Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Jonathan Safran Foers bog om klimakrisen er en tvivlers kampskrift

Jonathan Safran Foers nye bog ’We Are the Weather – Saving the Planet Begins at Breakfast’ tumler rundt mellem viljen til handlinger og tvivlen på det hele – ligesom alle os andre
Forfatterens rod bliver et overvældende portræt af det kaos, vi alle sammen tumler rundt i og et overbevisende signalement af, hvordan det er at leve som engageret borger med klimaforandringer som forpligtelse og horisont, skriver Rune Lykkeberg om Jonathan Safran Foers nye bog.

Forfatterens rod bliver et overvældende portræt af det kaos, vi alle sammen tumler rundt i og et overbevisende signalement af, hvordan det er at leve som engageret borger med klimaforandringer som forpligtelse og horisont, skriver Rune Lykkeberg om Jonathan Safran Foers nye bog.

Kultur
18. oktober 2019

Om aftenen slukkede amerikanerne lyset i deres lejligheder og huse, så fjenden ikke kunne se dem. Under Anden Verdenskrig mørkelagde almindelige borgere deres hjem, fordi de ville være med til at forhindre tyske ubåde i at lokalisere og angribe de havne, hvorfra amerikanske skibe sejlede i krig.

Det var i begyndelsen kun dem, der boede på østkysten, som slukkede deres lys om aftenen. Men efterhånden bredte det sig også til byer langt væk fra kysterne, flere og flere tog del i dette nationale selvforsvar. Konkret var det nyttesløst, men mørkelægningen af huse og lejligheder dybt inde i landet forenede amerikanerne i solidaritet i kampen for det, de troede på. Alle blev engageret:

Jonathan Safran Foer: 'We Are the Weather – Saving the Planet Begins at Breakfast'.

Saxo
»Anden Verdenskrig ville ikke have været vundet uden aktionerne på hjemmefronten, som havde både psykologiske og mærkbare effekter: Almindelige mennesker sluttede sig sammen om en højere sag,« skriver den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer i sin nye bog om klimakrisen We Are the Weather – Savings the Planet begins at Breakfast.

Foer fortæller, hvordan mobiliseringen af hele det amerikanske samfund skabte et kollektivt beredskab, som gav det amerikanske samfund handlekraft. Pensionister, unge og kvinder, som dengang stod uden for arbejdsmarkedet, blev trukket ind i produktionen, industrien fordoblede sin produktivitet, den højeste indkomstskat blev hævet til 94 pct. for at finansiere krigsindsatsen, og fabrikker, som ellers producerede biler, køleskabe og vaskemaskine, omstillede sig til at lave militært materiel.

»Det var ikke for at beskytte deres huse, at amerikanerne slukkede lyset under Anden Verdenskrig, det var for at beskytte deres hjem. De demonstrerede solidaritet, og derfor beskyttede de deres familier og kulturer, deres sikkerhed og frihed,« skriver Foer. 

Han bruger fortællingen om den fælles indsats i 1940’erne til at minde om noget opløftende og spørge til noget nedslående: Borgere i velstående forbrugssamfund kan mobiliseres til at ofre daglig komfort og sætte deres private interesser til side for at redde deres samfund, hvis de forstår kampen og kan identificere sig med indsatsen. Men hvis amerikanerne kunne gøre det under Anden Verdenskrig, hvorfor kan de så ikke gøre det under klimakrisen?

Det spørgsmål kredser hele Foers bog om. Den er ikke skrevet som en forklaring af klimaforandringerne og en analyse af, hvad der skal gøres for at leve op til Parisaftalen. Bogen er en undersøgelse af betingelserne for de beslutninger, som samfundet skal træffe, og de valg, som hver enkelt skal foretage, hvis vi skal undgå de værste konsekvenser af den globale opvarmning.

Det handler om, at vi som fællesskab skal skrue voldsomt ned

Selv er Foer stærkt optaget af kampen mod klimaforandringerne og indstillet på at gøre noget drastisk. Hans bog er i den forstand et kampskrift til hver enkelt om at overvinde sin egen afhængighed af biltransport, flytransport og særligt fødevarer fra dyr. Han har tidligere skrevet bestselleren Om at spise dyr, som var et moralsk argument imod kødspisning, og han anbefaler i denne bog, at vi alle omstiller os til at spise plantebaseret mad indtil aftensmaden.

Denne gang er det dog ikke et moralsk argument imod dyremishandling, men et klimapolitisk opråb for at reducere udledningerne fra den animalske produktion. Målet er ikke at forvandle alle til veganere og vegetarer, men at samfundet samlet set skal tilberede så mange veganske måltider om muligt. Det handler ikke om, at hver enkelt skal holde op, men at vi som fællesskab skal skrue voldsomt ned.

