Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ian McEwan skriver i blindt raseri

Den britiske premierminister og hans Brexit-tilhængere er ikke andet end modbydelige kryb i den store britiske forfatters lille og skuffende genfortælling af Kafkas ’Forvandlingen’
På intet tidspunkt løfter Ian McEwan blikket ud over sin nation for at skildre eller forstå dem, der ikke er enig med ham. Vreden og partiskheden forhindrer den nuancerede samfundskritik, der gnistrede skarpt og litterært i  hans tidligere værk Lørdag, hvor sprækkerne i den anstændige hovedpersons hverdag viser sig i takt med, at antikrigsdemonstranternes råb bliver højere.

På intet tidspunkt løfter Ian McEwan blikket ud over sin nation for at skildre eller forstå dem, der ikke er enig med ham. Vreden og partiskheden forhindrer den nuancerede samfundskritik, der gnistrede skarpt og litterært i  hans tidligere værk Lørdag, hvor sprækkerne i den anstændige hovedpersons hverdag viser sig i takt med, at antikrigsdemonstranternes råb bliver højere.

John Shelton Lawrence

Kultur
11. oktober 2019

I Ian McEwans nye kortroman Cockroach vågner en kakerlak op i Downing Street 10 og opdager, at han er blevet til Storbritanniens premierminister. På gulvet ligger en tom flaske sprut, som en tjenestepige samler op med ordene:

»Hård nat, hvad?«

En af de få ting, Jim Sams, som han hedder, mindes fra aftenen før, er, at han åd et stykke pizza, som nogen havde smidt i en rendesten – »ikke det hele, men han gjorde sit bedste. Heldigvis var det margherita. Den næstbedste, han vidste. Uden oliven. I hvert fald på det stykke«.

Omtåget kommer Jim på benene og vænner sig til sin nye krop, den kødfulde tunge og ansigtet, der i spejlet fylder ham med både chok og væmmelse. På vej ned ad trappen må han støtte sig med begge hænder, og han kunne, som Ian McEwan udtrykker det, »let forveksles med en mand, der har tømmermænd«.

Men kakerlakken lærer hurtigt at gebærde sig. Da han for foden af trappen mødes af en gruppe unge mænd og kvinder, udbryder han uanfægtet:

»Nå, skulle vi se at komme i gang, hvad?«

Ian McEwans satiriske fortælling, der baserer sig på Franz Kafkas Forvandlingen (1915), hvori Gregor Samsa en morgen er forvandlet til et modbydeligt insekt, er båret af vrede over hjemlandets politiske klima og i særdeleshed den britiske premierministers opførsel i forbindelse med Brexit-forhandlingerne.

»Jeg måtte bare have det ud af systemet. Jeg blev nødt til at adressere den her situation ved at skrive om den, og for mig var humor og satire den eneste måde at gøre det på,« udtalte Ian McEwan i forbindelse med udgivelsen i hjemlandet forrige uge.

Kakerlakkens sjæl er i mine øjne sjælen i Brexit

I et interview med avisen Irish Times forklarer McEwan, at han finder Brexit-politikken absurd og meningsløs.

»Jeg forsøger på ingen måde at skjule, at jeg ikke er upartisk, hvad det her angår. Sådan tror jeg heller ikke, man kan bruge satire. Jeg er helt igennem forudindtaget, og kakerlakkens sjæl er i mine øjne sjælen i Brexit,« sagde han.

Ian McEwan: 'Cockroach'.

Saxo
Ian McEwan har tidligere været ude i et lignende ærinde. Lørdag (2005) udspiller sig den dag i 2003, hvor en million englændere demonstrerede mod Blair-regeringens beslutning om at sende væbnede styrker til Irak. Andre markante titler i forfatterskabet – fra Soning (2014) til Ved Chesil Beach (2007) for nu at nævne de bedste – har på lignende vis vendt et udforskende blik mod samfundets magtinstitutioner og de sociale og politiske omvæltninger, der har præget England de seneste mange år.

Det gælder i høj grad også McEwans forrige roman Machines Like Me, der udspiller sig i en alternativ version af 1980’erne, hvor England har tabt Falklandskrigen, og Alan Turing har formået at opfinde robotter med kunstig intelligens.

Machines Like Me udkom til forrygende anmeldelser tidligere på året, hvorefter Ian McEwan ifølge ham selv brugte sommeren på at skrive Cockroach. Forfatteren har med andre ord haft travlt den seneste tid. Spørgsmålet er, om han måske har haft for travlt.

