Jan Grarup er konsekvent grænseoverskridende, og han lægger ikke skjul på det

I min reol står en af de stærkeste fotobøger, jeg har set. Den danske fotograf Jan Grarups Shadowland fra 2005. Under tilblivelsen af bogen går Jan Grarup ned med flaget. Han er sygemeldt i flere måneder. Næsten 15 års rejser til krig, død, naturkatastrofer og ødelæggelse i Afrika, Mellemøsten og i det tidligere Jugoslavien har indhentet han.

Han har forsøgt – som han skriver i erindringsbogen Hvor jernkorsene gror at medicinere sig selv med det, som en del af mine kolleger også stopper i hullerne: sprut, kokain og fuld fart fremad.

Han har en fornemmelse af, at han skubber et godstog foran sig af smerte, lidelse, ødelæggelser, død. Han har forsøgt at følge det råd, som den lille skare af hårdføre krigsfotografer og reportere, han kender, har givet ham: Get drunk, get laid and get over it.

Udtrykket om dér, »hvor jernkorsene gror« har han fra sin rejsefælle og indimellem læremester, forfatteren og journalisten Jan Stage. Stage er en »givende og klog person«, men Grarup hader, når Stage indleder dagen i et krigsområde med ordene:

»Unge Grarup, i dag skal vi ud, hvor jernkorsene gror.« Det betyder, at de skal opsøge de største farer og værste sider af krigen.

»Det er den slags dage, hvor vi ikke ved om vi vender tilbage. Hvor vi i bedste fald slipper med ar på sjælen,« som Grarup skriver.

Bogen kunne også hedde have heddet »Ar på sjælen«, fordi det handler den i høj grad om. De ar har Grarup selv fotograferet.

Forsideselvportrættet af den 50-årige fotograf viser en tynd, gennemtatovereret mand med klap for højre øje og et kamera løftet op ved siden af det venstre.

Måske inspireret af den gale fotograf i Coppola-filmem Dommedag nu spillet af Dennis Hopper. Grarups nøgne overkrop er også behæftet med den slags måleplastre med tilhørende ledninger, som kardiologer bruger til at måle hjertefunktionen med.

Et andet selvportræt inde i bogen viser en sammenkrummet, nøgen Grarup med hænderne i et næsten krampagtigt greb om hovedet. Det er taget med et mere end 150 år gammelt, såkaldt Wetplate-kamera, som Grarup eksperimenterer med. Det har et råt, næsten historisk dystert udtryk.

Over for i bogen er der et billede af Grarups lille søn Elias, der på Skt. Lukas Hospice tager endelig afsked med sin kræftdøende mor. Grarup fotograferede sine børns mors sidste dage. »Billeder er gode at have,« som han skriver.

»Katastrofer er blevet min normalverden«

Jan Grarup er konsekvent grænseoverskridende, og han lægger ikke skjul på det. Efter læsningen af de 302 siders tekst og billeder, står der et virvar af indtryk tilbage. Et selvbillede af en mand, der som 19-årig fotoelev på Helsingør Dagblad nærmest ved et tilfælde overværer og fotograferer protestantiske terroristers angreb på deltagerne i en begravelse af en katolsk IRA-terrorist i Belfast.

Det bliver starten på mere end 25 år lang endeløs række af blodige og dramatiske fotoopgaver, i mange år for Ekstra Bladet, dernæst på Politiken og i de seneste mange år som freelancer. Danske og internationale fotopriser er regnet ned over Grarup. »Katastrofer er blevet min normalverden,« som han skriver i bogen.

Når katastrofer er en normalverden, er den normale verden svær at være i. Adrenalin kan være lige så stærkt og vanedannende som narko eller sprut. Grarup fik diagnosen Post Traumatic Stress Disorder (PTSD), tager medicin for det og har lagt sprutten på hylden.

Hans vilde år på Ekstra Bladet var en succesrig jagt på grumme og dramatiske nyhedsbilleder. Han fik stjernestatus og var rasende, hvis vagtplanen gav ham kedelige rutineopgaver.

»Jeg gider ikke tage billeder af Kjeld Heick, når han havde fået en ny cykel.«

Bogen kan også læses som et opgør med den form for journalistik, som Ekstra Bladet i særdeleshed dyrkede, hvor dramaet, de hurtige nedslag og sensationen var drivkraften. Grarup lægger ikke skjul på sin fascination af den – og beskriver veloplagt utallige eksempler.

