Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I ’Hustlers’ er det stripperne, der udnytter finansmændene, ikke omvendt

’Hustlers’ udsender en ram lugt af menneskemisbrug og misogyni i sin miljøbeskrivelse. Og den tilbyder en momentan tilfredsstillelse i at se rige finansmænd blive udnyttet af nogle kløgtige strippere. Det føles godt
Veteranstripperen Ramona (Jennifer Lopez) bliver en god ven og læremester for uerfarne Destiny (Constance Wu) i Lorene Scafarias ’Hustlers’.

Veteranstripperen Ramona (Jennifer Lopez) bliver en god ven og læremester for uerfarne Destiny (Constance Wu) i Lorene Scafarias ’Hustlers’.

SF Studios 

Kultur
24. oktober 2019

Velkommen til stripklubben, hvor alle dine ønsker kan gå i opfyldelse, hvis du har penge nok. Og hvis du kan lide at forbruge mennesker.

Stripklubben er ligesom USA, lyder visdomsordene i den gode, amerikanske film Hustlers. Ligesom i resten af landet findes der kun to slags mennesker her. Dem der kaster penge efter folk, og dem der danser for dem.

Ikke noget under at vores nyankomne hovedperson Destiny (Constance Wu) søger hjælp hos Ramona (Jennifer Lopez), da hun ikke kan finde sig til rette i New York-stripklubben. For Ramona er en stjerne, når hun hænger i stripperstangen, og hun viser sig at være en omsorgsfuld ven og en entreprenant udnytter af dem, der tror, de udnytter hende. Rollerne kan byttes rundt.

Lorene Scafarias Hustlers er fortællingen om hovedpersonen Destiny og Ramonas venskab og om deres fupnummer, som sender dem op ad den sociale rangstige. Men først skal de tjene en masse ærlige og redelige penge i klubben, hvor de brølende 00’ere er i gang, og Wall Street-folket strømmer til, som var det den eneste oase i Sahara.

Ketamin og MDMA

Året er 2007, og tricket er, forklarer Ramona til Destiny, at læse kunderne. Der er tre slags. Dem på nederste etage i Wall Street, dem der ikke tør eller vil bryde nogle regler. De trækker ikke engang pikken frem. Så er der dem i midten, der vil bryde nogle regler, men har en moralsk grænse. Det er dem, der kan finde på at gramse, selv om det ikke er en del af lapdance-konventionen.

Og så er der dem på toppen. Direktører og hedgefond-bestyrere, den slags moralløse, kvasi-kongelige pikhoveder. De er i luftlag uden for lovens utilstrækkelige arm, tror de. Det er dem, der er klart de mest ubehagelige kunder. De kan ligefrem være fornedrende og voldelige.

Så bliver det 2008, og finanskrisen rammer også stripklubben. Kundegrundlaget skrider under dem, og Ramona udregner et fupnummer, hvor de fanger en fyr ude i byen, drugger ham med en blanding af ketamin (så han glemmer og stener) og MDMA (så han holder sig vågen) og lænser ham for et større beløb. Nu er det mændene, der danser til pigernes fløjte.

Omvendt Bechdel-test dumpet

Hustlers er inspireret af en sand historie, af en artikel i New York Magazine i 2015 skrevet af Jessica Pressler, og filmen beskriver en post-2008-virkelighed, hvor hund æder hund. Og hvor kvinderne tager sagen i egen hånd for at få sig et anstændigt liv. Og lidt til og meget mere. For at nyde et liv i sus, dus og luksuspels.

Trods sin hårdtpumpede stil savner Hustlers en smule fremdrift, og flere lyksalige scener trækkes i langdrag. Trods den solide struktur og spændende grundfortælling om finansverdenens rovdrift så bliver den aldrig for alvor mere end interessant og fornøjelig. Og trods sit derangerede miljø, så skinner fotograferingen hygiejnisk og mondænt.

Alligevel udsender Hustlers en ram lugt af menneskemisbrug og misogyni, og i hvert fald denne anmelder mærker da også en momentan tilfredsstillelse i, at mændene bliver udnyttet. Vi udlever jo vores hævnfantasier og retfærdighedsdrømme i film. Og her er det forfriskende at se lidt aggressiv girlpower gå ud over nogle aggressive kvindeforbrugere. Også selv om ikke alle fortjener behandlingen.

En omvendt Bechdel-test ville dumpe Hustlers for sin overfladiske repræsentation af mænd, inklusive kærester – alle ynkelige og/eller uduelige og/eller upassende brunstige.

Til gengæld kan man så glæde sig over portrætterne af kvinderne, mødrene.

»Moderskabet er en sindssygdom,« siger Ramona, imens Destiny kæmper for at være en god singlemor. En hård kamp. Bedst beskrevet i en ubærligt langsom scene, hvor vi går bag hende, mens hun – stadig i det sexede arbejdstøj fra aftenen før – følger sin datter i skole. Og de andre forældre glor.

Vi bliver aldrig kongelige

Der er også gode narrative og æstetiske greb. Rammefortællingen med journalisten, der i filmens nutid interviewer Destiny, kaster et afgørende lys over Destiny og Ramonas karakterer, og da diktafonen stoppes, forsvinder lyden fra filmen. Frækt.

Og musikalsk er den også velfungerende. Der er et par kendte amerikanske rappere på birollelisten, stjernen Cardi B og det kropspositive festfyrværkeri Lizzo. Cardi B leverer nummeret ’Money’ til filmen, men ellers er musikken fra en anden tid. Det er den moderne r & b og pop fra 00’erne. Britney Spears, Janet Jackson, Usher – og lidt hiphop fra 50 Cent. Ekstatisk, ubekymret, knejsende og højpoleret, som vinduerne i de erigerede skyskrabere.

Grådighed er godt igen i 2007, som det var i 80’erne, og musikken stempler som en velsmurt seddelpresse.

Men da vi kommer til 2013, det afsluttende kapitel i fortællingen, er der en anden erkendelse i musikken. Så hører vi Lordes gennembrudshit, ’Royals’, en mørk, melankolsk sang med en jordbunden pointe: »We’ll never be royals / It don’t run in our blood.«

Det kunne have været en arbejdstitel til Hustlers.

’Hustlers’ – Instruktion og manuskript: Lorene Scafaria. Fotograf: Todd Banhazl. Længde: 110 minutter. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Joelsen

Det må være nogle rigtig skrappe piger eller ikke helt så rige finansmænd.

“ Og den tilbyder en momentan tilfredsstillelse i at se rige finansmænd blive udnyttet af nogle kløgtige strippere.” Gudske tak og lov for det. Det vigtigste er at skabe et fjendebillede der passer til tiden, finansmænd... ooh sikke nogle slyngler. Stakkels kvinder der stripper, helt sikkert heltinder. Dem hepper vi på. Og sådan er Hollywood selv den stripper tilbyder “extras” bag gardinet.

Først tyskere, så russere, kommunister, hvide sydafrikanere (omkring 1990), libyere, palæstinensere, iranere, så muslimer og nu blege finansmænd. Forudsigeligt og trist.

Du har ret Tom. Og så alligevel ikke.

For alt i mens den kapitalistiske maskine kaldet systemet har brug for fjender for at køre rundt. Og at disse fjender næsten altid er falske, eller i hvert fald stærk overdrevne. Så har befolkningerne/folket faktisk sande fjender. Og det har siden tidernes morgen været den samme type.
Udbytterne aka finansmændende m/K, om de er hvide eller sorte er dog ligegyldigt. De kan være begge, men er oftest hvide mænd.