Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Janis Varoufakis har skrevet en rodet historie om kapitalisme

Varoufakis har tidligere demonstreret, at han formår at kombinere analytisk tyngde med en evne til at skrive levende og interessant, men i ’Samtaler med min datter’ fungerer det ikke rigtigt
I sin bog ’Samtaler med min datter om økonomi – en kort historie om kapitalisme’, vender Janis Varoufakis tilbage til sin baggrund som økonom. Ambitionen er at levere en letlæst introduktion til, hvordan moderne kapitalistiske økonomier fungerer.

I sin bog ’Samtaler med min datter om økonomi – en kort historie om kapitalisme’, vender Janis Varoufakis tilbage til sin baggrund som økonom. Ambitionen er at levere en letlæst introduktion til, hvordan moderne kapitalistiske økonomier fungerer.

Simela Pantzartzi

Kultur
11. oktober 2019

Før 2015 var der få, der kendte Janis Varoufakis. Inden for økonomifaget var han kendt for sit teoretiske arbejde og bogen The global Minotaur med en analyse af det globale finanssystem og sammenhængen mellem gæld, handel og makroøkonomi. I januar 2015 blev han for alvor kendt uden for forskningsverdenen, da han blev udnævnt til græsk finansminister i den nyvalgte Syriza-regering under Alexis Tsipras.

Som finansminister kom han til at stå i spidsen for Syriza-regeringens forhandlinger med EU og kom dermed til at stå som den mest markante modstander af EU’s sparepolitik og den tyske uvillighed til at give større makroøkonomisk råderum til de kriseramte sydeuropæiske økonomier.

Janis Varoufakis: ’Samtaler med min datter om økonomi – en kort historie om kapitalisme’.

Saxo
Varoufakis holdt ikke lang tid som finansminister. Allerede efter et halvt år endte han med at trække sig i protest mod det, han anså som Tsipras’ kapitulation over for EU’s krav. Selv om han forlod den toppolitiske scene, har Varoufakis dog ikke ligget på den lade side.

Han har udgivet tre bøger og startet to politiske bevægelser – det europæiske parti Diem25, som uden den store succes stillede op til EU-parlamentet, men til gengæld fik noget større succes i det nylige græske valg, hvor de stillede op som en venstreopposition til den daværende Syriza-regering.

I sin bog Samtaler med min datter om økonomi – en kort historie om kapitalisme, vender han tilbage til sin baggrund som økonom.

Ambitionen er at levere en letlæst introduktion til, hvordan moderne kapitalistiske økonomier fungerer, herunder emner som ulighed, kriser gæld og vækst, krydret med henvisninger til alt fra klassiske græske tragedier til Star Trek og The Matrix. Det er desværre en ambition, som kun lykkes delvist.

Ideen om en samtale med datteren leder tanker hen på en form for økonomisk Sofies Verden, hvor en rammefortælling styrer os igennem mødet med en række begreber og tænkere.

Men rammefortællingen kommer mest ind som nogle indskudte bisætninger, og vi finder aldrig rigtig nærmere ud af, hvem datteren er, eller hvorfor Varoufakis har disse samtaler med hende. På den måde kommer samtaleformatet mest til at virke som en distraktion fra bogens egentlige emne.

Svært at finde en rød tråd

Mere strukturerende er bogens undertitel om en kort historie om kapitalisme, for bogens otte tematiske kapitler virker delvist kronologisk struktureret som en analyse af udviklingen af den kapitalistiske verdensøkonomis historie. Kombinationen af de to narrative rammer gør imidlertid, at bogen kommer til at fremstå relativt rodet, og det er svært at finde en rød tråd i de forskellige kapitler.

Det rodede format slår også igennem i bogens teoretiske indhold, hvor de enkelte kapitler, hver med sit teoretiske blik, kommer til at fremstå meget fragmenterede. Der er flere af kapitlerne, der er særdeles fremragende.

I forklaringen af moderne pengesystemer blander Varoufakis en fortælling om bytteøkonomi med cigaretter i en fangelejr under Anden Verdenskrig med mere teoretiske diskussioner af, hvordan spørgsmålet om penges værdi altid er politisk bestemt, og at hverken guld eller bitcoins kan undslippe pengenes politiske natur.

I kapitlet om gæld forklarer han på fremragende vis, hvordan banker via kreditsystemet kan skabe penge ud af intet, men at denne pengeskabelse altid er afhængig af en gensidig tillid til evnen til fremtidig tilbagebetaling af udestående, hos såvel banker som gældstagere, og hvordan tabet af en sådan tillid kan medføre, at hele økonomien fryser til i en lammende kreditkrise.

Denne analyse af forholdet mellem debitor og kreditor illustreres med Christopher Marlowes Doktor Faustus fra 1592, hvor ideen med en kontrakt med djævlen blev illustreret i litteraturen, netop som den nye kapitalistiske kreditøkonomi var ved at vokse frem.

Imidlertid er det samlede billede stadig noget ujævnt. Der er kapitler, som tydeligt trækker på en enkelt forfatter – afsnittet om hvorfor Europa koloniserede Australien og ikke omvendt baserer sig på Jared Diamonds Vejen til verden af i dag, mens kapitlet om markedssamfundets historiske opståen trækker klart på Karl Polanyis The Great Transformation. Andre kapitler trækker mere på Marx’ teori om udbytning, Hyman Minskys arbejde om finansiel ustabilitet eller David Graebers analyser af gældens moralske karakter.

På grund af bogens introducerende og uformelle tone bliver disse teoretikere dog aldrig eksplicit nævnt, og man ender derfor med et noget uensartet billede af præcis, hvad det er, Varoufakis vil sige om økonomien.

På grund af den causerende karakter fungerer bogen ikke rigtig som en introduktion til økonomisk tænkning på samme måde som for eksempel Ha-Joon Changs fremragende Økonomi – En brugsvejledning, der også lige er udkommet på dansk. Samtidig er den litterære ramme ikke interessant nok til at gøre den til andet end netop sådan et forsøg på en introduktion.

Varoufakis har tidligere demonstreret, at han formår at kombinere analytisk tyngde med en evne til at skrive levende og interessant, men i Samtaler med min datter bliver det samlede resultat for rodet og uensartet til rigtig at fungere.

Janis Varoufakis: ’Samtaler med min datter om økonomi – en kort historie om kapitalisme’. Klim, 250 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her