Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

’Joker’ er både moralsk og menneskelig kompleks – og det perfekte sindbillede på vor tid

Joaquin Phoenix vrider og vender sig i sin fremragende, meget fysiske præstation som Batmans ærkefjende i Todd Phillips’ ’Joker’, der ikke ligner mange andre superheltefilm. I stedet tager den temperaturen på et land og et samfund, hvor meget er galt, og hvor filmen allerede inden sin premiere er blevet kritiseret og debatteret voldsomt
Joaquin Phoenix leverer en transformativ præstation som titelpersonen i Todd Phillips’ usædvanlige superheltefilm, ’Joker’.

Joaquin Phoenix leverer en transformativ præstation som titelpersonen i Todd Phillips’ usædvanlige superheltefilm, ’Joker’.

Warner Bros

Kultur
4. oktober 2019

Smil til verden, og verden vil smile tilbage til dig, siger man. Det gælder dog ikke for Arthur Fleck, der spilles med uhyggelig intensitet og transformativ kraft af Joaquin Phoenix i en af de mest usædvanlige superheltefilm – hvis man da overhovedet kan kalde den det – jeg længe har set: Todd Phillips’ Joker.

Den handler nok om Batmans ærkefjende, Jokerens, fødsel, men Batman er ingen steder at se, i stedet er der tale om et begavet og udfordrende portræt af sindssyge, et menneskes og et samfunds, som allerede inden sin premiere er blevet genstand for karsk kritik og ophedet debat.

Arthur er i bund og grund en stakkel. En af den slags stille eksistenser, der lever på bunden af samfundet og bliver trådt på. Han vil bare gerne gøre folk i godt humør, fordi, som han siger på et tidspunkt i filmen:

»Min mor siger altid, at jeg skal smile og se glad ud. Hun fortalte mig, at jeg havde et mål: At bringe verden grin og glæde.«

Arthur arbejder som professionel klovn, men drømmer om at blive standupkomiker, og han har en notesbog, hvori han skriver alle sine vittigheder og tanker ned – det er lidt et katalog over hans miserable liv.

Men det er en hård verden derude, og der er ikke mange steder, hvor Arthur finder den støtte og opbakning, han angler efter. Han er en mand med tydelige ar på krop og sjæl.

En flok unge punks stjæler det reklameskilt, han klædt ud som klovn jonglerer med på gaden i Gotham City, hvor han bor, og da han løber efter dem for at få skiltet tilbage, tæver de ham – med skiltet. I undergrundsbanen forsøger Arthur at få en lille dreng til at grine – det lykkes – men drengens mor beder ham om at lade hendes søn være i fred.

Og sådan fortsætter det med nederlag, afvisninger og ydmygelser. Der synes kun at være to mulige måder, det kan ende på: Det totale sammenbrud eller en voldsom reaktion ... eller måske en kombination af de to.

Revolutionen kommer

Verden er imod Arthur Fleck – verden har det heller ikke godt – og det hjælper ikke på sagen, at han mildest talt er uligevægtig og for hvert slag, han indkasserer, skubbes længere ud mod kanten – mod afgrunden.

Han får hjælp af en hårdt prøvet socialarbejder i Gothams nedslidte, udsultede sociale system, men der er ikke meget, hun kan gøre, og det er tydeligvis heller ikke nok.

Arthur lider af en nervøst betinget refleks – en slags Tourettes – hvor han begynder at grine højt og som regel upassende, når han føler sig presset og ikke ved, hvad han skal gøre eller sige. Og det er ofte, og det er både aparte og uhyggeligt, når det sker.

Mest lykkelig – eller mindst ulykkelig – er Arthur, når han sidder derhjemme sammen med sin gamle, affældige mor, Penny (Frances Conroy), og ser det daglige talkshow med begges favoritvært, Murray Franklin (Robert De Niro).

Arthur drømmer om at slå igennem som komiker og være gæst hos Murray, som han virkelig ser op til. Men da han endelig får lov til at medvirke i talkshowet, er det på en noget mørkere og mere foruroligende baggrund, end han havde drømt om.

Arthur, der da for længst er blevet presset ud over kanten, er iført sit kulørte jakkesæt og overdreven klovnemakeup, og han beder om at blive præsenteret som Joker. Ganske uventet er han blevet lidt af en helteskikkelse for Gothams mange udstødte, fattige og oversete – et symbol på den kamp for lighed og retfærdighed, som Gothams borgere kæmper mod den politiske og økonomiske elite, ikke mindst rigmanden Thomas Wayne (Brett Cullen).

Arthur, eller rettere, Joker bliver en usandsynlig helt, hvis aparte, anarkistiske og, ja, vanvittige adfærd tænder bål i gaderne og lægger grunden til en revolution.

