Læsetid: 5 min.

Kim Leines ’Dansk Standard’ virker mere som et manuskript til en B-film end en roman

Kim Leine skifter spor med sin nye, groteske horrorroman, der er mere kulørt og overfladisk end pirrende og uhyggelig. Et markant dyk i forfatterskabet
For at skabe en uhyggelig stemning, skal man virkelig kunne dosere sine virkemidler. Og det må man sige, at Leine vitterligt ikke gør. Grundlæggende virker Dansk Standard mere som et manuskript til en B-film i horrorgenren end en roman, skriver Nanna Goul.

For at skabe en uhyggelig stemning, skal man virkelig kunne dosere sine virkemidler. Og det må man sige, at Leine vitterligt ikke gør. Grundlæggende virker Dansk Standard mere som et manuskript til en B-film i horrorgenren end en roman, skriver Nanna Goul.

Robin Skjoldborg

25. oktober 2019

Det er ikke fordi Kim Leines nye horrorroman Dansk Standard ikke har sine momenter. Jeg mener (spoiler-alert!): Billedet af en hund, der hver nat kravler op i sengen til sin mandlige ejer og voldtager ham rektalt, er svært for mig, der i forvejen er bange for hunde, at komme af med igen.

Ligeså er billedet af samme uheldssvangre mand – romanens hovedperson – der pudser insekter ud af næsen og hiver tusindben ud af næsen, fordi han pludselig er blevet vært for en insektkoloni. Eller. Hovedpersonen, der dyrker sex med sin zombiekæreste, der altid jager en mystisk sprøjte i hans ben under akten. Eller. Billedet af et lig forklædt som levende med solbriller, halstørklæde og overtøj, der køres i taxa hen til en fest, hvor det bliver skåret ud som del af en festleg. Og endelig. Billedet af den (mandlige!) hovedperson, der bliver gravid og føder en djævel med tænder, der viser sig at være hans far.

Kim Leine: ’Dansk Standard’.

Gucca
Jep. Der er nok at tage af i Dansk Standard, hvor betegnelsen kulørt må siges at være en underdrivelse, ja, muligvis også en eufemisme. Plottet, der ligeledes er højspændt til det yderste, bliver en del af den kulørte centrifuge, og på den måde ligner Dansk Standard ikke rigtig noget af det, Kim Leine tidligere har skrevet.

Forfatteren har vundet alverdens priser – ikke mindst Nordisk Råds Litteraturpris – for sit delvist autofiktive og historisk baserede forfatterskab, og for mig at se har Leines force altid været hans evne til at bearbejde det historiske såvel som det personlige stof på en dramatisk, bevægende måde. Og at han med sit fokus på det dansk-grønlandske forhold og historie har udfyldt et kolossalt tomrum.

Det har aldrig været sproget alene, der er løbet med opmærksomheden. Selv om forfatterens udtryk kan være ganske effektivt i sin sanselighed, sin lejlighedsvise brutale, ja, nærmest rabelaiske fremfærd.

Med Dansk Standard står vi et helt andet sted – og så måske alligevel ikke. Stoffet, der denne gang flyder igennem Leine, lyder hult – og lyder det sådan, er det måske, fordi det er tilfældet.

Denne roman, fortæller Leine i pressemeddelelsen, er den første, han ikke har researchet til, og dér kunne man så tro, at det kunne give narrativet en blidere og mere rolig strøm, ja, måske også at sproget kunne få en større fylde, en lethed over sig. Men det er faktisk min oplevelse, at det er det stik modsatte, der er tilfældet.

Sproget i Dansk Standard bevæger sig overdrevet enkelt og køligt, ja nærmest mekanisk, på en måde, som jeg i begyndelsen tiltænkte alle mulige subtile stilistiske strategier. Men jeg måtte, som hele hurlumhejet skred frem, opgive mine høje tanker, selv om Leine stadig kan sine groteskerier til fingerspidserne.

Sprogligt er Leine dygtig til at begive sig nøgternt ud i hæslighedens æstetik; fæces, opskårne ligdele, blod, der strømmer, insekter i slimudsondringer, den slags. Det er på en bizar måde beundringsværdigt. Og ja, plottet? Det er som sagt gået over gevind, måske fordi Leines fantasi har kunnet få lov at rulle sig helt ud. Men fantasi? Jo, det har Leine i hvert fald, hør bare:

Hunden er ikke menneskets bedste ven

I Dansk Standard har læseren at gøre med en – ved første øjekast upåfaldende – mand, der kalder sig selv ’E’, og som arbejder på Dansk Standard, en virksomhed, som standardiserer størrelsen på alt fra indkøbskurve til fatninger af elpærer. Det er en slags usynligt arbejde, der regulerer det uregulerede, holder kaos under kontrol, og det, skal læseren naturligvis forstå, er fordi vores hovedperson har en helvedes masse skeletter i skabet.