Det er ikke Brexit, den Boris Johnson-lignende premierminister i Cockroach forsøger at gennemføre, men derimod en ny økonomisk politik, der kaldes »reverse-flow economics«. I bogen forklares den således (i egen oversættelse; romanen er ikke kommet på dansk):

»Ved slutningen af en arbejdsuge betaler en ansat sit firma for alle de timer, hun har arbejdet. Men når hun går i butikker, bliver hun generøst kompenseret i indkøbspriser for alle de varer, hun tager med sig hjem.«

Reversalism, som teorien hedder, er hverken nævnt af Adam Smith eller Marx, fortælles det, men ved »den skelsættende Bretton Woods-konference i 1944, der udstak rammerne for efterkrigsøkonomiens orden og skabte Den Internationale Valutafond, blev der i en underkomité holdt et fuldt minuts begejstret tale for indførelsen af reversalismen af den paraguayanske repræsentant Jesus X. Velasquez. Han fik ingen opbakning, men krediteres som regel for at være den første, der benyttede sig af termen offentligt«.

Forfatterskabets dårligste bog

Cockroach er delt op i fire afsnit, og i de to første er Ian McEwan i fin form. Der er snert og humor i beskrivelserne af den tømmermandsramte Jim Sams, der vågner forvirret op i sin embedsbolig, men hurtigt finder ud af at begå sig som et kryb af en premierminister.

Det følgende kabinetsmøde, hvor indførelsen af en omvendt pengestrøm tales igennem, er politisk satire, når den er bedst. Størst bekymring har udenrigsministeren, der frygter, at tyskerne ikke vil gå med til at betale for at eksportere biler til England. Men som det udtrykkes, »vi har tidligere stået alene, i 1940, efter Frankrigs fald, da den tyske terror lagde sig over Europa. Hvorfor bekymre sig om deres biler nu?«

Bortset fra den twitterglade amerikanske præsident Archie Tupper – der er begejstret for »revengalism«, som han kalder det – står Storbritannien helt alene i forsøget på at vende verdens pengestrøm, og også blandt Sams konservative partifæller er der stor splittelse at spore. Intet kan imidlertid stoppe den stædige og stupide premierminister, heller ikke de parlamentariske regler.

Til gengæld stopper morskaben hurtigt. I den sidste halvdel af Cockroach mister fortællingen energi, og efter endt læsning sad jeg tilbage med indtrykket af en pudsig idé, der nok skulle have været grundigere gennemtænkt eller måske slet ikke realiseret i litterær form. Men heri ligger udfordringen naturligvis.

Som vi skrev i avisen sidste måned, står de britiske skønlitterære forfattere nærmest i kø for at skrive bøger om den splittelse, som Storbritannien og dets demokrati befinder sig i efter Brexit-afstemningen i 2016. Krisen synes at kalde på en hurtig reaktion fra forfatterne, men da litteratur som bekendt ikke er et hurtigt medie, er risikoen for at ramme skævt stor. Det har Ian McEwan gjort denne gang.

Cockroach er uden sammenligning forfatterskabets dårligste bog, eller kedeligste er vel ordet, for sproget er som altid spændstigt, og redegørelsen for reversalismen er båret af samme vid og sans for levende detaljer, som når han andre steder skriver om kunstig intelligens, krig eller klimaforskning. Jeg gætter på, at Ian McEwan har haft stor fornøjelse af at researche og regne den ud, så det virker troværdigt. Det skinner igennem.

Romanens problem er afsættet. På intet tidspunkt løfter forfatteren blikket ud over sin nation for at skildre eller forstå dem, der ikke er enig med ham. Vreden og partiskheden forhindrer den nuancerede samfundskritik, der gnistrede skarpt og litterært i Lørdag, hvor sprækkerne i den anstændige hovedpersons hverdag viser sig i takt med, at antikrigsdemonstranternes råb bliver højere. I Cockroach er magthaverne og fortalerne for reversalismen, altså Brexit-tilhængerne, ikke andet end modbydelige insekter.

Derved fremstår Ian McEwans 19. skønlitterære bog sært afkoblet fra det samfund, den postulerer at ville afspejle og debattere. Det er svært at se, hvem der skulle have fornøjelse af at læse eller have lyst til at gå i dialog med Cockroach, i hvert fald er jeg som antydet slemt skuffet.

Følelsen opvejes dog til dels af visheden om, at Ian McEwan nu har fået bogen »ud af systemet«, som han udtrykker det. Forhåbentlig kan den i dag 71-årige forfatter så atter koncentrere sig om nye store værker med samfundsmæssig prægnans og litterær tyngde. Dem glæder jeg mig til at læse.

Ian McEwan: 'Cockroach'. 100 sider. Jonathan Cape, London.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her