Læsetid: 3 min.

Til himmelsk underjordskoncert med troldmanden og tonekunstneren Fuzzy

I anledning af sin 80-års fødselsdag tryllede den folkekære komponist Fuzzy med elektronik, messingblæsere og slagtøj i Cisternernes underjordiske søjlegange. Xylofon, biptoner og girafgrynt gik op i en højere skønhed
Fuzzy sidder i midten af den gråvåde sal i Cisternerne; sortklædt og lænet mod sin stok. Han ligner musikkens svar på Gandalf, som han sidder der med en sort hat på hovedet og lytter intenst. En tonetroldmand, der tryller med både elektronik og klassiske instrumenter, så de går op i en højere skønhed.

Fuzzy sidder i midten af den gråvåde sal i Cisternerne; sortklædt og lænet mod sin stok. Han ligner musikkens svar på Gandalf, som han sidder der med en sort hat på hovedet og lytter intenst. En tonetroldmand, der tryller med både elektronik og klassiske instrumenter, så de går op i en højere skønhed.

Flemming Bo Jensen

9. oktober 2019

Hvordan lyder der egentlig under jorden? Hvilke melodier afgiver regnorme, stenlag, grundvandet og fossiler? Det er ikke et tankeeksperiment, jeg udfører dagligt, men denne efterårsmandag gør jeg. Og jeg får instinktivt et billede i hovedet af rumpenisserne fra Ronja Røverdatter, der synger:

»Hvorfor det da? Hvorfor det da?«

Ja, hvorfor overhovedet overveje, hvordan undergrunden klinger? Svaret er simpelt: Fordi hele Danmarks tonekunstner Jens Wilhelm Pedersen er fyldt 80 år i år. Og det skal selvfølgelig fejres, at Fuzzy, som den folkekære selvlærte komponist, klarinettist, vibrafonist og elektroniske musiker hedder i folkemunde, har rundet et rundt hjørne.

Derfor har Copenhagen Phil i et samarbejde med Frederiksbergmuseerne og Strøm Festivalen sat den musikalske mirakelmand på arbejde. De har bedt ham komponere et værk til Cisternerne, et gammelt vandreservoir under Søndermarken, der fra 1859-1933 forsynede københavnerne med drikkevand, og som i dag fungerer som udstillingsrum for skiftende kunstnere. 11 engagerede musikere fra det Sjællandske Symfoniorkester Copenhagen Phil fremfører stykket.

Værket er komponeret specifikt til de drypstensdystre katakomber, der i sig selv er lidt af en sonisk særhed, og hedder Underjordiske klange og tilstande.

Klangene

Klangene først. De spredes og roteres rundt via højtalerne, der er placeret i en oktagon af en art, og som alle peger ind mod aftenens hovedperson. Fuzzy sidder i midten af den gråvåde sal; sortklædt og lænet mod sin stok. Han ligner musikkens svar på Gandalf, som han sidder der med en sort hat på hovedet og lytter intenst. En tonetroldmand, der tryller med både elektronik og klassiske instrumenter, så de går op i en højere skønhed.

Det begynder med et bulder. Det brager, og nogle fugle kvidrer. Tre trompetister blæser kortvarigt til en latter og står ellers andægtigt afventende under en rustik buegang.

Trækbasunerne besvarer et båt fra en tuba, hvorefter xylofonen spreder en smuk, smuk melodi. Den afbrydes af en ringetone, hvis bip får det til at gibbe i folk af frygt for, at deres mobil ikke er sat på lydløs. Men det er bare én af mange – pudsige, men passende – lydeffekter fra den computer, der også spiller med.

Der er dryplyde og vand, der risler fra højtalerne, og et sjasket beat. En latter fra en besat grinebider og hyl fra forkølede udefinerbare væsener.

Skrig og hvin og sang som fra aber, giraffer og elefanter, der spøger mellem søjlegangene. Måske har dyrene fra Zoologisk Have over os forplantet deres advarselssignaler ned gennem jorden?

Bag et imponerende instrument bestående af lange metalrør står en slagtøjsspiller og slår med en hammer. Han har sine sorte jakkesætsbukser foldet ned i et par hvide gummirøjser. Han hæver armen og klapper med en plastikhånd, der skramler som en nytårsskralde. Intet instrument er for tosset til den, der som Fuzzy kan trylle musik ud af alt.

Tilstandene

Så til tilstandene. For der er flere. Og de skifter med musikkens mange modi.

Først er det ærefrygt og nysgerrighed. Sanserne finjusteres. Øjnene skal lige vænne sig til mørket. Ørerne til de uvante klangskift.

De vemodige messingblæseres blødhed giver et øjebliks zen, inden et virvar af pauke og percussion får en ung fyr til at fare sammen. Der er kaos og dommedagsstemning. Angsten dirrer i den luftfugtige luft.

På opfordring fra Fuzzy bevæger folk sig rundt mellem hinanden og højtalerne. Alle lyde, også deres fodtrin på det våde stengulv, forstærkes. Der er 17 sekunders efterklang, hvilket særligt får slagtøjet til at runge usædvanligt dramatisk.

Blæserne rejser sig op, da de giver deres sidste brøl, og den tilstand, der derefter indtræffer, er en kombineret forundring og ærgrelse over, at det allerede er ovre. Skuffelsen over ikke at kunne forblive i skønheden. At de 24 minutter allerede er gået.

Publikum klapper begejstret, og også deres bifald forstærkes af rummets akustik. Den berettigede applaus klinger højt og længe.

»Tak ska’ I ha’,« råber Fuzzy som svar. Men det er nu os, der takker. For et livslangt bidrag til lydsiden af dansk teater, film og tv. Og for en unik underjordisk lytteoplevelse.

Copenhagen Phil opførte Fuzzys komposition ’Underjordiske klange og tilstande’ i Cisternerne mandag den 7. oktober 2019.

Præcisering: Tidligere skrev vi, at Frederiksbergmuseerne og Strøm Festivalen i fællesskab havde sat Fuzzy til komponere og at han havde engageret Copenhagen Phil. Men det er tværtimod Copenhagen Phil, der har taget initiativ til projektet. Dette er nu rettet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ete Forchhammer

Uden på nogen måde at forklejne Fuzzy, tværtimod, kan man nu også godt takke Copenhagen Phil for at de stadig, trods aflivningsforsøg, kunne levere musikere! At de ville, er en del af deres gejst..

Olaf Tehrani, Nikolai Beier og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar