At anmelde Jacob Holdts erindringsbog Om at sige ja er lettere end at læse den. Allerede efter de første hundrede sider føler man sig overfodret med tusinder af detaljer, navne, steder og tanker i en uendelig bevidsthedsstrøm.
Efter 483 sider, krydret med næsten lige så mange små og større billeder, der ikke altid føles relevante, men vidner om forfatterens intense trang til at dokumentere alting, sidder man tilbage med et billede af en konfliktfyldt, søgende, ofte idealistisk og overfølsom mand.
Han kalder sig selv »systematiserende slumfotograf«, han nægter at blive sat i en ideologisk-politisk bås, og han har kun – efter eget udsagn – stemt til venstre for midten én gang, da han i 1969 satte sit kryds ved SF, fordi partiet efter hans mening støttede de fattige lande.
Han er efter eget udsagn diagnosticeret med ADHD, og han beskriver kort og nøgternt sin profession som »foredragsholder«. Foredrag har været hans profession siden 1976.
Hans navnkundige bog Amerikanske Billeder blev den største succes i Informations forlags historie.
Bogen er en slags fotografisk snapshot-registrering af Holdts legendariske odyssé som vagabond gennem USA 1970-75, hvor han på mirakuløs vis kom i tæt kontakt med høj som lav – og ikke mindst ved hjælp af sit lille CanonDial-kamera uden synderlig fotografisk kunnen primært dokumenterede de fattige, sorte amerikaneres kummerlige tilværelse, men også færdedes både hos Ku Klux Klan og i de rigeste cirkler.
Jesus-sammenligninger
Jacob Holdts skikkelse, hans lange, viltre hår, det flettede skæg og karisma har ledt til Jesus-sammenligninger. Holdt kan ikke lide parallellen til Jesus, men alene titlen på bogen Om at sige ja antyder, at Holdt er en slags evangelist, der prædiker, at godheden skal starte hos den enkelte, at alle mennesker – selv Ku Klux Klan-medlemmerne – indeholder elementer af godhed, og at uretfærdighed og fattigdom skal mødes med forståelse og godhed.
Han afviser »ideologier« og gør derfor ikke meget ud af de politiske, strategiske og økonomiske kræfter og interesser, som reelt former denne verden.
På den led er det nemt at afvise Jacob Holdt som en blåøjet, naiv idealist, men hans livsværk har uden tvivl bibragt utallige mennesker i Danmark – og ikke mindst i USA – konkret dokumentation for modsætningerne og uretfærdighederne i det amerikanske samfund og nødvendigheden i at bekæmpe fattigdommen.
Holdts »erindringsglimt« dækker de første 30 år af hans liv, men rækker i glimt ind i nutiden. Opvæksten på en præstegård i Vestjylland og den for præstesønner ikke ukendte oprørstrang. Det formative ophold på Krogerup Højskole med efterfølgende hippietilværelse i København i sluttresserne, hvor han i en periode fastholder sit medlemskab af Konservativ Ungdom, men alligevel bliver radikaliseret og aktiv i Vietnambevægelsen.
De detaljerede erindringsglimt danner et billede af et selvmodsigende og konfliktfyldt menneske, der arbejder hårdt, drikker og ryger hårdt og næsten desperat leder efter et holdepunkt i tilværelsen, samtidig med at han gavmildt omdanner sit hjem til et slags hippieherberg for mennesker fra nær og fjern.
Samlermani
Holdt har en samlermani. Han samler på mennesker (ikke mindst kvinder), han opbevarer noter, plakater og andre memorabilia og fører i perioder omhyggeligt dagbog. Ophobningen af detaljerede erindringsbilleder og refleksioner er så overvældende, at de kan skygge for overblikket.
Efter fem år, 15.000 billeder, 160.000 kilometer og hundreder af menneskeskæbner begynder Holdt sin tilværelse som foredragsholder.
I 1977 udkommer Amerikanske Billeder, og Holdt aner ikke, hvad han skal stille op med succesen og pengene. Han bliver på et år millionær i nutidskroner – og pengene skal bruges til bekæmpelse af fattigdommen i Afrika. Men mange af dem smuldrer mellem hænderne på ham i den foredragsorganisation, som han etablerer.
Han elsker USA og ikke mindst præsident Jimmy Carter, og da han indser, at bogen også bliver en drivkraft for og styrkelse af den latente antiamerikanisme, forsøger han med alle midler at standse udgivelsen af den.
Han er også blevet kontaktet af KGB, som han naivt tror vil hjælpe ham med at opbygge et hospital i Angola, men – går det op for ham – vil (mis)bruge Amerikanske Billeder til at afsløre Jimmy Carter som hykler. En præsident, der kæmper for menneskerettigheder blandt andet i Sovjet, men lader hånt om dem derhjemme.
»Den bog, jeg brugte et par uger på at skrive, brugte jeg nu halve år på at sabotere,« skriver han.
Om at sige ja er ikke et helstøbt erindringsværk, men et fascinerende indblik i både en banebrydende tid og ikke mindst en dybt kompliceret mand, hvis betydning man ikke skal underkende.
En mand med et umiskendelige skær af narcissisme og dertil hørende overfølsomhed over for kritik. Den kan ikke kun forklares med den ADHD-diagnose, som Holdt flere gange vender tilbage til. Uden dette overdrive ville Holdt næppe kunne have gjort alt det, han faktisk gjorde – inklusive at få en klinik i Afrika op at stå og fortsat arbejde mod diskrimination og for godhed og solidaritet.
Jacob Holdt: ’Om at sige ja – Erindringsglimt 1947-1977’. Politikens forlag, 488 sider, 350 kroner
Hvordan kunne Holdt stemme på SF i 1969, når der ikke var valg det år?
Hvis jeg kunne dele medaljer ud, skulle Holdt have en for sin originalitet, sit øje for billeder samt sit medmenneskesyn. Men åbenbart ikke for at huske årstal :-)