Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvem savner kvindens komiske selvfornedrelse?

Hvis du gør, så skal du se efterårets visse steder sjove komedie ’Jagtsæson’, der tager del i nyere tids anstrengende filmtradition for at hylde kvinden som kompleks hovedrolle ved at dyrke hendes komiske klodsethed
Midt i grundsmerten over, at Evas (Mille Dinesen) søn har fået en vidunderlig stedmor (Stephania Potalivo), spindes der komiske situationer over kontraster som: gammel versus ung. Lejlighed versus strandvilla. Bitter versus glad. Sort busk mellem benene versus en glat lille brasiliansk streg. Lille nipset krop versus lidt mindre nipset krop.

Midt i grundsmerten over, at Evas (Mille Dinesen) søn har fået en vidunderlig stedmor (Stephania Potalivo), spindes der komiske situationer over kontraster som: gammel versus ung. Lejlighed versus strandvilla. Bitter versus glad. Sort busk mellem benene versus en glat lille brasiliansk streg. Lille nipset krop versus lidt mindre nipset krop.

Nordisk Film

Kultur
3. oktober 2019

Det er ikke, fordi jeg ikke sad og gnækkede lidt under visningen af Tilde Harkamps komedie Jagtsæson. Men det var så også på en bund af mild kulturdepression over den måde, man i 2019 vælger sit anslag til et kvindeportræt på.

Det er den måde, som altid lækre Mille Dinesen (TV 2 Dramas rebelsk rygende skolelærer Rita og gode gamle Nynne, I ved) i rollen som skilsmissekriseramte Eva i åbningsscenen sidder og trykker en halv dåse flydende honning ud over sin morgenmad og så, utålmodigt, kører det direkte ned i kæften.

Hun har ’givet slip’, skal vi forstå. Hun kan finde på at sutte yoghurt af sin smartphone, som hun taber ned i morgenmaden i frustration over andres lækre Instagram-liv. Hun har noget løst strik på. Der roder en smule derhjemme.

Og dette er så komedien, I ved, som tør tage livtag med den midtvejslivsramte kvindes mindreværdskomplekser ved ublu og morsomt at fremstille desperationen og depravationen hos Alle Kvinder (hun hedder jo Eva!).

Komisk ikketynd

Den honningbællende Eva minder om Renee Zellwegger i 2001-klassikeren Bridget Jones’ Dagbog, der oksede og masede med at få sin aldrig nogensinde faktisk tykke krop ned i en nederdel, som Hugh Grant kunne værdsætte.

Og iscenesættelsen minder om Louise Mieritz i tv-serien og filmhittet Ditte & Louise (2018), når hun står og hiver komisk i sin skuespillerkrops små fine mavedeller og pæne lår for at gøre op med et eller andet slags tabu om den uperfekte (men altså totalt pæne) krop.

Og samme tema gentager sig hos amerikanske stjerner som Amy Schumer. Alt sammen handler det og har længe handlet om kvindens komiske (ofte meget kropsfokuserede) selvfornedrelse som et slags bizart forsøg på at hylde kvinden som kompleks hovedrolle.

Jagtsæson kontrasteres den kriseramte kvinde med en nærmest komisk perfekt eksmands nye kæreste (Stephania Potalivo) med idealnavnet Bella. Midt i grundsmerten over, at Evas søn har fået en vidunderlig stedmor, spindes der komiske situationer over kontraster som: gammel versus ung. Lejlighed versus strandvilla. Bitter versus glad. Sort busk mellem benene versus en glat lille brasiliansk streg. Almindeligt røvhul versus lille, cremeafbleget pink hul. God gammeldags tampon versus en femicup, der er bedre for underlivets bakteriekultur. Lille nipset krop versus lidt mindre nipset krop. Menneskeligt klodset versus tryllefe-agtige kompetencer udi alt.

Jalousiens selvkannibalisme

Via clashet mellem de to, og ved at vende kvindesplid til sammenhold, skal vi så hente nogle indsigter om jalousiens selvkannibalisme og det vigtige i livet (at være noget for andre).

