Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

John le Carré raser mod de britiske politikere i sin nye Brexit- og badmintonroman

'Fri agent' er ikke blot en vellykket thriller om Brexit, en af de bedste fra le Carrés hånd i årevis, men også noget så sjældent som en roman om badminton
Kultur
1. november 2019
Det britiske forlag har promoveret Fri agent som en Brexit-roman, og det kommer næppe bag på John le Carrés faste læsere, at forfatteren håndterer den kaotiske sag på elegant vis.

Det britiske forlag har promoveret Fri agent som en Brexit-roman, og det kommer næppe bag på John le Carrés faste læsere, at forfatteren håndterer den kaotiske sag på elegant vis.

Anton Corbijn

John le Carrés Fri agent begynder efter en badmintonkamp. I Athleticus Club Battersea i London sidder efterretningsagenten Nat med »udsigt til poolen og derfor ryggen til baren« og nyder en øl og spekulerer over sit arbejdsliv efter en hårdt tilkæmpet sejr over mesteren fra den rivaliserende klub i Chelsea.

»På mandag forventer jeg at blive afskediget,« som han nøgternt udtrykker det.

»Jeg fylder snart syvogfyrre, jeg har haft et godt arbejdsliv, det har hele tiden været meningen, så jeg har ikke noget at klage over.«

John le Carré: 'Fri agent'.

Saxo
Af samme grund tager Nat velvilligt imod en yngre og fremmed mand, der dukker op ved bordet og venligt udfordrer ham til en kamp. De to aftaler en dato, hvorefter Nat diskret spørger klubbens sekretær, hvem Ed, som han hedder, er. Han er researcher, svarer sekretæren og tilføjer, at Nat ikke skal blive usikker på grund af den unge fyr.

»Du skal nok få tørret gulvet med ham ligesom med alle de andre springfyre.«

Med sikker hånd får le Carré i første kapitel kridtet banen op til en kamp mellem agenter og dobbeltagenter, der snyder, stikker og spionerer hinanden. Hvem er Ed? Hvem ender med at tørre gulv med hvem? Er Nat i virkeligheden så tilfreds med tilværelsen, som han giver udtryk for? Hvorfor tror han, at han bliver afskediget på mandag? Og bliver han i øvrigt det?

Det sidste spørgsmål besvares kort efter – hvorfor jeg også tillader mig at røbe svaret – da Nat i stedet for en fyring bliver tilbudt en stilling som leder af The Haven, en afdeling, der, som en overordnet ifølge Nat har udtrykt det, »fungerer som en losseplads for genanbragte afhoppere uden værdi og femteklasses informanter på vej i hundene«.

Det eneste lyspunkt er den unge Florence, som har blikket rettet mod en russisk oligark bosiddende i London. Den rige russer har imidlertid indflydelsesrige venner i både Overhuset og Finansministeriet, og det er derfor langtfra sikkert, at operationen mod ham kan sættes i værk.

Samtidig dukker Ed op som en mistænkelig skikkelse i en anden af afdelingens operationer, hvilket naturligvis kaster en mistanke mod hans nye faste badmintonmakker, jegfortælleren Nat.

Fanger tidsånden i et kritisk skær

Det britiske forlag har promoveret Fri agent som en Brexit-roman, og det kommer næppe bag på John le Carrés faste læsere, at forfatteren håndterer den kaotiske sag på elegant vis.

Groft sagt er forfatterskabet kendetegnet ved at fange tidsånden i et kritisk skær, som det eksempelvis kommer til udtryk i tre af hans bedste titler, gennembruddet Spionen der kom ind fra kulden (1963), Iscenesat (1983), der udspiller sig med krisen mellem Israel og Palæstina som bagtæppe, og Den standhaftige gartner (2001), der handler om den vestlige udnyttelse af Afrika.

I Fri agent kalder Ed den britiske afsked med EU for »en røvrending af nationen uden sidestykke«, da han og Nat får en fadøl efter deres første badmintonkamp. I spejlet i baren er der godt nok hængt en seddel op, hvorpå der står »Brexit bedes diskuteret dæmpet«, men Ed raser mod ikke blot Brexit, men også mod Putin og Trumps USA, der er »direkte på vej mod strukturel racisme og neofascisme«, som Ed siger det, inden han spørger, om Nat er enig:

»Ja eller nej?«

John le Carrés indignation over den politiske og økonomiske korruption, som i hans øjne hænger sammen, har utvivlsomt været skriveprocessens brændstof. Men tonen i Nats lavmælte svar, om at han er enig og de følgende spekulationer, hvori han kommer i tanke om, at Eds moralske engagement »forekom mig at appellere til min egen samvittighed«, er bogens virkelige styrke.

En sympatisk, sitrende og intelligent stemme, der naturligvis gemmer på både bitterhed og temperament (og i øvrigt er fremragende oversat af Jakob Levinsen).

Hemmeligheder og fjender har Nat naturligvis også, og han er derfor omhyggelig med, hvad han fortæller, og hvornår han gør det. Det bidrager til læsefornøjelsen.

Fri agent er nærmest at betragte som en art tilståelsessag, og spændingskurven i den enkle intrige er i høj grad hængt op på Nats evner til at fordreje eller tilbageholde oplysninger så længe som muligt. Eller den 88-årige John le Carrés evner, naturligvis, som når forfatteren næsten ubemærket lader fortællingen glide fra datid til nutid, når dramaet tilspidses.

Efterhånden som venskabet mellem Ed og Nat udvikler sig, tvinges de til at handle, og her har de gavn af lærdommen fra deres fælles passion:

»Badminton handler om list, tålmodighed, hurtighed og usandsynlige redninger. Det handler om at ligge på lur og så iværksætte sit bagholdsangreb, mens fjerbolden tilbagelægger sin rolige bane.«

Fri agent er ikke blot en vellykket thriller om Brexit, en af de bedste fra le Carrés hånd i årevis, men også noget så sjældent som en roman om badminton. En sådan mindes jeg faktisk ikke at have læst før.

John le Carré: 'Fri agent'. Oversat af Jakob Levinsen. Rosinante. 320 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her