Men Foer er også en tvivler, som spørger sig selv, hvordan det kan være, at han selv endnu ikke har været i stand til at opgive mælk, æg og ost. Bogens stærkeste pointe er forfatterens tøven og søgen. Dens struktur afspejler, at temaet er uoverskueligt for ham, og at han har et voldsomt behov for fælles handling, men også er plaget af tvivlen om, hvordan det skal ske.

Første del af bogen er genfortællinger af historier om fælles mobiliseringer, anden del er gengivelser i punktform af udvalgte fakta om klimaforandringerne, tredje del er refleksioner over begrebet »hjem«, fjerde del er konstruerede samtaler mellem forfatteren og hans egen sjæl, og femte del er afsluttende overordnede overvejelser, hvor han knytter sin egen families historie sammen med den store kamp for planeten. Det er fem vidt forskellige dele, der er knyttet sammen af en indledning og en afslutning, men ellers kan læses som selvstændige afsnit.

Nogle af passagerne er trivielle gentagelser af den slags paroler, der cirkulerer i klimajournalistikken og litteraturen – som eksempelvis »der er ingen andre end os, som kan ødelægge planeten. Der er ingen andre end os, som kan redde den« eller »det er ikke planeten, vi vil redde. Vi vil redde livet på planeten – plantelivet, dyrelivet og menneskelivet«.

Men andre afsnit er tankevækkende, engagerede og originale. Forfatteren tumler rundt mellem videnskabelige sandheder, som han prøver at gøre virkelige for sig selv, viljen til at redde sine børn og alt det, han holder af, og fortvivlelsen over, at han ikke engang selv kan realisere det, han vil have hele samfundet til at gøre. Og det er faktisk en kvalitet ved bogen.

Forfatterens rod bliver et overvældende portræt af det kaos, vi alle sammen tumler rundt i og et overbevisende signalement af, hvordan det er at leve som engageret borger med klimaforandringer som forpligtelse og horisont.

Klimaforandringerne en større trussel mod vores samfund end nazismen

Den bedste enkelte del af bogen er Foers nysgerrige undersøgelse af, hvorfor vores samfund konfronteret med den globale opvarmning ikke har reageret, ligesom det amerikanske samfund gjorde under Anden Verdenskrig.

Klimaforandringerne er ifølge Foer en større trussel mod vores samfund end nazismen, fordi effekterne er mere eller mindre uafvendelige og vil gælde alle fremtidige generationer på jorden. Vi har den viden, vi skal bruge for at handle. Men vi handler ikke. Og det skyldes, at vores alarmberedskab ikke er skabt til abstrakte trusler, forklarer Foer.

En militær fjende, som skal dræbes, er den ældste fortælling, som appellerer til vores fælles overlevelsesberedskab. Men de utilsigtede og uigennemskuelige forbindelser mellem vores livsform og ødelæggelsen af vores naturgrundlag er en anderledes kompliceret fortælling.

Det taler ikke til vores indre krigere, at vi skal finde sammen i fællesskaber, indgå forpligtende aftaler med fremmede, genopfinde transport og forbrug og overvinde vores egne tilbøjeligheder. Vi ved godt, hvad vi bør gøre, men vi savner fortællingerne, som gør den viden til en slags kropslig erfaring. Foer henviser til en polsk jøde i USA, som under Anden Verdenskrig kendte til Holocaust, men ikke ville erkende det: »Jeg vidste det«, sagde han: »men jeg troede ikke på det, og fordi jeg ikke troede på det, vidste jeg det heller ikke«. 

Sådan har mange det ifølge Foer med klimaforandringerne: De ved det godt, men de taler om det som et problem på niveau med alle mulige andre politiske temaer. Og derfor tror de ikke rigtig på det:

»Der er en meget farligere form for videnskabsbenægtelse end Trumps: Den version, der giver sig ud for at være accept. De af os, der ved, hvad der sker, men gør alt for lidt ved det, er dem, som fortjener vores vrede«.

Det er alle de ledere, som har underskrevet Parisaftalen, men ikke handler, og de politikere og borgere, som sandelig tror på videnskaben og FN’s klimapanel, men ikke tager konsekvensen af deres viden. Men alle os andre, som ikke formår at overkomme vores behov og vaner, selv om vi godt ved, hvad de gør ved verden. 

Til alle dem har Foer et godt råd: Spis plantebaseret mad fra morgen og indtil aftensmaden. Det har ikke den afgørende nytteeffekt i sig selv. Men det er ligesom at slukke lyset i sit hjem under Anden Verdenskrig: Det mobiliserer et fællesskab, som vi kan begynde at kunne mærke, og det skaber fortællinger, som kan gøre vores viden forståelig og virkelig.

Jonathan Safran Foer: 'We Are the Weather – Saving the Planet Begins at Breakfast'. 288 sider, 25 dollar. Farrar, Straus and Giroux.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nu er jeg alligevel blevet lidt nysgærrig på bogen, som jeg lod ligge forleden dag i en boghandel, da jeg tænkte, jeg allerede kender og forstår (om ikke andet) det budskab, bogens titel formidler.