Men han begyndte i stigende grad at søge andre veje. Inspireret af den franske fotoagent Mark Grossett og den daværende fotochef på Politiken Per Folkver begyndte Grarup på det, der for alvor skabte hans ry som fotograf: En fotojournalistisk søgen efter billeder, der i sig selv fortæller en historie om mennesker, der ikke fører krig, men er ramt af krigen. Det er deres livsvilkår, han vil beskrive.

Det er en opgave, der ikke kan løses ved hit and run-journalistik. Det kræver langt længere tid med fødderne på jorden. Fotografen skal bruge god tid på at lære sine motiver at kende. Hvad enten det er en gruppe palæstinensiske teenagere eller unge somaliske piger, der dyrker sport under daglige mordtrusler fra voldelige ultra-islamiske terrorister.

Grarup siger selv, at hans opgave er at »bygge bro mellem konfliktens ofre og dem, der har deres på det tørre, langt væk fra krigen«. En fin målsætning, der nu er blevet hans vigtigste ambition. Samtidig, fornemmer man, kan den være en god forklaring på, at han stadig ikke kan undvære det rush af adrenalin, som hver eneste tur til Darfur, Den Centralafrikanske Republik eller Syrien også giver ham.

Fra tabloid tju bang-journalist til aktivist

Jan Grarups erindringsbog indeholder rystende beretninger om menneskelig ondskab. Stærkest står beretningen om hans oplevelser under folkemordet i Rwanda – en tur, der for alvor lagde grunden til hans senere sammenbrud. Mest interessant er hans betragtninger over, hvordan fotografen kan og bør være noget mere end bare en slags håndværker, der tager billeder.

I en tid, hvor alle har et kamera inden for rækkevidde, skal billedet – bare et enkelt billede – kunne fortælle en hel historie. Han tog i 1991 billeder af en 6-8 årig kurdisk flygtningepige i Tyrkiet. Hun stod i en brødkø, men blev løbet over ende af stærkere og ældre sultne flygtninge. Ensom, ulykkelig og sulten står hun alene tilbage. Billedet kom på forsiden af britiske The Guardian med overskriften »Hendes tårer – vores skam«.

Det går op for ham, at hans egen indignation og empati har aflejret sig i det billede og langsomt begynder han at arbejde på den måde. Hvilket også har medført kritik af ham for at lave æstetik ud af rædsel. Da hans far dør i 2018, tager han naturligvis også et billede af den afdøde.

»Det er det mest ufølsomme billede, jeg nogensinde har taget,« skriver han.

Begrebet »utilpasset« er alt for mildt, når det drejer sig om Grarup. Han har brændt utallige broer bag sig. Han har »aldrig lært det sociale livs spilleregler« og er bedre til at iagttage end deltage. Han »kan ikke finde sin indre DJØF’er« og erkender, at han har prioriteret fotografiet over sin familie, som han har fjernet sig fra, samtidig med at han i årevis har forsøgt at være en god far.

Bogens styrke er fortællingen om den fremadskridende udvikling af Grarups professionelle rejse fra krigsfotograf, der bare tager (gode) billeder til fotojournalist, der fortæller en vigtig historie ved hjælp af rystende billeder. Krigsveteraner bærer på dybe ar, og Grarup er den evige veteran, der frivilligt opsøger slagmarkerne.

Hans indre, private slagmark er en vigtig, men mindre del af bogen. Bogens styrke er fortællingen om ændringen af ham selv fra tabloid tju bang-journalist til en slags aktivist, der vil mobilisere folk til handling. Dermed giver han også sig selv en forklaring på, eller undskyldning for at fortsætte sin drift mod hærværk og pludselig død.

Dette underliggende paradoks gør bogen ikke kun læseværdig, men også til vigtig nutidig historieskrivning.

Jan Grarups erindringer er »fortalt til« journalisten Jakob Fälling, der har et godt greb om fortælleteknikken og kompositionen. Man fornemmer, at det ikke har været nemt arbejde at bearbejde Grarups mange fortællinger om død, ødelæggelse og sommetider konfliktfyldte selvransagelser. Det er fascinerende og naturligvis rigt illustreret læsning.

Bogen er en blanding af professionel kynisme, medfølelse og næsten fanatisk energi og nytænkning, når det drejer sig om at fotografere. Jan Grarup siger selv, at han er ensom. Han ved godt, at det er hans egen skyld og har mange – ofte troværdige – forklaringer på sin succes som fotograf og på nogle områder fiasko som menneske. Det nærmeste han kommer et sandt venskab eller kærlighed er kameraet. Det er til gengæld en kærlighedshistorie, der vil noget.

Jan Grarup, Jakob Fälling: ’Hvor jernkorsene gror – en krigsfotografs erindringer’. Gyldendal. 304 sider, 300 kroner.