To sårede eksistenser

Det er ikke svært at se de paralleller, som Todd Phillips, der sammen med Scott Silver har skrevet filmens manuskript, drager til Donald Trump og dennes vej til præsidentembedet, komplet med klovneagtig adfærd og opfordringer til hadefuld opførsel.

Det er en af de ting, der gør Joker så spændende: Den foregår nok i en mørk, uropræget tid, der ligner de tidlige 1980’ere, og i et tegneseriefødt univers – Gotham City fra historierne om Batman – men det er samtidig en tidløs fortælling, et folkeeventyr, om man vil, om vanvid, mennesker, der svigtes og gøres fortræd, klassekamp, inkompetente, korrupte politikere og økonomisk undertrykkelse.

Joker er også et karakterstudie, et fascinerende dyk ind i hovedet på et menneske, Arthur Fleck, der umiddelbart minder en del om to af filmhistoriens (og Martin Scorseses) mest berømte og berygtede skikkelser, begge spillet af Robert De Niro: Taxi Drivers utilpassede Vietnamveteran Travis Bickle og King of Comedys aspirerende komiker, Rupert Pupkin.

Det er to sølle, sårede eksistenser, der bliver farlige, fordi ingen lytter til dem, fordi de er isolerede i forhold til den verden, de lever i, og de mennesker, de lever iblandt. De forstår ikke samfundets spilleregler og forsøger i stedet at skabe deres egne i to film, der spinder en sorthumoristisk, satirisk ende over fremmedgørelse og social udstødelse i et moderne, selvoptaget, sygt samfund.

Frygtindgydende præstation

Arthur minder måske mest om Rupert Pupkin, hvis største ønske er at blive anerkendt af talkshowværten og komikeren Jerry Langford (Jerry Lewis), og som ender med at tage Langford som gidsel for at få sine 15 minutter i rampelyset.

I en scene i Joker forestiller Arthur sig, hvordan han sidder blandt publikum til Murray Franklins talkshow, da Murray inviterer ham op og begynder at tale med ham.

Pludselig er der nogen, som ser ham, forstår ham og bekymrer sig om ham. Det er en forførende fornemmelse, når man hele sit liv har følt sig misforstået og uset – ikke mindst af en mor, som ikke altid har været særlig rar ved Arthur. Så i virkeligheden er Arthurs behov meget mere basale og forståelige end Ruperts, for Arthur vil bare anerkendes som menneske og som individ.

Joaquin Phoenix leverer en blændende præstation som Arthur Fleck/Joker. Den 44-årige skuespiller vrider og vender sin krop, som var han besat – af Arthur, af Jokeren, af det vanvid og alle de dæmoner, som plager den stakkels mand.

Det er længe siden, at jeg har set en skuespiller kaste sig så uforfærdet ud i mørket, som Phoenix gør i Joker. Bevares, han er ikke ligefrem kendt for at holde igen, men der er en styrke og på én gang en uskyld og en dæmoni i Arthur Fleck og Joker, som er ganske frygtindgydende.

Man kan nærmest se, hvordan Arthur Fleck, der til at begynde med er så hæmmet og så nervøs og så frygtsom, at det er en pine at være vidne til, i løbet af filmen og de ydmygelser, han udsættes for – og de erkendelser, han når til omkring sig selv, sin mor og den far, han aldrig har kendt – forvandles til et uhyre.

Modgift mod Marvel

Todd Phillips, der bedst er kendt for sine løsslupne komedier, ikke mindst The Hangover-trilogien, har med Joker skabt et monster af en film, hvor han på sin vis vender tilbage til sine lidt mere punkede rødder.

Og allerede inden filmens premiere er den blevet gjort til genstand for alskens diskussioner og kritik, hvilket kun understreger, som Alyssa Rosenberg skrev i The Washington Post for nylig, at vi lever i en tid, hvor »politik oftere end ikke bliver bedrevet gennem populærkultur«.

Meget er i amerikanske medier for eksempel blevet gjort ud af, at Arthur Fleck og Joker kan opfattes som forklaring på – måske endda undskyldning for – alle de vrede, isolerede unge, hvide mænd, som findes derude, og som udøver virtuel eller fysisk vold på deres omgivelser, de såkaldte incels. En forklaring, som således kan koges ned til: manglende opmærksomhed og omsorg fra forældre og samfund.

Men det er jo netop ikke hele forklaringen på Arthur Flecks forvandling til Joker, faktisk langtfra. Den er meget mere kompleks og har også med Joker-figurens kviksølvagtige natur at gøre – han er jo netop en joker, en nar, der gør grin, og som man aldrig ved, hvor man har. At reducere ham til en simpel årsagssammenhæng er alt for nemt.