Det deprimerende ved denne slags plot er den klaustrofobiske oplevelse af, at film, der handler om at være kvinde, ikke rigtig kommer videre. Evas grundtraume er, at hendes mand har forladt hende. Bedstevenindens er splittelsen mellem sit gode parforhold og den flugtrute-agtige spontanforelskelse i en den-nye-pige-i-klassens-far med smilehuller.

Og så indtager Jagtsæson det centrale tema for flere og flere film om kvinde- såvel som mandeliv: Det er ikke parforholdsrelationen, der ender med at være det egentlige tema, men venskabsrelationen. (Og når så venskabsrelationerne er på plads, kommer kærligheden nok dansende forbi).

Der leges også en lille, artig smule med det ekstra grove: Marlene sparker et barn i sparkedragt omkuld. Eva slår i stilltilstand en jagthund ihjel med et jagtgevær. Der ryges – som i alle sammenholdskomedier nogensinde – en lille omgang fnisetobak. Men ægte groft og ergo forløsende bliver det aldrig.

Alt det betyder dog ikke, at Jagtsæson er blottet for charme og humor. Den underholder udmærket på den trange scene, der er stillet op for den. Mille Dinesen som Eva, Stephania Potalivo som Bella og Lærke Winther som Marlene er ret godt, velspillende selskab.

Og det latterlige i scener som den, hvor en brazilian wax-dame på kvindernes fælles wellnessophold har taget sin voyeuristiske tweensøn med på arbejde, eller den hvor Eva til skole-hjem-samtaler blærer sig med, hvor meget slik sønnen får derhjemme, for at overgå stedmors snak om »lidt sødt« til lektierne, fik mig til at fnise.

Men hvor ville det også være rart med flere film om kvinder, der ikke antager, at selvhad er det eneste og vigtigste traume at bearbejde.

’Jagtsæson’. Instruktion: Tilde Harkamp. Manuskript: Claudia Boderke & Lars Mering. Fotograf: Niels. A. Hansen. Dansk. 92 min. (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Katrine Hornstrup Yde

Forrygende elegant spiddet.
TAK for at sætte ord på den vamle fornemmelse denne type kvindefilm altid giver mig ;-)

Erik Fuglsang, Hanne Ribens og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Vil det sige, at vi ikke kan se frem til en feministisk remake af "Dum og dummere"?

Lise Lotte Rahbek

Lyder kedelig og forudsigelig

Der er næppe noget mere befriende end selvironiske og overskudsagtige mennesker, der ikke tager sig selv alt for højtideligt ! :-)

Lise Lotte Rahbek

Fuglsang
.. kan du også selv læse ironien i dit indlæg? :)

Rahbek
Det har jeg ingen problemer med, Lise Lotte, ;-)

Thomas Østergaard

Tja, nu er forudsigelighed vel et eller andet sted selve konceptet i en genindspilning, men jeg er ikke uenig.

Min pointe var vist mest, at jeg ikke rigtig kan forestille mig at nogen mænd kunne finde på at betragte film som den nævnte, eller f.eks. "klovn" serien som et "mandeportræt" eller mene at skuespillernes mere eller mindre komiske klodsethed reflekterer negativt på mandekønnet som sådan. Og måske er det nemmere at more sig over filmen, hvis man aflægger sig sådanne bekymringer.

Mads Jakobsen, Rikke Nielsen og Carsten Svendsen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Jeg anede ikke at, "Gøg og Gokke" var en "Mande-doku". :o)

Lise Lotte Rahbek

Thomas Østergaard
Mængden af fremstillinger af kønnets tåbeligheder i en given periode uden en tilsvarende mængde af fremstillinger af kønnets fremragende ekspertider kan virker ret .. forstemmende.
Jeg gider heller ikke se film om klodsede, karikerede mænd. Eller LGBTQ(-osv) personer. Eller andre grupperinger (f.eks hudfarve) hvis ikke der er en nogenlunde balanceret modvægt af fremstillinger af grupperingens fremragende medlemmer eller egenskaber.

Eva Schwanenflügel, Karsten Aaen og Erik Fuglsang anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Jo, men lige inden for genren "komedie" kan er det måske være lidt svært at lade hovedpersonen beholde sin fulde værdighed og fremragende egenskaber da de ting der får os le ofte netop er tab af værdighed (som vel i et vist omfang kan siges at være karakteriseret ved ikke at blive til grin).

