Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Heidi Mortenson er en elektronisk storyteller

På sit nye album, ’Spectrum’, vil den danske sanger og elektroniske komponist Heidi Mortenson opfordre til at gå på eventyr i underbevidstheden. Det er sådan et indre eventyr, som hun inviterer lytteren med på
Kultur
11. oktober 2019
På ’Spectrum’ ønsker Heidi Mortenson, at vi skal gå på eventyr i os selv og vores omgivelser.

På ’Spectrum’ ønsker Heidi Mortenson, at vi skal gå på eventyr i os selv og vores omgivelser.

Mette Winckelmann / Pressefoto

Et spektrum er et felt, der er bredt og varieret sammensat. Et område, der ikke handler om afgrænsede definitioner, men om nuancer, grader og styrke. Heidi Mortensons seneste album hedder Spectrum. Og det vil netop gerne handle om en mere nuanceret måde at se tingene på.

Den danske sanger og elektroniske komponist skriver igen sange på engelsk. Hendes nye tekster handler om at gøre sig fri af normative verdensopfattelser, i kunsten og som person. På Spectrum synger Heidi Mortenson sig ned i lytterens underbevidsthed. En underbevidsthed, hun vil tvinge os ned i. 

På nummeret »Phase« synger hun »cuz I live inside of you / and I will bring you down« 

Når man lytter til albummet, er det, som om man befinder sig i en form for tredimensionalt spektrum. Ikke kun et farvespektrum, men også et følelses- og frem for alt et lydspektrum.

Her styrer Heidi Mortenson os rundt mellem lyse og mørke klangfarver, skiftevist roligt og udforskende, desperat og hvileløst. Man er i det, ikke kun med sine lyttende ører, men med hele sin person. Man bevæger sig frem og tilbage, rundt i kanterne, tilbage til midten, ned og op. Det er hende, der styrer farten, man må overgive sig.

Bundløse dybder

Heidi Mortenson er optaget af identitet. På Spectrum er hendes budskab, at man skal gå på eventyr i sig selv og sine omgivelser. For sådan får vi forståelse for både hinanden og os selv. Det er sådan et indre eventyr, lytteren bliver inviteret med på.

Spectrum er spændt ud mellem to umiddelbare yderligheder. På den ene side poetisk poplyrik og på den anden udførlige, elektroniske instrumentalsekvenser. Derimellem udforsker Heidi Mortenson nysgerrigt nuancerne i sin egen, sprøde vokal og de stærke, computerskabte effekter.

Fornemmelsen er, at der er noget privat, næsten hemmeligt, på spil, ikke kun for Heidi Mortenson, men også for os selv. Vi er ikke helt sikre på, hvad det er. Og Heidi Mortenson skifter imellem gerne at ville vise os det og helst ville holde det skjult for os.

Som hun synger i åbningsnummeret »Paradise On Earth«:

»It’s got nothing to do with me / ’cause I’m in paradise on earth«

Det virker, som om at vi på Spectrum træder rundt i hendes eget tankemylder, hendes dagdrømme og dybe REM-søvn. Det er en smuk og uforståelig oplevelse. Vokal og basspor gør, at Spectrum giver ekko af bundløse dybder.

Efter pladens sikre takeoff, dykker man længere og længere ned i underbevidstheden. For ligesom i det ubevidste forbliver det uklart, gådefuldt og illusorisk gennem Spectrums ti numre. Det er dog en enormt catchy gådefuldhed.

Tyngden og trykket øges gradvist omkring lytteren. Det sker særligt via numre som »Mountain Side«, »Solar Wind« og »I Thank The Sky Above«. Men i selskab med Heidi Mortensons rå rockstemme a la PJ Harvey, den retro rumklang og de kække Gloria Gaynor-referencer, føler man sig hverken utryg eller fanget.

For Heidi Mortenson er en musikalsk storyteller, en elektronisk Karen Blixen. Man har lyst til at blive, at det skal vare ved, meget længere end albummets knap 39 minutter.

Heidi Mortenson: ’Spectrum’ (Echopal).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her