Joker er en kompleks skikkelse, både moralsk, menneskeligt og psykologisk, og han er det perfekte sindbillede på vor tid, hvor tingene heller ikke længere er nemme at få hold på eller gennemskue.

Inspiration til vold

Todd Phillips’ og Joaquin Phoenix’ Joker minder mere om den uforudsigelige, kaosskabende Joker (spillet af Heath Ledger), man mødte i Christopher Nolans The Dark Knight (2008). Eller om den grinende galning, der optræder i Alan Moore og Brian Bollands sorte, sorte Batman-historie, The Killing Joke (1988) (der er i øvrigt også tydelige spor af to andre, genrebøjende Moore-tegneserier i Joker, revolutionsfortællingen V for Vendetta og den bidske superhelte-parafrase og samfundssatire The Watchmen).

Og figuren bliver, om ikke en modgift mod, så i hvert fald et alternativ til de mere renskurede Marvel-helte, som vi vælter os i. Visuelt og musikalsk er Joker også en passende dyster oplevelse.

Der har bredt sig en frygt for, at Joker kan inspirere til vold, når først den bliver vist i amerikanske biografer, og lokale myndigheder har forskellige steder i USA opfordret biografgængerne til at være forsigtige. Men, som Alyssa Rosenberg også skrev i The Washington Post – hvor hun i øvrigt også opfodrede folk til at se filmen, inden de blandede sig i diskussionen:

»En af grundene til, at debatten om Joker er blevet så ophedet så hurtigt, er, at populærkultur igen og igen er blevet uretfærdigt anklaget for at være skyld i berygtede forbrydelser, især massedrab (…) Hvis løsningen på massevold ganske enkelt var ikke at sende noget mere udfordrende end Bambi ud i biograferne, ville vores politiske debatter måske være enklere, men vores populærkultur ville ganske sikkert være kedeligere.«

En af pointerne i Joker er, at det ikke er forsømmelsen og undertrykkelsen alene, der får Arthur Fleck til selv at gribe til våben, men i høj grad også hans lurende vanvid. At han dermed også får givet en bestemt, utilfreds – for ikke at sige rasende – befolkningsgruppe en art carte blanche til at gøre det samme, er en anden og mere alvorlig og bekymrende sag.

Men det er en sag, som man altså sagtens kan finde eksempler på i den virkelige verden. Og er det netop ikke det, vi skal bruge kunsten til? Til at tage temperaturen på verden lige nu og her, vride og vende virkeligheden, stille ubehagelige spørgsmål og fremprovokere ubekvemme svar?

Det er i hvert fald, hvad Todd Phillips og Joaquin Phoenix gør i Joker, og de gør det med indsigt, begavelse, humor og et smil af den slags, der får det til at løbe én koldt ned ad ryggen.

’Joker’. Instruktion: Todd Phillips. Manuskript: Todd Phillips og Scott Silver. Fotograf: Lawrence Sher. Længde: 121 minutter. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tonny Helleskov

The Real Reason to Skip Joker Is That It’s Boring
Not even Joaquin Phoenix can save this muddled, monotonous movie.
Slate.com 03.10.19
Amerikanske Remakes er meget sjældent ikke-kedelige

9.3 på imdb
Det bliver måske årets topscorer.
47.000 brugere har pt stemt.

At Warner laver den slags risikabel film er et nybrud. Er det en trend der sætter sig permanent i filmskabelsen, hvis den bliver økonomisk en succes, vil det forandre amerikansk identitet og kultur for altid.

Den potentielle betydning af den film kan kun underdrives.

Alvin Jensen, Arne Albatros Olsen og Soren Andersen anbefalede denne kommentar

Thomas Wayne er jo Bruce Waynes (Batmans) far! Og filmen går imod hele Batman-universet og opbygningen af det, når den lader Thomas Wayne være en rigmand, der er totalt ligeglad med de fattige! For det var Wayne-familien aldrig! Snarere tværtimod og omvendt! Utallige er de gange, hvor Bruce Wayne har sagt, både i tegneserier, i animerede serier, og i film, at Wayne-familien altid har gvet store summer til velgørenhed, altid har haft et program for at uddanne børn fra fattige inner city schools, og i det hele taget har gjort, og gør, en hel del ting for at afhjælpe fattigdommen i USA!

Carsten Wienholtz, Jakob Silberbrandt og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

En gang imellem falder man over en rigtig god film, men det er sjældent dem der også hitter på IMDB for mit vedkommende.

