Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Jeremy Rifkins nye bog er et klimapolitisk mindfuck

’The Green New Deal’ kan absolut ikke anbefales at læses som andet end et eksempel på, hvordan en forfatter uden moral og ære bevidst forsøger at konstruere falske pseudoargumenter, som pakkes pænt ind
Rifkins bog indskriver sig i den nuværende diskussion af overvågningssamfundets opståen igennem digitalisering, hvor der på den ene side er teknologioptimisterne såsom som Rifkin. På den anden side står en række ekstremt kritiske tænkere, hvor hovedværket i øjeblikket er Shoshana Zuboffs The Age of Surveillance Capitalism.

Rifkins bog indskriver sig i den nuværende diskussion af overvågningssamfundets opståen igennem digitalisering, hvor der på den ene side er teknologioptimisterne såsom som Rifkin. På den anden side står en række ekstremt kritiske tænkere, hvor hovedværket i øjeblikket er Shoshana Zuboffs The Age of Surveillance Capitalism.

ERIC PIERMONT

Kultur
1. november 2019

På et overfladisk plan er der tale om et udmærket forsøg på at lave en klimapolitisk grøn agenda, som lister en række afgørende tiltag op, der skal kickstarte en green new deal og gøre en ende på et fossilt-baseret samfund og ditto økonomi. Det er også det narrativ, der sælger bogen: Der er tydeligvis tale om en klimabog, hvis man kigger på coveret, beskrivelsen af bogen og titlen. Men det matcher kun for ti procent af bogens indhold.

Langt overvejende handler bogen nemlig om noget helt andet.

Hovedargumentet i bogen er et argument for behovet for en intensiv digitalisering af alt fra infrastruktur, bygninger, indkøb etc. Rifkin kalder dette for den Tredje Industrielle Revolution, hvor han ser et integreret Eurasien opstå baseret på en digitaliseret infrastruktur og et tæt partnerskab mellem EU og Kina.

Visionen er baseret på en forestilling om, at de traditionelle geopolitiske modsætninger vil ophæves til fordel for fælles biosfæriske interesser og en økologisk civilisation.

Hvor det var økonomien, der skabte sammenhængskraften og den usynlige hånd i den amerikanskdominerede liberale verdensorden, vil det være den digitale økonomi og infrastruktur, som er den usynlige hånd og sammenhængskraft i det kinesiskdominerede Eurasien.

Politik, demokrati og borgerinddragelse erstattes af et ’peer assemply governance’-system, hvor blandt andet de største virksomheder inden for it, kommunikation, energi etc. skal sidde og udbygge den digitale infrastruktur ud fra effektivitetshensyn.

De fleste af de konkrete klimapolitiske forslag, der opstilles til sidst, handler også mest om, hvordan der kan gives skatterabatter til virksomheder, som gør noget grønt. Hvilket jo ikke i sig selv er en dårlig idé, men i en kontekst af en afdemokratiseret politisk virkelighed, hvor borgerne og små virksomheder bliver sat ud af spillet, er der tale om en teknokratisk, elitært og økonomisk enstrenget styreform, der ikke ser særlig human ud.

Rifkins bog indskriver sig i diskussionen af overvågningssamfundet

Som eneste modargument imod den åbenlyse magtcentralisering er, at borgerne i den digitale økonomi gennem mikro-grid-løsninger vil kunne afkoble sig fra nettet, og at energi i det hele taget vil være decentralt frem for centralt, og at der derfor er tale om en demokratisering af den grønne energi, hvor magten er hos borgerne.

Det er selvfølgelig alt sammen bullshit. Det samfund, som Rifkin præsenterer, er et centraliseret og teknokratisk styre, der igennem elektrificering og digitalisering af ikke blot infrastruktur, men også bygninger, indkøb, transport etc., vil være et totalitært overvågningssamfund, hvor borgerne og små virksomheder vil være uden magt eller indflydelse.

Jeremy Rifkin: ’The Green New Deal – Why The Fossil Fuel Civilization will Collapse by 2028 and The bold economic plan to save life on earth’.

Saxo
I Rifkins verden får borgerne til gengæld et effektivt og optimalt logistisk system, hvor varer kan bestilles og modtages hurtigt, fordi alle køb og salg er registreret, og it-systemer og algoritmer vil skabe smarte og intelligente løsninger.

Rifkins bog indskriver sig derfor i den nuværende diskussion af overvågningssamfundets opståen igennem digitalisering, hvor der på den ene side er teknologioptimisterne såsom som Rifkin. Herhjemme repræsenterer bl.a. Soulaima Gourani samme fløj. På den anden side står en række ekstremt kritiske tænkere, hvor hovedværket i øjeblikket er Shoshana Zuboffs The Age of Surveillance Capitalism.

