Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Kanye West er krøbet til korset – og har endelig udgivet sit seneste album

Det kan være ulideligt at lytte til de kristne tekster på Kanye Wests nye album ’Jesus Is King’, men for pokker, hvor er det rent musikalsk en nydelse. Passioneret og intenst. Smukt og idiosynkratisk. Og så reformerer stjernen også sit syn på slaveri
I denne anmelders ører bliver det ofte tekstligt ulideligt med alt det Jesus – som også går igen på Kanye Wests tilbagevendende ’Sunday Services’ som her på Jamaica midt i oktober. Men lyden af tro kan være utroligt gribende, fordi musik kan tale så rent til ens empati, og på den led er ’Jesus is King’ et strålende album. Fuld af passion og intensitet, opfindsomhed og grænseoverskridelser. Det bobler over af overskud, også selv om de 11 tracks tilsammen kun varer 27 minutter.

I denne anmelders ører bliver det ofte tekstligt ulideligt med alt det Jesus – som også går igen på Kanye Wests tilbagevendende ’Sunday Services’ som her på Jamaica midt i oktober. Men lyden af tro kan være utroligt gribende, fordi musik kan tale så rent til ens empati, og på den led er ’Jesus is King’ et strålende album. Fuld af passion og intensitet, opfindsomhed og grænseoverskridelser. Det bobler over af overskud, også selv om de 11 tracks tilsammen kun varer 27 minutter.

Ricardo Makyn

Kultur
28. oktober 2019

Den 42-årige amerikanske rapper, komponist, producer, modedesigner og provokatør Kanye West er en utopist. I sin musikalske gerning og i sin vidtløftige tanke.

Da den kontroversielt så Trump-forelskede og albumaktuelle herre den 1. maj 2018 blev interviewet på TMZ, sagde han, at slaveri ligner et valg. Han talte for at ignorere fortidens realiteter, ikke lade sig tynge af dem. Altså droppe en strukturel kritik og i stedet omfavne fremtiden og bygge en uhørt utopi. Han undskyldte små fire måneder senere for kommentaren, dog ikke for dens indhold, men for hvordan den sårede folk. Han er stadig en drømmer.

Kanyes ’Slow Train Coming’

Man kan således sagtens opfatte Kanye Wests plader som en selektiv omgang med fortiden. Der copy-pastes og samples efter forgodtbefindende for at bygge skelsættende plader, utopier. West har bygget sin egen virkelighed, og verden har måttet halse efter. Akkurat som demokraterne, The New York Times og deslige må halse efter Trump-administrationens destruktion af den vedtagne virkelighed.

Kanye West anerkender ikke historie eller tyngdekraft. Det er lænker, afroamerikanere i særdeleshed og menneskeheden i almindelighed skal kaste af sig.

Nu er Kanye West så blevet frigjort på en anden måde. Af Gud. Han er krøbet – eller måske nærmere spurtet – til korset og er det seneste års tid blevet en offensivt praktiserende kristen. Gennem 2019 har han afholdt søndagsgudstjenester – Sunday Service – nogle private, nogle åbne for offentligheden. Her genfortolkes klassiske sange, ligesom der også er ren gospel i fuld sving.

Og den 42-årige rapper, komponist, producer, modedesigner og provokatørs nye, niende album hedder Jesus Is King (hans sjette album hed i øvrigt Yeezus). En jublende, musikalsk kompleks og tekstligt noget mere selvoptaget pendant til Bob Dylans eget vækkelsesalbum Slow Train Coming fra 1979, om man vil.

Albummet former sig som en række besyngelser af den kristne Gud. En del gospelhymner, herunder den eksplosive åbner »Every Hour«, hvor The Sunday Service Choir giver den vildeste hals, og den smukke »Water«, hvor West rapper.

Djævelens musik

Der er også klassisk Kanye West med den soulsamplende »Follow God«, og på »Everything We Need« rapper han med en Cardi B-inspireret twang på vokalerne.

Mens han på »Closed On Sunday« er voldsomt sentimental. Hvilket han så redder med et af sine karakteristiske stilbrud, da en EDM-synthesizer i slowmotion ledsager ham ud af nummeret. Og på »On God« surfer han fornemt hen over boblende synth-klange, som om vi var på Det Røde Hav i oprør, i gang med at dele sig.

Og der er fascinerende ballader, der i deres forvredne eller idiosynkratiske æstetikker bekræfter Kanye Wests status som mesterproducer – ledsaget og hjulpet undervejs af en hær af medproducere. På »Use This Gospel« bruger han og hans seks medproducere den bippende advarselslyd om uspændt sikkerhedssele i en bil som en metronom. Og det virker.