Og nej, Jokeren, er ikke, og har aldrig været en stakkels sølle figur! Jokeren er, uanset hans tragiske familebaggrund, og hans vanvid/vanvittige opførsel en figur, der alene må tage ansvaret for de kriminelle handlinger, han begår, og har begået - alt andet er at undskylde og forsvare en gal, psykopatisk og sociopatisk morder!

Og ja, der findes muligvis en slags forklaring på, hvorfor Jokeren gør som han gør, men jeg mener, at det er en fejl at forsøge at gøre Jokeren menneskelig, fordi det er han jo ikke...! Han er præcis som de seriemodere (serial killers) i serien MIndhunter a raving lunatic - an insane person - der gør som han gør, fordi han derved får magt over andre mennesker; den magt han ikke havde, eller oplevede, da han var, at han havde, da han var barn; Jokeren nyder derved, på den måde, at have magt over liv og død, over andre mennesker, at bestemme, hvem der skal leve eller dø - præcis som de seriemordere, som FBI-agenterne i Mindhunter (netflix) gør det!

Tommy Gundestrup Schou

@Karsten Aaen
Jeg er ikke enig med dig i, at Jokeren ikke skal gøres menneskelig. Faktisk synes jeg, at skildringerne af ham i samtlige versioner i Batman filmene i hvert fald antyder, at der netop ER en tragisk historie bag karakterens vanvid og at der ER et menneske der lider bag den vanvittige facade.

Det er som med voldelige videospil. Vi kan godt skelne mellem fiktion og virkelighed så jeg ser ikke noget problem i den skildring af jokeren som bruges her.

Anders Sørensen

@David Joelsen, hvilke film med en lav score på IMDB betragter du som "rigtig gode"?

@Karsten Aaen:
Jeg kan ikke helt følge logikken i, at hvis folk er mere end så og så meget syge, så skal de dehumaniseres? Empati med et andet menneske er på ingen måde lig med sympati for dettes handlinger.

Til gengæld er det for mig at se et af de allervigtigste pejlemærker for, hvor udviklet vores samfund er, i hvor høj grad vi er stand til at se mennesket bag 'umenneskelige' handlinger.

Benno Hansen, Torsten Jacobsen, Peter Andersen, Alvin Jensen, Bjørn Pedersen og Dennis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Peter Andersen

I midten af 1800-tallet var det fransk-tyske kortspil «euchre» [ju:'ker] meget populært i USA. På den tid var et sæt spillekort altid udstyret med et blankt reservekort, hvilket var praktisk i det tilfælde et kort blev væk eller ødelagt. I varianten «Railroad Euchre» blev dette benyttet som højeste trumf. I løbet af 1850'erne blev der lavet specielle sæt af spillekort til brug for «Railroad Euchre» og ekstrakortet blev da dekoreret med en fornem herremand eller gentleman. Pokerspillere begyndte også med tiden at bruge disse sæt af spillekort, men udtalen af «the euchre card» blev af disse misforstået som «the joker card» - og den fornemme herremand blev derfor opfattet som «a joker»

Det er den stærkeste film oplevelse jeg har haft i mit liv.
Det gør dybt indtryk hvis det sindsbillede er gældende.

@Karsten Aaen Jeg syntes ikke at filmen skildre Thomas Wayne som en der er ligeglad med de fattige. Til gengæld har han ideologi om at det handler om at blive til noget ("make something of yourself" som han siger i filmen). Han siger direkte at han vil hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Hans betegnelse om at de er "klovne" er om dem der i hans perspektiv bare brokker sig og ikke vil arbejde for det. Jeg syntes hans karakterer ret perfekt skildrer en kløft i verdensopfattelse mellem en del af den rige elite og de vrede demonstranter.

Martin Sørensen

Sammenligningen med taxi driver er nok den bedste sammenligning,

man kan også finde samme, vandvid, i marlon brando som Colonel Walter E. Kurtz i dommedag nu et meneske der har tabt alt fornuft, og er totalt omgivet af vandvid, jeg så ikke engang filmen som en "superhelte film", for jokeren er så meget meget mere end dette. et protræt ind i det samfund der skaber dybt vandvid, det er så tydeligt, vores søde lille dreng, for det er hvad Artur er inde bag sminken,,, der er der en lille dreng som der blev gjort uret imod og svigtet, men han har jo altid været en sådan glad dreng.......

10/10 giver jeg den i karakter.

faktisk faktisk så kan senen med talkshowet godt være et selv protræt. af JOAQUIN PHOENIX ganske enkelt en fantastisk skuespiller. her er den berømte, sene hvor han er hos david letterman. det er slående som den rolle robert de niro spiller ligner david letterman,

https://www.youtube.com/watch?v=maBjr0yPfu4