Kritikken er todelt: Den ene går på, at staterne har givet private virksomheder lov til at kapitalisere på borgernes data via Facebook, Google etc. Den anden at digitaliseringen øger de totalitære regimers magt og kontrol med befolkningen.

Rifkin hører til den jubeloptimistiske fløj, hvor kritiske problemstillinger overstås på et par få linjer. Men hvad er så Rifkins argument for digitalisering? Og hvorfor skal det pakkes ind i en klimabog?

Det klimapolitiske argument er: Hvis du vil være grøn, skal du digitalisere. Men det er lidt et mindfuck. Det er ikke et gyldigt argument. Det svarer til at sige noget i retning af, at du bliver til en banan, hvis du spiser mange pærer.

Præmissen for argumentet er selvfølgelig en udbygning af en grøn energiinfrastruktur, men hvordan det skal ske, bruger Rifkin ikke rigtig tid på. Argumentet burde være, at hvis du vil være grøn, skal du udbygge en grøn infrastruktur. Hvorvidt det er en god idé at digitalisere transport, bygninger etc. kræver et selvstændigt argument.

Hvis vi ikke kan bruge det grønne argument for at skulle digitalisere, hvad kunne argumentet så være? Her dukker et andet interessant spørgsmål op: Hvorfor fremfører en skribent og økonom som Jeremy Rifkins et argument uden gyldigheds- eller sandhedsværdi, hvor han konkluderer på noget, som ikke hænger sammen med de opstillede præmisser?

Som læser opstår der den mistanke, at forfatteren har en interesse i at vildlede læseren. At manipulere læseren til at tro, at grøn politik er identisk med digitalisering. Hvorfor skal argumentet for digitalisering ellers pakkes ind i grønt glitterpapir? Skyldes det, at det er vanskeligt at fremføre et selvstændigt positivt argument for digitalisering af infrastruktur, bygninger, indkøb etc.? Og skyldes det, at der gemmer sig et tredje plan i bogen, som på indirekte vis kan forklare logikken i Rifkins pseudoargumentation?

Et partsindlæg i den globale kamp mellem Kina og USA

Igennem hele bogen er Rifkin meget optaget af at fortælle om sine personlige bedrifter udi at rådgive verdens regeringsledere og virksomledere. Og man får indtrykket af, at Rifkin er en magtfuld person, som der bliver lyttet til – bl.a. i toppen af det kinesiske politbureau.

I det hele taget er bogen præget af en opsigtsvækkende ukritisk tilgang til den kinesiske republik. Blandt andet fremhæver Rifkin gennem hele bogen Kinas positive bedrifter i forhold til at investere i sol og vind og undlader at nævne Kinas ekspansive og antidemokratiske politiske løbebane.

Mit bedste bud er derfor, at Rifkins bog i virkeligheden skal ses som et partsindlæg i den globale kamp mellem Kina og USA, hvor ambitionen er at få europæiske og amerikanske læsere til at se Kina som en større klimapolitisk partner for Europa end USA, og for at dele visionen om et sammenhængende Eurasien domineret af Kina.

Og denne kamp er ikke en varm krig, som bliver udført med krudt og kugler. Men derimod en kold handelspolitisk og telekommunikationspolitisk krig, hvor Kina køber sig ind på it-markeder og derved vinder den globale krig ved at kunne kontrollere al vores energiforsyning, infrastruktur, bygninger, indkøb, adfærd etc.

Hvad Kina blot mangler for at øge sin magt er, at så meget som muligt bliver elektrificeret og digitaliseret. Og her spiller Rifkins bog perfekt ind.

Så fra et europæisk og demokratipolitisk perspektiv er der tale om en gyser. Det skyldes, at Europa indtil videre gladeligt har åbnet døren for Kinas ekspansion. Herhjemme har vi haft debatten i forhold til diskussionen om pandadiplomati, hvor man i Danmark gerne opgiver kampen for demokrati og politiske frihedsrettigheder for nogle bilaterale handelspolitiske aftaler med Kina og et par dyre nuttede pandaer i bur. Også i forhold, hvorvidt det kinesiske firma Huawei ville blive valgt af TDC til at levere 5G, var den danske debat præget af en åbenlys naivisme i forhold til den ekspansive kinesiske politik og intentioner.

Niveauet for debatten i Danmark skyldes, at den politiske debat i høj grad er blevet parkeret i en diskussion om forskellige økonomiske værdier og gevinster. Det betyder det absurde, at seriøse kommentatorer uden at blinke bruger økonomiske argumenter for alt fra kongehuset, immigranter, klimapolitik og vuggestuer. Hvad der er dyrt, skal vi have mindre af. Hvad der tjener sig selv hjem, skal vi have mere af.

Og her har Kina masser at byde på. At grunden til, at produktionen er billigere i Kina skyldes, at der ikke tages hensyn til menneskelige, biologiske eller klimapolitiske forhold, nævnes selvfølgelig ikke.

