Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

For at handle radikalt må vi tænke radikalt

Félix Guattari insisterede på den intime relation mellem subjektive, miljømæssige og sociale registre
Félix Guattari mente, at autentiske politiske, sociale og kulturelle revolutioner må følges ad, så vil man kæmpe for en mere retfærdig global økonomi, må man også kæmpe for ligestilling i den lokale brugsforening.

Félix Guattari mente, at autentiske politiske, sociale og kulturelle revolutioner må følges ad, så vil man kæmpe for en mere retfærdig global økonomi, må man også kæmpe for ligestilling i den lokale brugsforening.

Ritzau Scanpix

Kultur
4. oktober 2019

Den grundlæggende idé i Félix Guattaris bog Les Trois Écologies fra 1989 er egentlig simpel: Under overskriften »økosofi« ønsker han at udfolde tre separate registre og dels vise, hvor intimt de er forbundne, dels hvor forskelligartede de må fastholdes at være. De tre registre kalder han også »økologier«, og de dækker over miljøet, de sociale relationer og den menneskelige subjektivitet.

Pointen er, at en krise på ét felt uundgåeligt vil medføre kriser i de andre registre, således at autentiske politiske, sociale og kulturelle revolutioner må følges ad. Opstår der en krise, vil den tilmed altid være global og må derfor rodbehandles transnationalt, men krisen sætter sig også i lokale – eller molekylære, som Guattari ynder at kalde det – domæner, der derfor også må have vores fokus.

Alt det angiver naturligvis, hvor ekstremt kompliceret vores verden er orkestreret, og derfor også hvor radikalt vi må gå til værks.

Guattari var levende optaget af frigørende bevægelser på alle niveauer, og grunden er netop angivet i skitsen ovenfor: Vil man kæmpe for en mere retfærdig global økonomi, må man også kæmpe for ligestilling i den lokale brugsforening. Det er forskellige domæner, men konsekvenserne er flettet ind i hinanden.

Et særligt svirp uddeler Guattari jævnligt til mediernes manipulerende bedøvelse af det mentale register. De producerer en kollektiv subjektivitet gennem »fjernsynets dulmende diskurs«, og rockkulturens kult sløver de unge med en »kulturel pseudoidentitet«, der fjerner deres bevidsthed fra de ødelæggende urimeligheder i samfundet.

Vejen frem er at se, at økosofien må skabes på etisk-æstetisk grundlag. Den tørre dogmatisme og videnskabelige bedrevidenhed må forlades til fordel for en sand subjektivisme, der udpeger fortællingerne som de væsentligste ansatser til social forandring.

Selv om det forekommer entydigt rigtigt, at fortællinger må være ansatser for social forandring, så er den grove antividenskabelighed, som Guattari slår på tromme for, langt mindre tiltalende og virker bedaget for en nutidig læser. Evidens, data, hypoteser og teori er jo fænomenale redskaber, som nok ikke kan stå alene i kampen mod kriserne, men som dog ikke bør undværes eller udelades.

Afgørende slag på lokalt plan

Hvad er roden til problemerne? Guattari samler sin forståelse af den imperialistiske kapitalisme med dertilhørende konsumerisme under forkortelsen »IGK«, der står for Integreret Global Kapitalisme. Kapitalismen er global i sin natur, og det foranstillede tillægsord skal pege på, at kapitalismen nu er indlejret i snart sagt alle strukturer i samfundet, hvilket er grunden til, at de tre økologier altid vil være i krise på samme tid.

Guattari analyserer IGK ud fra fire »semiotikker«, der skal afsløre de tegn, kapitalismen bruger til at understøtte sit regime. Det er henholdsvis de økonomiske, juridiske og teknisk-videnskabelige semiotikker samt subjektiverings-semiotikkerne, som er en fjerde semiotik, der dog også overlapper med de tre foregående.

Analysen viser, at man har forestillet sig at kunne afdække en klar forbindelse mellem de forskellige semiotikker, men nu er grænserne sløret til ukendelighed, fordi IGK har én ambition: at skabe en produktiv-økonomisk subjektivitet, og det gør modstanden om ikke meningsløs så dog ekstremt besværlig.

Det lyder jo nærmest som en konspirationsteori, men vi har efterhånden fået afdækket så mange sager af grisk materiel og immateriel imperialisme, at det er svært ikke at finde en stor grad af profetisk sandhed i Guattaris tredive år gamle kategorier.

Perspektivet er altså globalt, men det er alligevel lokale forhold, der er udgangspunktet for modstandskampen. Det er hér, det afgørende slag vil stå, og Guattari peger derfor engageret på mikropolitiske og mikrosociale praksisser, som de afgørende normbrud, vi må forfølge. Man kan sige, at enheden må findes i mangfoldigheden, hvis frigørelsen skal være reel.

Samtidig er dette den afgørende afstand mellem Guattaris poststrukturalisme og den hegeliansk-marxistiske dialektik, der var så afgørende i efterkrigstiden franske filosofi. Sidstnævnte ville opløse modsætningerne mellem alle typer af klasser, men det er altså ikke løsningen ifølge Guattari.

Dialektikken består i stedet i fortsatte perioder med kamp for fælles mål, efterfulgt af perioder med kamp for resingularisering, hvor det enkelte individ må være i fokus. Det er den sidste del her, som giver Guattari kant imod 68’er-marxismen.

Guattaris bog er kort og med kant, men den er ikke letlæst. Hans ejendommelige vokabular og filtrerede sætninger gør læseoplevelsen lidt besværlig, men det er striden værd. Vor tids grasserende miljøproblemer kalder nemlig på radikal handlen. Men for at kunne handle radikalt må vi tænke radikalt. Det lærer en trediveårig gammel bog os med stadig presserende aktualitet.

’De tre økologier’. Félix Guattari. Oversættelse af Christel Pedersen. Efterord af Anders Abildgaard og Peter Borum. Antipyrine 2019. 144 sider. 160 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Åh ja, jeg husker pludselig, hvordan 'økologi' som et bredere samfundsbegreb dukkede op der først i 90erne.