggelse nøje hænger sammen. Indså på et indforstået plan, der i vore dage må forbløffe og yderligere forurolige, hvorledes rovdrift af enhver art, eksempelvis uhæmmet fældning af skov, overgødning, ensidig dyrkning, nidkær dræning osv. i forbløffende hast ændrer selv store natursystemer og lægger betydelige landområder øde.

Andrea Wulf: 'Opfindelsen af naturen. Den eventyrlige beretning om videnskabens glemte helt'.

Gucca
Om nogen burde studere Humboldts værk, var det vel sagtens Brasiliens præsident, den absurde klimafornægtende mand i Det Hvide Hus og for den sags skyld danske politikere, der rask væk kalder bekymrede folk klimatosser.

Hele Humboldts livslange værk bygger på præcise iagttagelser, indsamling af materiale og præparater, optælling af, hvad det skal være, der kan tælles, omhyggelige temperaturregistreringer og opmålinger.

I fiktionsform er Humboldt skildret, let karikeret og morsomt – der var bestemt en humoristisk dimension i mandens hyperaktive adfærd – i Daniel Kehlmanns roman Opmålingen af verden.

Nu foreligger i gedigen oversættelse ved Nanna Lund Andrea Wulfs Opfindelsen af naturen. Den eventyrlige beretning om videnskabens glemte helt. En brosten af en bog på 611 sider med fyldige noter og hele apparatet samt fine illustrationer.

Alexander von Humboldts faglige baggrund tog udgangspunkt i mineingeniøruddannelsen, hvor den minutiøse indsamling af geologisk materiale så at sige begyndte i jordens indre og i de geologiske miljøer, der forvissede Humboldt om jordens ustandselige foranderlighed. Herfra udvidede han sine indsamlingsprincipper til verden som sådan i en foreløbig kulmination gennem godt fem års ekspedition gennem store dele af Venezuela, Peru og det Amazonas, som nu er truet af udslettelse.

Her som andre steder så og forstod den unge Humboldt skovhugstens trussel mod økosystemerne og satte disse fænomener i forstandig sammenhæng med klimaforstyrrelser, som han uddybede indsigten i ved at opfinde og systematisere isobarsystemet og derved påvise klimaets afhængighed af andet end solen. Dertil kom systematiske studier under månedlange sørejser af havstrømme og vandtemperaturer.

Ydermere målte Humboldt sig frem til jordens ret placerede magnetfelter og felternes betydning i den store sammenhæng, som han med tiden opmalede i det, man har kaldt Humboldts naturmaleri: Naturgemälde, hvori han sammenfatter alle tilgængelige iagttagelser, og som kulminerer i det endelige storværk i flere bind, som han skriver på til det sidste, med den sigende titel: Kosmos.

Andrea Wulf følger sin hovedperson på hans omfattende ekspeditioner, der gang på gang er ved at koste den nidkære opdagelsesrejsende livet. Intet synes at kunne stoppe den i øvrigt ret sart udseende lille mand, der helt bevidst udsætter sig selv for umenneskelige prøvelser som en del af udforskningskomplekset. Er næsen ved at fryse af under bestigningen af ét stk. vulkan, kompenseres man ved, at den lava man betræder er brændende varm.

Denne ubegribeligt overvældende og ofte tapre aktivitet, der lige så ustandseligt udmønter sig i bøgernes skriftlige vidnesbyrd, udbreder navnet Humboldt nær på og fjernt. Tidens (andre) store ser det som et mål i sig selv bare at møde den stadigt mere omtalte mand, hvis status snart er som en rockstjernes.

Det videnskabelige og med tiden også politiske jetset følger med i, hvor berømtheden p.t. opholder sig, og når Humboldt kommer eksempelvis til London, ved hele byen besked og modtager ham med ovationer.

Mennesket kan gøre sig til altet ved nedbrydning af naturen

På flere af periodens store navne sætter Humboldt direkte sit præg. Det gælder måske især Simón Bolívar og Thomas Jefferson, sidstnævnte højtbegavede selv altmuligmand kaldte Humboldt: en pryd for sin tid. I deres selskab udvikler Humboldt sine politiske frihedstanker og forestillinger, sådanne vi ville kalde socialt demokratiske med bekæmpelse af fattigdom og nød og lige ret og lige muligheder også hvad angår tilgangen til verdens naturrigdomme.

Siden må Humboldt tage afstand fra frihedshelten Bolívar, der i vanlig utålmodighed og stigende brutalitet udvikler sig til diktator, hvad Humboldt forkaster, skønt han selv er del af et preussisk autokratisk system, eller snarere derfor. Med hensyn til Jefferson og James Madison kan humanisten Humboldt aldrig forlige sig med deres reelle accept af slaveriet, som de to pæne mennesker da heller ikke selv bryder sig om, men som de tjener formuer på. Økologiske katastrofer kan have mangt et ansigt, også menneskets.

Andrea Wulfs fremstilling af en af verdens største videnskabsmænd nogensinde fortjener mere end én gennemlæsning, så righoldig den er. Bogen inspirerer til at slå efter både her og der. Da Goethe møder Humboldt, falder han pladask for den hurtigttalende tilsyneladende alvidende preusser og bliver inspireret til det videre arbejde med hovedværket Faust.

Her er alverdens indsigt jo samlet i én person, hvis forhold til Gud i øvrigt som Humboldts er distræt. Wulf tegner uforglemmelige scener fra møderne i Jena og Weimar mellem brødrene Humboldt, Goethe og Schiller. Der gad man godt have været en tysktalende flue på væggen.

Mennesket har førend den krise, vi står i nu, og som Alexander von Humboldt også gjorde, i ængstelse set jordens undergang for sig. Jordskælvet i Lissabon i 1755 var den begivenhed, der rystede oplysningsfolkene: at hele sceneriet, hvori vi færdes, er forgængeligt, naturen er alt, mennesket, med alle de sære ting arten har for, når det kommer til stykket nul og niks.

Humboldt indser, at mennesket kan gøre sig til altet ved nedbrydning af naturen: »Menneskets fortræd, der forstyrrer naturens orden«, som han siger. Vi er nu i den såkaldt holocæne periode, dvs. hvor menneskenes art påvirker og udbytter naturen i en grad, hvor påvirkningen og udbytningen ændrer klodens grundvilkår og vel at mærke ændringerne er irreversible. Destruktionen af Amazonas er tankevækkende. Humboldt ser også truslen mod andre kloder som reel.

Andrea Wulf spørger, om ikke miljøbevægelserne skulle tage at interessere sig for Alexander von Humboldt og hans Naturgemälde og forestillinger om de store sammenhænge i Kosmos igen.

Andrea Wulf: 'Opfindelsen af naturen. Den eventyrlige beretning om videnskabens glemte helt'. Oversat af Nanna Lund. 611 s. ill. Gads Forlag. 360 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her