»At tjene guderne, det er det, alle mennesker drømmer om,« siger menneskebarnet Tjalfe (Saxo Moltke-Leth) til sin søster Røskva (Cecilia Loffredo) i begyndelsen af Fenar Ahmads Valhalla, som er baseret på Peter Madsen og Henning Kures tegneserie og tegnefilm om de nordiske guder.
Det er et held, Tjalfe har det sådan, for han er blevet dømt til at rejse med den nordiske tordengud, Thor (Roland Møller), og hans lumske makker, Loke (Dulfi Al-Jabouri), tilbage til gudernes rige, Asgård, hvor han skal gå til hånde. Det er straffen for at knække knoglen på en af Thors geder og spise dens marv.
Tordengudens to geder, der trækker hans vogn hen over himlen, er så smart indrettede, at de kan genopstå efter at være blevet slagtet og spist, hvis bare knoglerne er intakte.
Da Thor, Loke og Tjalfe tager afsted mod Asgård, gemmer Røskva sig i Thors vogn – ligesom hun gør det i tegnefilmen Valhalla fra 1986, i tegneseriens første bind, Ulven er løs (1979), og i den nordiske mytologi, det hele er baseret på.
Røskva drømmer ellers ikke som sådan om at tjene guderne. Hun beder bare til dem om at blive forvandlet til en ravn, så hun kan flyve væk fra det trygge, men forudsigelige liv, hun lever med Tjalfe og deres forældre i en lille afsides hytte. Den ulækre fiskegrød, der bobler i gryden på ildstedet, gør sit til at motivere hendes udlængsel.
Overfladisk orden
Fenar Ahmads Valhalla er ikke nogen tro spillefilmversion af Peter Madsens tegnefilm eller af tegneserien. Ligesom Peter Madsen og hans medforfatter, Henning Kure, gjorde, har Fenar Ahmad og hans medforfatter, Adam August, plukket i de dramatiske højdepunkter fra de 15 tegneserier. Selv om der er store overlap, er hovedkonflikten en anden i Ahmads version, ligesom grundstemningen er langt mere dyster.
Ragnarok står nemlig for døren. Den dæmoniske, kæmpestore Fenrisulv er stukket af fra Valhalla, hvor den har været lænket og under opsyn af krigsguden Tyr (Jacob Lohmann). Alle i Asgård ved, at det er sådan, enden på verden, som de kender den, begynder. Ifølge spådommen vil Fenrisulven dræbe overguden Odin, og så er kampen mod verdens kaoskræfter endegyldigt tabt.
Noget må gøres. Det er bare ikke sikkert, at guderne selv kan finde ud af det. Odins borg Valhalla er samspilsramt, guderne modarbejder og snerrer ad hinanden. Det er i begyndelsen vigtigere for dem at opretholde den overfladiske orden, der blandt andet består i, at intet menneske må tale i gudernes sal, end at få så mange bud på krisehåndtering som muligt.
Nok at se på
Parallelt med ulvesporet (der ikke er med i tegnefilmen) ser man Røskva og Tjalfes møde med den umælende og ulydige jætte, Quark (Reza Forghani), og man følger dem ud på en farefuld færd til Udgård, hvor Udgårdsloke holder til.
Undervejs kan man godt blive forvirret over, hvad det nu lige var, der drev de forskellige grupperinger af guder, mennesker og jætter fra det ene sted til det andet. Ikke så underligt, når filmens handling er sammensat. Forvirringen er bare ikke en følelse, man bliver hængende i, fordi der i det univers, filmen etablerer, er nok at se på og blive imponeret over.
Valhalla er optaget i noget, der ligner et svensk skovklædt klippelandskab, og i Islands lavasorte, mosbeklædte vildmark, og er dejligt pompøst filmet af Kasper Tuxen. Regnbuen Bifrost, som danner bro mellem Midgård og Asgård, er også ret forrygende animeret.
Ulvetække
I modsætning til tegnefilmen, hvor Tjalfe var den, der blev ramt af mystiske klarsyn, og som gennemgik den mest markante udvikling fra knægt til kriger, er Røskva filmens regulære hovedperson.
Hun er tilmed en stor helt, der i løbet af filmen opdager, at hun har særlige evner. Praktisk nok har hun et nærmest magisk ulvetække. Mens Thor og Tyr og andre galt afmarcherede machoguder vader rundt i landskabet og vil overvinde og besejre uhyret, er Røskva i stand til at se det i øjnene, nærme sig det og indgå en form for forsoning med det.
Cecilia Loffredo er god i rollen, som hun spiller med en afdæmpet alvor. Røskva håndterer gudernes braldren og stædighed stille, roligt og uimponeret. Thor, som i Roland Møllers gestaltning er en klog nok gud fanget i en oppustet bralderøvs krop, lægger mærke til, hvad det er, hun kan, og insisterer på, at hun skal høres, selv om den selvtilstrækkelige gudeflok er skeptisk.
På den måde bliver selve det kosmiske hierarki taget op til revision, og guderne får anledning til at lære lidt om ydmyghed. Tror jeg da nok – for en svaghed ved filmen er, at de fleste af guderne ikke når at træde i karakter, men bare lige bliver præsenteret.
Som helt minder Røskva om Disneys stillehavsø-høvdingedatter Vaiana fra tegnefilmen af samme navn fra 2016. Begge er handlekraftige piger, der tager ansvar for at genoprette balancen mellem mennesker (i det her tilfælde meget menneskelige guder) på den ene side og naturens uregerlige kræfter (her inkarneret i Fenrisulven) på den anden, efter at nogen gennem længere tid har troet, de kunne regere over dem. Igen er det karakteristisk, at deres handlekraft og mod ikke kommer til udtryk ved at opsøge og vinde konflikter, men snarere ved at forene og forsone.
’Valhalla’. Instruktion: Fenar Ahmad. Manuskript Fenar Ahmad og Adam August. Fotograf: Kasper Tuxen. Længde: 105 minutter. Biografer over hele landet.