Nu er humoren i film som "Den lyserøde panter" serien jo lidt outdated, men jeg har altid godt kunne lide den type komedie (sikkert også fordi de gør grin med franskmænd, og jeg er et dårligt menneske), hvor manuskriptforfatterne ser hvor langt ud de kan drive hovedpersonens inkompetance og tåbelighed, så længe, som du siger, det ikke bliver forudsigeligt og dermed kedeligt.

Hvis der er et tydeligt ideologisk/opdragende sigte med humoren kan det naturligvis godt blive irriterende i længden - f.eks. var DR's konsekvente portrættering af mænd i familie- og komedie-serier fra 80'erne og frem til slutningen af nullerne som teknisk inkompetente fjolser der skulle have løst deres tekniske problemer af kvinder, ved at blive lidt trættende. Også fordi det bliver lidt forudsigeligt, når man kun skulle gætte på om det var køkkenvasken eller computeren der brød sammen, hvorefter manden baksede længe før han gav op og ville tilkalde en rigtig håndværker, indtil problemet løstes med et snuptag af hans bedre halvdel eller en kvindelig medarbejder.

Men det er nu ikke min opfattelse at der er ideologiske eller opdragende motiver bag den anmeldte komedieserie, kun et ønske om at få folk til at le, ved at opfylde genrens grundbetingelse om at lade hovedpersonen tabe værdighed i nogen grad. Det er naturligvis lidt svært for mig at udtale mig om med sikkerhed, givet at jeg ikke har set den.

Det er heller ikke min opfattelse at der er en udpræget overvægt af komedieserier med kvinder i hovedrollen ifht. andre genrer hvor man fremstiller kvinders - indrømmet mange - gode egenskaber, omend der måske kan finde en vis stereotypificering sted af disse.

Men det er der måske heller ikke noget at sige til, hvis den primære målgruppe konstant er på nidkær jagt efter tegn på tegn efter at de bliver nedværdiget og udleet i den såkaldte diskurs, og derfor uundgåeligt må falde over komedien.som genre. Så ender man naturligvis med kun at blive statister i komedier, og tilbage bliver kun de "noble" genrer hvor kvinders - indrømmet mange - gode egenskaber portrætteres og stereotypificeres, eller hvor de fremstilles som nedværdigede og urimeligt behandlede ofre for den fæle diskurs.

Bjørn Pedersen, Erik Fuglsang og Rikke Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Thomas Østergaard
De fleste af os - uanset gruppering - er kiksede, latterlige, tumbede osv. Vi - uanset gruppering - er OGSÅ indimellem både betænksomme, opfindsomme og ret vellykkede. De bedste komedier indeholder begge sider, i mine øjne. Der findes komedier med varme.. og så er der dem, hvor jeg finder mig selv med en dårlig smag i munden bagefter et par fnis.
Smag og humor kan ikke diskuteres.
Den lyserøde panter var krampelatterfremkaldende hos mig. Og rollen som Clouseau kunne kun spilles af Peter Sellers. Tror jeg.

Erik Fuglsang, Eva Schwanenflügel og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Thomas Østergaard

Det forekommer mig at Clouseau, ligesom for eksempel Basil Fowler i "Halløj på badehotellet" og Rowan Atkinsons Mr. Bean er kendetegnet ved ikke at have ret mange formildende karaktertræk, udover ikke at være decideret ondskabsfuld (Basil Fowler her muligvis undtaget).

Komikken er her stort set bundet op på karakterernes manglende evne til at forstå og indordne sig under normale sociale omgangsformer.

Der er ikke så meget moderne komedie jeg finder morsomt, men en DR serie jeg morede mig en del over var "Jul I kommunen", som ligeledes er bygget op omkring borgmesterens mangel på karakter og moralsk kompas. Det går i stigende grad op for mig, at man ikke kunne have en kvinde i den hovedrolle, ikke fordi det ikke nødvendigvis ville være morsomt, men fordi kvinder ville klage over "kvindeportrættet" og manglen på formildende karakteregenskaber.

Jacques Tatis monsieur Hulot formår at spidde både mænd, kvinder, autoriteter og samfund.
Måske for underspillet til tidens krav om tempo...
Se eller gense hans film !