Men allerede på romanens første sider begynder denne neutraliserende virkelighed at krakelere, og E’s fortrængninger fra en dårlig barndom begynder at røre på sig. Hovedpersonens søster, som spiller en central rolle, og som hovedpersonen er rigeligt knyttet til, er en læge, der har en forkærlighed for at skære i sig selv og andre, især lig tiltrækkes hun af.

Socialt er hun ikke meget bevendt – som broren E – og muligvis derfor lokkes hun ind i en hemmelig sekt, for at der skal ske lidt mellemmenneskelig aktivitet. Det må man sige bliver tilfældet.

Sektens primære aktiviteter er foredrag, drugrape og genfødsel, netop i den rækkefølge, og søsteren udsættes da også for de første to. Samtidig køber E en hund, han er også ensom, og uheldigvis kan dette køb ikke bekræfte forestillingen om, at hunden er menneskets bedste ven.

Hunden indkøbes på et mystisk hundeinternat af en ikke mindre mystisk dame (E’s senere zombiekæreste), men hunden viser sig ulykkeligvis at være en OND voldtægtsforbryder. Heldigvis kommer den snart op at slås med en anden psykotisk hund, der dræber voldtægtshunden i en park, så er vi færdige med den, pyha! Men. Så bliver E voldtaget fra en anden og mere creepy side, og de evindelige voldtægter sætter gang i fortrængte minder om en barndom, hvor de to søskende jævnligt blev voldtaget af deres onkel. Og som om det ikke var nok, så vender onklen tilbage fra de døde og er bare så utroligt OND (og bare rolig, der sker meget, meget mere).

Unuanceret og primitivt farvand

Forlaget gør et stort nummer ud af, at romanen beskæftiger sig med ondskaben som størrelse, men det synes jeg faktisk er falsk varebetegnelse. I Dansk Standard er mennesker og hunde bare ONDE, punktum, der er ikke den store diskussion af, hvad ondskab er for en størrelse, eller hvordan den kommer i stand. Og det er i virkeligheden ret sigende for de udfordringer, romanen har, dens insisteren på at bevæge sig i unuanceret og ærligt talt ret primitivt farvand.

Som alt andet er det et spørgsmål om temperament, men min puls stiger bare ikke af konstant at være under farvestrålende gyserbeskydning, tværtimod. Der sker simpelthen alt for meget, i et alt for højt tempo, til at uhyggen kan sænke sig over læseren.

Tingene får ikke ro til at udvikle sig. Personerne bliver ikke udstyret med psykologi nok til, at vi føler med dem. Og fordi tingene allerede er relativt groteske fra starten, bliver de bizarre hændelser aldrig rigtig uhyggelige.

At skabe en uhyggelig stemning er en undervurderet og krævende kunstform, der kræver stor dygtighed og tålmodighed. Man skal først have læseren til at acceptere en troværdig (og ofte også realitetsbåren) verden, før man kan få denne verden til at skride og lukke uhyggen, det overnaturlige eller galskaben ind.

Man skal virkelig kunne dosere sine virkemidler. Og det må man sige, at Leine vitterligt ikke gør. Grundlæggende virker Dansk Standard mere som et manuskript til en B-film i horrorgenren end en roman. Den film tror jeg så til gengæld på! Især som kultfilm! Men som roman? Nej, ærligt talt.

Kim Leine: ’Dansk Standard’. Gyldendal, 278 sider, 250 kroner.

Hvor danske forfattere førhen enten har rendyrket klicheen om den ædle vilde eller klicheen om den sociale taber og således gestaltet grønlænderen enten som et smukt korrektiv til det gennemciviliserede danske samfund eller som dette samfunds sørgelige biprodukt, dér formår Kim Leine at bringe sig i øjenhøjde med grønlænderne, om end folk har diskuteret, hvorvidt han får lavet et nyt drømmebillede om ligeværdig kærlighed mellem den selvkritiske dansker og de seksuelt meget frie grønlandske piger, skriver Erik Skyum-Nielsen.
Læs også
Forfatteren Kim Leines selvbillede blev igen flået i stykker, da han for nylig modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Men det er sådan, det skal være. Det vestlige menneskes åg er forestillingen om et fasttømret selvbillede, siger han
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu