Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Det er en højst besynderlig familie, vi møder i ’Familien Addams’

Den animerede udgave af ’Familien Addams’ er lovlig firkantet i sit opbyggelige budskab, men den rummer sjove øjeblikke og god visuel energi
Gomez og Morticia Addams må kæmpe mod intolerance og mangel på forståelse i den animerede ’Familien Addams’.

Gomez og Morticia Addams må kæmpe mod intolerance og mangel på forståelse i den animerede ’Familien Addams’.

SF Studios 

Kultur
1. november 2019

Hvis man altid har spekuleret over, hvor mon familien Addams har fundet sit helt fantastiske, uhyggelige og spindelvævsindhyllede hus, ja, så får man svaret i den nye, animerede udgave af tegneserieskaberen Charles Addams’ morsomme historier om den aparte, aristokratiske familie, der elsker alt, hvad der er uhyggeligt, mørkt og makabert. (Tegneserien, der er fra 1938, var et satirisk modbillede på den amerikanske kernefamilie).

Familien Addams, der kan ses med danske stemmer, begynder med, at hele den store familie – med ægteparret Gomez og Morticia i spidsen – må tage flugten, fordi vrede landsbyboere mener, at de er monstre og derfor ikke vil have dem boende i byen længere.

Det lykkes dog Gomez og Morticia, i New Jersey af alle steder, at finde et tidligere sindssygehospital – for sindssyge kriminelle! – som passer godt til dem, og hvor de 13 år senere lever godt og idyllisk med deres to børn, morbide Wednesday og morderiske Pugsley. Men hus-makeover-furien Margaux vil det anderledes.

Hun har fået bygget en velfriseret, pastelfarvet landsby for foden af den bakke, hvor familien Addams’ hus ligger på toppen, og hun kan på ingen måder acceptere nogen eller noget, der falder uden for normen – den norm, hun vel at mærke fastlægger.

Og så har vi balladen, ikke mindst fordi resten af den udvidede familie Addams’ er på vej til byen og afholdelsen af det overgangsritual, som alle børn i familien skal igennem for at blive voksne, og som nu er Pugsleys tur: sabelmazurkaen.

Familien Addams kan noget

Jeg har været stor fan af familien Addams i dens gotiske herlighed, siden Barry Sonnenfeld i 1990’erne lavede to fabelagtige liveaction-film med Raul Julia og Anjelica Huston i rollerne som Gomez og Morticia. Conrad Vernon og Greg Tiernans animerede version kan dog ikke leve op til Sonnenfelds charmerende og meget morsomme film, men den er heller ikke ganske håbløs.

Faktisk rummer Familien Addams adskillige sjove og skøre øjeblikke, hvor familiens skæve blik på verden udstilles i al sin herlighed – blandt andet takket være den aldrig smilende, sortsynede Wednesday, der har det bedst, når hun piner og plager andre, især sin lillebror. Og der er en god visuel energi i skildringen af for eksempel familiens hus, der ikke overraskende er besat af en ond og temmelig gnaven ånd, som først slapper af, når Morticia om morgenen har skyllet en hel kande kaffe ud i toilettet.

Mindre morsomt – og lidt trættende – er filmens opbyggelige budskab om, at bare fordi man ser anderledes ud og har en anden måde at leve på, så er man ikke nødvendigvis et monster. Misforstå mig ikke, budskabet fejler intet, men det serveres klodset og firkantet og ikke helt i Charles Addams’ mere elegante og satiriske og anarkistiske ånd.

Men tag endelig børnene med ind for at se Familien Addams – den kan bestemt noget og også noget andet end så mange andre moderne animationsfilm.

’Familien Addams’. Instruktion: Conrad Vernon og Greg Tiernan. Manuskript: Matt Lieberman. Længde: 87 minutter. Biografer landet over.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her