Erik Fuglsang, Eva Schwanenflügel, Herdis Weins og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

En komedieserie med en kvinde i hovedrollen som på alle måder var både utålelig, pinlig, uværdig, prætentiøs, elskelig og frem for alt, urkomisk på én og samme tid, var den engelske "Keeping up Appearences" med den formidable og uovergåelige Patricia Rutledge i hovedrollen som Mrs. Hyacinth Bucket.
Hele det minimale univers med 'hubby' Richard, søster Daisy, svoger Onslow, nabo Elizabeth og mange flere, er med Lise Lotte Rahbeks ord efter min mening krampelatterfremkaldende, og holder stadig idag.

Her skal jeg da lige love for, at der blev stereotypiseret og gjort tykt nar med kvindelige herskertendenser, mandlige tøffelhelte og især snobberi.
Men det var bare MORSOMT, fordi det ikke virkede udleverende og plat.
Pinlighederne var elegante, ligesom Gøg og Gokke, Peter Sellers i "Pink Panther", og monsieur Hulot for den sags skyld.
Til sammenligning lyder "Jagtsæson" dræbende forudsigelig, og derfor kedsommelig og uinteressant.
Det lader til at den genopfører gamle klichéer uden at spille på det absurde og uventede.
Dansk komedie, når den er værst.

Thomas Østergaard

Nå, du har heller ikke set den Eva? Ja, så fægter vi jo begge to lidt i blinde.

Jeg er da helt enig i at "Fint skal det være" også er sjov (BBC kunne nu noget med komedier i sidste årtusinde, som DR aldrig helt kom efter) og skulle nok have haft den med blandt eksemplerne på at det er udlevering af hovedpersonernes karakterbrister og de pinligheder det afstedkommer, der driver komedien som håndværk. Spørgsmålet er så, om man overhovedet kunne komme af sted med at indspille den i dag, uden at blive mødt med en storm af protester over at puste til stereotyper omkring alt fra Rose til Sheridan.

Min primære anke var blot, at anmeldelsen mere syntes forarget over at den kvindelige hovedperson i en komedie (der åbenbart også er et "kvindeportræt") oplever pinlige episoder (eller "selvfornedrelse"), og det forekommer mig som sagt at være et forudsætning for at gøre en komedie morsom. Selvom den naturligvis sagtens kan være usjov MED pinlige episoder, uanset kønnet på hovedrolleindehaveren.

Eva Schwanenflügel

@ Thomas Østergaard
05. oktober, 2019 - 01:34

Hvis du læser alle de andre anmeldelser om "Jagtsæson" i dagbladene, er Katrine Hornstrup Ydes egentlig i den blide ende.
Og jeg stoler på hendes anmeldelser, der aldrig går galt i byen.
Dem vil jeg hellere læse end at se en typisk dansk falde-på-halen komedie, for de er betydeligt mere morsomme.

Tja, måske ville det nok være svært at lave en serie som "Keeping up Appearences" idag uden problemer & protester.. Alligevel bliver serien genudsendt og set igen og igen.
Den er ikke nedværdigende, den er bare sjov.

Thomas Østergaard

Jan Juul Carlsen fra DRs filmland har en anden mening, men lad os ikke kæmpe på anmeldelser, eller for den sags skyld hvorvidt filmen er seværdig, hvis jeg troede at det er tilfældet for mig, ville jeg nok gå ind og se den.

Mit problem med KHYs anmeldelse er at den lugter langt væk at genren anses for at være en "kønsideologisk kampplads" i en krig om "diskursen", og jeg er ved at have fået nok fra den tønde.

Eva Schwanenflügel

Jan Juul Carlsen er undtagelsen, der bekræfter reglen.
Men hver person, sin humor, selvfølgelig ;-)
Jeg er ikke enig med dig i KHY's anmeldelse, tror egentlig hun ville have været ligeså kritisk overfor "Klassefesten" - franchisen, der også har samme manuskriptforfattere.

Thomas Østergaard

Sikkert, men forhåbentlig (og garanteret) uden at nævne mandeydmygende og -nedgørende i 2/3 af sætningerne.