Mennesket i en nøddeskal vil jeg betegne dette dilemma, ikke at være i stand til at forholde sig til en abstrakt trusel. Om vi som menneskeheden vil være i stand til at overkomme denne utilstrækkelighed?

Måske er det netop derfor, Greta Thunberg har formået at ruske i så mange mennesker: hun oversætter en abstrakt trusel til noget, vi skal gå i panik over. Hun udmaler horrorscenarier med tyk pensel: Vores hus står i flammer.

Vi må lytte til Greta, der siger, vi må lytte til videnskaben. Og helst spise vegansk morgen til og med aften!

(PS: Jeg tror, der mangler et 'ikke' i næstsidste afsnit af anmeldelsen.)

Søren Fosberg

Der bliver tænkt meget over hvorfor vi ikke helhjertet forsøger at stoppe den forurening som er årsag til klimaproblemet. Man vil godt redde verden - det må dog ikke koste noget siger mange. Det virkelig besynderlige er at der ikke engang er forsøg på at forstå hvorfor vi forurener. Hvad er drivkraften bag den adfærd der fra top til bund i samfundet vælger at forurene, vælger at bruge naturen som losseplads?

Svaret er at det kan betale sig, at vores markedssystem er blind for fællesskabets omkostninger pga destruktion af naturgrundlaget, at luft, jord og havforurening ingen rolle har i BNP, at klimaændringer, miljø forarmelse og tab af dyre og planterarter er vejen til profit? Teknologisk behøver vi ikke at forurene, der er rigelig grøn energi og ressourcer kan recirkuleres på samme måde som naturen har gjort i milliarder år. Problemet er markedssystemet det gør det profitabelt at konvertere resourcer til affald.

Hvorfor et det ikke til debat i blandt politikere og i pressen at vores markedssystem belønner forurening og straffer ikke forurenende produktion? Vi lever i et globalt markedssystem hvorfor vil regeringen ikke beskatte forurening og bruge markedssystemet til at dreje samfundet i bæredygtig udvikling?

Det er meget mærkeligt. For mig i hvert fald. De eneste der har gavn af det er fossilindustrien og dets finansielle støtter. Er det dem der bestemmer?

Er der nogen der kan forklare?

Mikael Velschow-Rasmussen, Hanne Utoft, Erik Winberg, Carsten Wienholtz, Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Arne Albatros Olsen, Pia Nielsen, Kim Houmøller og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar

Desværre er det en forsvindende lille del af vores globale energiforbrug der bliver dækket af grøn energi. Det er et spørgsmål om vi overhovedet kan nå at rette op på det her.

http://www.columbia.edu/~mhs119/EnergyConsump/WorldEnergyConsumption.png

Det ser mildest talt sort ud.

Erik Winberg, Olaf Tehrani, Ejvind Larsen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Jeg kan ikke huske præcist, hvor mange besynderlige dommedags kulter, som begået kollektivt selvmord gennem tiderne. Var de mon bare et syret signal til den nutid , vi lever i right now ?

Livets vitale fundament her på kloden er kulstofkredsløbet med udveksling mellem atmosfæren, havet, plante- og dyreriget.

Vi fandt et kulstoflager nede i kælderen, og det oprindelige udbrud bag klimadystopiens pandemi gjaldt vores prutter fra kælderen. Atmosfæren plus 0.0135% CO2. Nu handler det om køernes bøwsen. Atmosfæren plus 0.000?% CH4. Det næste bliver paradoksalt nok sikkert ungdommens forbrug af lattergas. Atmosfæren plus 0.0000?% N2O. Det er sgu da lige til at grine og græde over. Tre små sporstoffer og en klode i hovedløs panik.

Welcome to the Peoples Temples / Jonestown

Michael Hullevad, Søren Ferling og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Det, Peder Bahne, synes jeg, du burde diskutere med relevante videnskabsfolk!

Poul Erik Riis

”alarmberedskab”, ”overlevelsesberedskab”

Skal vi fokusere på menneskets biologi, når vi vil forklare, at mange af os går mere op i miltære fjender end i klimatrusler, eller skal vi interessere os mere for den indflydelse, vi udsættes for, fra producenterne af våben, kul, olie, biler o.s.v.? Jeg foreslår det sidste. Vær altid skeptisk over for biologisk determinisme. Der er en lang tradition - i hvert fald siden Thomas Hobbes - for at bruge dårligt funderede biologiske teorier som argument for reaktionær politik.

Michael Hullevad

Der var for + 3mdr. siden bestillinger på +3000 kulkraftværker (kilde Japan Post). Kina stod for 1642 stk., levetid 40-50 år. Hvor meget hjælper så en vegansk pølse? Ikke en skid! DK har næsten ingen indflydelse på klimaet. Men at satse på vindmøller kan måske inspirere andre!