Teknologisk jubeloptimisme

I dette stærkt økonomifikserede debatklima falder Rifkins bog ubemærket ned. Og Rifkin gør det elegant. For det bør han have seks stjerner.

Det er svært gennemskueligt, at hans klimapolitiske argument i virkeligheden er et digitaliseringsargument, som intet har med klimapolitik at gøre, og at det argument i virkeligheden er et kinesisk propagandabidrag, som skal lokke europæere til at se igennem fingrene med den kinesiske aggression, forskydning af den geopolitiske balance, bevægelsen imod et antidemokratisk politikløst samfund, der baserer sig på en statskapitalistisk samfundsmodel, hvor Rifkin foreslår »at vende Marx på hovedet« og ophæve klassekampen ved at gøre alle til små kapitalister.

Så for indhold og argument får Rifkins nul stjerner, og bogen kan absolut ikke anbefales at læses som andet end et eksempel på, hvordan en forfatter uden moral og ære bevidst forsøger at konstruere falske pseudoargumenter, som pakkes pænt ind.

Tragedien er, at udviklingen allerede er i gang. Kina er allerede ved at overtage store dele af både den fysiske og digitale infrastruktur i Afrika og Europa. Og døren står på vid gab via private virksomhedsbeslutninger om, hvilke it-operatører de vil anvende, og åbne udbudsrunder, hvor kinesiske virksomheder vinder budene på legitime vilkår.

Hvis vi fortsætter ned ad den vej, skal vi forberede os på, at det 21. århundrede vil blive domineret af Kina, hvor det 20. århundrede efter anden verdenskrig var domineret af USA.

Som lille nation har vi været underlagt den amerikanskdominerede verdensorden, der sikkerhedspolitisk, økonomisk og handelspolitisk har været organiseret igennem internationale institutioner som NATO, WTO og EU. Og på at begreber fra det forrige århundrede som suverænitet og territorial magt erstattes løbende af handelsaftaler og markedsøkonomiske fællesinteresser.

I den kinesiskdominerede verden regerer Kina ikke primært igennem militært isenkram, men derimod igennem mindcontrol, og det vil være et samfund, hvor den normative kraft ikke finder sin begrundelse i beskyttelse af det enkelte menneske, men derimod regimet eller kejserdømmets overlevelse på den lange bane.

Og derfor skal vi grundlæggende spørge os selv, hvorvidt det er i dansk interesse at rykke tættere på Kina. I dansk kontekst var det f.eks. tydeligt, at det danske pandadiplomati var en trojansk hest: Vi låner et par nuttede pandaer og betaler med et nuttet kongehus – og nå ja, afgivelse af kommunikationspolitisk og handelspolitisk suverænitet til långiverne.

Når vi snakker global klimapolitik, er det derfor vigtigt, at vi ikke er naive og parkerer vores politiske værdisæt i en teknologisk jubeloptimisme. Vi har stadig valget imellem at fravælge en global klimapolitik, der giver Kina kontrol over vores kommunikation, infrastruktur og energiforsyning, og i stedet fremme en klimapolitik, der i langt højere grad harmonerer med et menneskevenligt og demokratisk samfund.

Jeremy Rifkin: ’The Green New Deal – Why The Fossil Fuel Civilization will Collapse by 2028 and The bold economic plan to save life on earth’. St. Martin’s Press, 290 sider, 28 dollar.

Theresa Scavenius er cand.scient.pol. og lektor på Aalborg Universitet København med klimapolitik som forskningsområde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Bogens titel er i tilgift et mere eller mindre elegant rip-off af Alexandria Ocasio-Cortez' politiske program.

Der er ikke noget specielt grønt ved øget digitalisering, tværtimod ved vi jo udmærket godt hvor megen energi den kræver.

Derimod er farerne ved såkaldte 'smart cities' og masseovervågning vist ikke rigtig gået op for folk og politikere i Kardemommeby..

Lillian Larsen, Thomas Tanghus, Ejvind Larsen og Christian De Thurah anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Nej - og send så de to bamser retur!

Christian De Thurah

Nej - og send så de to bamser retur!

Lillian Larsen

Hvorfor skulle vi det? Kina må da selv bede om at få deres bamser tilbage. Så kan vi se, hvad der skal til for at få den reaktion.

Steffen Gliese

Der er faktisk en anden, mere radikal strategi i forhold til overvågningen fra private aktører: at gøre den irrelevant. Det er jo i sig selv en del af undertrykkelsen at frygte offentlighed om private forhold - men i det øjeblik, hvor man i stedet er ligeglad, viser det sig, at man sjældent er alene.
På en vis måde bliver også reklamemarkedet demokratiseret med de sociale medier: dels kan man - nok til en vis grad, jeg ved det ikke, jeg har en effektiv adblocker - vælge, hvad man vil præsenteres for, men også selv til en billig pris annoncere, hvilket giver nye muligheder for lokale virksomheder.