Mens det centrale nummer »Hands On« betjener sig af voldsomt slørede stemmer, skumle nattesynthesizere og Bon Iver-farvet falset til at formidle budskabet om, at han er slingret for meget og for længe uden for dydens smalle sti.

Ja, han fortæller faktisk, at han føler, at han har arbejdet i djævlens sold hele sit liv. »Made a left when I should’ve made a right«. Hvilket flugter med hans præst Adam Tysons fortælling om, at West under sin vækkelse opfattede hiphop som »djævelens musik«.

En genre, som har været hans arbejdsområde i halvandet årti. Hans opfattelse af hiphop har han så modificeret, da han også rapper på Jesus Is King, endda med ekstrem dedikation på »Selah«.

Kritik af moderne slaveri

I sangen »Hands On« stoppes jeget så af politiet, som vil vide, hvad han laver på gaden så sent. Han tænker »Wonder if they're gonna read your rights / Thirteenth Amendment, three strikes«. En reference til loven om, at man efter tre lovovertrædelser kan få livstidsfængsel i nogle stater i USA, herunder Californien, hvor West bor. Og en reference til den 13. tilføjelse til den amerikanske forfatning, der forbyder slaveri, men dog holder døren åben for slaveri som straf, hvis man er blevet dømt ved en ordentlig rettergang.

Det bliver af mange set som en mulighed for den massefængsling af afroamerikanske mænd, der pågår i USA den dag i dag. I 2017 var 33 procent af fængslede afroamerikanere, mens de kun udgør 12 procent af den amerikanske befolkning. Og i mange fængsler producerer de indsatte for næsten ingen løn varer, der videresælges med stor fortjeneste uden for fængselsmurene.

Kanye West har således forladt sin mere vidtløftige tolkning af slaveri til fordel for en langt mere real kritik af det moderne slaveri, der pågår i fængslerne. Det klæder ham.

Jesus eller Yeezus?

I denne anmelders ører bliver det ofte tekstligt ulideligt med alt det Jesus. »Hallelujah« over 40 gange. »People is lying, we are the truth«, »Jesus is our rock«, »How could He not be the greatest?«

Heldigvis er West også kritisk over for udøverne af kristendommen. Han er blevet kritiseret for at skade kristendommen med sine gudstjenester, fordi hans offentlige persona er så kontroversiel.

»What have you been hearin’ from the Christians? / They’ll be the first one to judge me / Make it feel like nobody love me«, som han rapper på ’Hands On’.

Og ved en Sunday Service på det traditionelt afroamerikanske Howard University advokerede han for nylig for en mere åben og mangfoldig kristendom. Og han kritiserede andelen af afroamerikanske indsatte i fængslerne.

Andre har så kritiseret søndagsgudstjenester for at være for eksklusive. Og hvorfor skal koret have hans designertøj på, kunne man også spørge. Hvem reklameres der for? Jesus eller Yeezus?

Det er også ynkeligt, når West retfærdiggør sine skyhøje billetpriser til koncerter med, at han beskattes så hårdt. Og selvmedlidenhed klæder ham heller ikke:

»Screamin’ at my dad and he told me, ’It ain't Christ-like’ / But nobody never tell you when you’re being like Christ«.

Lyden af tro kan være utroligt gribende, fordi musik kan tale så rent til ens empati, fri af skrifternes dogmatik. Som man kan ignorere eller måske ikke forstår. For en stund kan man adoptere et andet følelsesregister, et andet verdensbillede. Hør sufiernes qawalli, hør amerikanernes gospel, hør jødernes kaddish.

På den led er Jesus Is King et strålende album. Fuldt af passion og intensitet, opfindsomhed og grænseoverskridelser. Det bobler over af overskud, også selv om de 11 tracks tilsammen kun varer 27 minutter.

Utopist i kristen forstand

Som Kanye West står der til sine søndagsgudstjenester – uden sin røde Make America Great Again-kasket, i sine lilla, simple designerbomuldsklæder – er han Yeezus Christ Superstar. Han er ikke længere en utopist af republikansk variant, han er en utopist i kristen forstand.

Vor Fader, komme dit rige i himlen, ske din vilje således også i Kanye Wests musik – dét synes at være et centralt formål med Jesus Is King. Men ateister kan også stadig være en del af løjerne.

Kanye West: Jesus Is King (Getting Out Our Dreams/Def Jam/Universal).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

Han lyder næsten ligeså gal som hans forbillede. Her nogle guldkorn fra VICE: https://www.vice.com/en_us/article/8xwbj3/kanyes-ode-to-chick-fil-a-sucks

Eva Schwanenflügel og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar